Videregivelse af oplysninger mellem kriminalforsorgens institutioner mv. til forebyggelse af selvmord/selvmordsforsøg

FOB 02.219

I alle tilfælde af selvmord eller selvmordsforsøg i institutioner under Direktoratet for Kriminalforsorgen modtager ombudsmanden umiddelbart besked og bliver senere orienteret om resultatet af den undersøgelse som sættes i gang af den pågældende institution og af Direktoratet for Kriminalforsorgen. Ombudsmanden undersøger på dette grundlag sagen og meddeler institutionen og Direktoratet for Kriminalforsorgen resultatet af sin undersøgelse.

Flere af disse sager som blev afsluttet i 2002, havde et generelt sigte der gik ud over at behandle de konkrete sager.

Undersøgelserne i sagerne - som bliver gennemført i henhold til bestemmelsen i ombudsmandslovens § 17, stk. 1, om ombudsmandens undersøgelser af egen drift - bliver først og fremmest sat i værk med henblik på at afklare på hvilken måde det var søgt sikret at oplysninger om den indsatte var blevet videregivet til dem der på tidspunktet for selvmordsforsøget havde ansvaret for den pågældende (den aktuelle opholdsinstitution). Det drejer sig om oplysninger som kan have betydning for forebyggelse af selvmord/selvmordsforsøg, såsom oplysninger om eventuelle tidligere selvmordsforsøg og oplysninger om lægelige forhold - herunder (og især) misbrugsforhold.

På baggrund af bl.a. disse ombudsmandssager udsendte Direktoratet for Kriminalforsorgen i 2002 to skrivelser til kriminalforsorgens fængsler og arresthuse med henblik på især at sikre at de ovenfor nævnte oplysninger om den indsatte er til stede når eller hvis den pågældende overføres til en anden institution. Direktoratet arbejder endvidere med yderligere generelle tiltag vedrørende disse forhold. (J.nr. 2000-3105-626, 2001-0452- 626 og 2002-1923-626).