I 2023 kommer Ombudsmandens Børnekontor på tilsynsbesøg i psykiatrien

26. januar 2023 | Nyhed

Børn og unge med en psykiatrisk diagnose kan være særligt sårbare. Det gælder ikke mindst de børn og unge, der har behov for døgnindlæggelse i psykiatrien. Samtidig er der mulighed for at anvende forskellige former for tvang over for børn og unge i psykiatrien. Ombudsmandens Børnekontor vil derfor i 2023 besøge psykiatriske afdelinger, hvor børn og unge er indlagt.

Under indlæggelse på en psykiatrisk afdeling kan der være tale om at anvende forskellige former for tvang, bl.a. tvangsfiksering og fastholdelse. Der er samtidig fastsat nærmere regler for brugen heraf. Det drejer sig f.eks. om, hvem der kan beslutte at anvende tvang, at tvangsanvendelsen skal være så kortvarig som mulig, og at barnet eller den unge skal tilbydes en samtale, når tvangsanvendelsen er ophørt.

”Det er vigtigt at have fokus på børn og unges rettigheder, når de er indlagt på de psykiatriske afdelinger. Ikke mindst i situationer, hvor tvang og andre former for indgreb kommer i brug. Vi har derfor i 2023 valgt psykiatrien som tema med henblik på at bidrage til, at disse rettigheder respekteres, og at krav til anvendelse af tvang mv. bliver overholdt,” siger ombudsmand Niels Fenger.

Under tilsynsbesøgene vil ombudsmanden også se på, om børnene og de unge inddrages i deres behandlingsforløb, og om praksis og regler for orden og adfærd mv. på afdelingerne er i overensstemmelse med lovgivningen.

Endelig vil ombudsmanden se på, om afdelingerne har fulgt op på anbefalinger fra ombudsmandens tidligere tilsynsbesøg. Det gælder bl.a. en anbefaling om forbedret information til forældre om, at de kan undlade at give samtykke til brug af tvang over for deres børn under 15 år. Hvis forældrene samtykker, gælder nogle af retssikkerhedsgarantierne i psykiatriloven ikke.

Yderligere oplysninger:

Områdechef Susanne Veiga, tlf. 33 13 25 12

 

FAKTA

Tema for Børnekontorets tilsynsbesøg i 2023

Temaet for Børnekontorets tilsyn i 2023 er børn og unge i psykiatrien. Der vil være fokus på:

  • Information til forældremyndighedsindehavere
  • Tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt
  • Husordener og skærmning til stue
  • Inddragelse af børn og unge.

Tidligere besøg i børne- og ungdomspsykiatrien

I 2016 besøgte Børnekontoret 6 psykiatriske afdelinger med i alt 16 døgnafsnit for børn og unge. Resultaterne af temabesøgene er offentliggjort i temarapport for 2016.

Generelt om ombudsmandens tilsynsbesøg

  • Folketingets Ombudsmand foretager regelmæssige tilsynsbesøg i offentlige og private institutioner, især hvor mennesker er eller kan blive berøvet deres frihed.
  • Tilsynsbesøgene udføres i samarbejde med DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur og Institut for Menneskerettigheder, der bidrager med lægefaglig og menneskeretlig ekspertise.
  • Ombudsmandens Børnekontor foretager tilsynsbesøg på børneområdet.
  • Hvert år udpeges et tema for årets tilsynsbesøg på både børneområdet og voksenområdet.
  • Der udarbejdes hvert år en rapport, hvor ombudsmanden sammenfatter og formidler de væsentligste resultater af årets temabesøg.
  • Ombudsmanden offentliggør løbende, hvilke institutioner mv. han har besøgt, ligesom han offentliggør de afsluttende breve til institutionerne.
  • Læs mere om ombudsmandens tilsynsbesøg.