Indsatsen for at forebygge ny kriminalitet blandt dømte med udviklingshandicap bør styrkes

30. september 2021 | Nyhed

Ombudsmanden har besøgt 17 botilbud for at undersøge forholdene for dømte personer med udviklingshandicap. Konklusionen er, at botilbuddene og de ansvarlige ministerier bør sikre, at dømte med udviklingshandicap får mere målrettet hjælp til ikke at begå ny kriminalitet.

Hvis mennesker med udviklingshandicap begår kriminalitet, får de i mange tilfælde en såkaldt foranstaltningsdom. Når man vurderer, om en sådan dom skal ændres eller ophæves, lægges der vægt på risikoen for ny kriminalitet. Det er derfor vigtigt, at de dømte med udviklingshandicap så vidt muligt får færdigheder, så de ikke begår ny kriminalitet. Ombudsmandens nye undersøgelse viser, at netop denne kriminalpræventive indsats bør styrkes.

”Er der ikke nok fokus på at forebygge kriminalitet, kan det i sidste ende medvirke til at forlænge dommene. Derfor er det vigtigt, at myndigheder og botilbud styrker den kriminalpræventive indsats over for dømte personer med udviklingshandicap,” siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.

Ombudsmanden anbefaler, at botilbud fastsætter mål for den kriminalpræventive indsats og sikrer dokumentation, når kommunen har bedt botilbuddet om at iværksætte en sådan indsats.

Ombudsmanden vil på baggrund af sin undersøgelse følge op over for de ansvarlige ministerier. Han vil samtidig drøfte med KL, om der også hos kommunerne er behov for et øget fokus på det kriminalpræventive formål med foranstaltningsdomme.

Læs ombudsmandens temarapport her.

Yderligere oplysninger:

Folketingets Ombudsmand Niels Fenger, tlf. nr. 42 47 50 91

Souschef Adam Abdel Khalik, tlf. nr. 33 13 25 12

 

FORANSTALTNINGSDOMME

  • Foranstaltningsdomme har til formål at forebygge yderligere lovovertrædelser. Personer, der idømmes en foranstaltningsdom, kan bl.a. anbringes på et almindeligt botilbud eller på en sikret afdeling. Under opholdet iværksættes en socialpædagogisk indsats. Botilbuddene er kun forpligtet til at iværksætte en kriminalpræventiv indsats, når kommunen har bedt botilbuddet om at gøre dette.
  • En foranstaltningsdom er ikke en straf, men kan medføre væsentlige begrænsninger for de dømte. F.eks. må nogle af de dømte kun forlade botilbuddet, hvis de har fået tilladelse. En del af de dømte kan også få begrænset deres adgang til internet eller telefon. Foranstaltningsdomme kan have en varighed på 3 eller 5 år, eller de kan være tidsubegrænsede.
  • Der findes ingen samlede opgørelser hos myndighederne over, hvor mange mennesker der har en foranstaltningsdom.

OMBUDSMANDENS TEMA

  • Ombudsmanden har i forbindelse med temaet om dømte personer med udviklingshandicap indledt flere generelle undersøgelser af egen drift om de retlige rammer.

Det drejer sig om:

- reglerne om tilladelse til, at dømte personer med udviklingshandicap kan forlade botilbuddet (læs resumé af sagen i temarapportens bilag)
- reglerne om et kriminalpræventivt tilsyn med dømte personer med udviklingshandicap (læs sagen FOB 2021-23)
- døgnovervågning af dømte personer med udviklingshandicap (læs sagen FOB 2021-26)

  • Folketingets Ombudsmand gennemfører tilsynsbesøg i offentlige og private institutioner, især hvor mennesker er eller kan blive berøvet deres frihed.
  • Tilsynsbesøgene udføres i samarbejde med DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur og Institut for Menneskerettigheder, der deltager i gennemførelsen af besøgene og bidrager med lægefaglig og menneskeretlig ekspertise.

    Hvert år vælger ombudsmanden i samarbejde med Institut for Menneskerettigheder og DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur et eller flere temaer for årets tilsynsbesøg.

    Læs ombudsmandens tidligere temarapporter.

    Læs mere om ombudsmandens tilsyn.