Status i ombudsmandens undersøgelse af Odense Kommunes behandling af børnesager

16. september 2015 | Nyhed

Folketingets Ombudsmand behandler i øjeblikket en klage fra Dansk Socialrådgiverforening (Region Syd) over Odense Kommunes behandling af børnesager. Ombudsmanden modtog den 14. september 2015 en udtalelse fra Odense Kommune om sagen. Den 15. september 2015 sendte kommunen en præcisering. 

Ombudsmanden afventer nu, at Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har afholdt samråd den 29. september 2015 om bl.a. denne sag. Ombudsmanden kan ifølge ombudsmandsloven ikke gå videre med sagen, hvis Folketinget eller et af dets udvalg har taget stilling til den. Derfor afventer ombudsmanden, at udvalget efter samrådet meddeler, om samrådet har været ’besluttende’, eller om det blot har været ’orienterende’.

Sagens hidtidige forløb hos ombudsmanden

Sagen startede den 18. august 2015, hvor ombudsmanden modtog en henvendelse fra Dansk Socialrådgiverforening (Region Syd) angående Odense Kommunes behandling af sager på børneområdet.

Ifølge det oplyste havde Odense Kommune – alene begrundet i et ønske om besparelser/budgetoverholdelse – besluttet, at 20 procent af kommunens sager, hvor der var bevilget (forebyggende) foranstaltninger, skulle lukkes, og foranstaltningerne bringes til ophør pr. 1. september 2015.

På den baggrund bad ombudsmanden den 20. august 2015 Odense Kommune om en udtalelse om sagen. Den 14. september 2015 sendte Odense Kommune sin udtalelse om sagen. Den 15. september 2015 præciserede kommunen udtalelsen.

Hvis samrådet i Social- og Indenrigsudvalget den 29. september 2015 er orienterende, kan ombudsmanden fortsætte sin undersøgelse.

 

Læs ombudsmandens brev til Odense Kommune her

Læs kommunens udtalelse her

Læs kommunens præcisering her

  

FAKTA 

Ombudsmandens Børnekontor

Ombudsmandens Børnekontor blev oprettet pr. 1. november 2012. Børnekontoret har overordnet fire opgaver:

-  Tage imod klager, der vedrører børn. Klagerne kan komme fra børn eller voksne.

-  Rejse såkaldte initiativsager. Børnekontoret kan på baggrund af f.eks. omtale i medierne, der tyder på, at myndighederne ikke har fulgt lovgivning eller god forvaltningsskik i sager om børn, vælge at gå ind i en sag. Initiativsager kan også rejses på baggrund af oplysninger i en klagesag.

-  Tilsynsbesøg. Børnekontoret tager på besøg på både private og offentlige institutioner.

-  Børnekonventionen. Som særlig opgave skal børnekontoret holde øje med, at forvaltningen overholder FN’s børnekonvention og andre internationale forpligtelser til at sikre børns rettigheder. 

Se børnekontorets hjemmeside