Aktindsigt i grundskolernes karaktergivning

FOB 01.504

Et dagblad bad Undervisningsministeriet om aktindsigt i indberetninger om standpunktskarakterer og prøvekarakterer fra grundskolerne. Ministeriet afslog anmodningen med henvisning til at indberetningerne var til statistisk brug, og at oplysningerne ikke var et led i en administrativ sagsbehandling. Endvidere henviste ministeriet til at dele af indberetningerne indeholdt oplysninger om enkeltpersoners private forhold.

Efter ombudsmandens opfattelse havde Undervisningsministeriet ikke hjemmel i offentlighedslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., og § 10, nr. 5, til at afslå anmodningen om aktindsigt. Ombudsmanden mente det var usikkert i hvilket omfang oplysningerne kunne henføres til bestemte personer. Ombudsmanden pegede på muligheden for at anonymisere de identificerbare oplysninger. Herudover mente ombudsmanden at Undervisningsministeriet burde have overvejet om der kunne gives meroffentlighed.

Ombudsmanden henstillede at ministeriet traf en ny afgørelse. (J.nr. 2001-0057-701).