Status i sag om adskillelse af unge asylpar

16. september 2019 | Nyhed

Folketingets Ombudsmand forventer ikke på nuværende tidspunkt mere materiale fra Udlændinge- og Integrationsministeriet i sagen om adskillelse af unge asylpar. Det har ombudsmanden i dag skrevet til ministeriet, efter at det er besluttet at nedsætte en undersøgelseskommission i sagen.

”Ombudsmandsinstitutionens hovedopgave i denne sag har været at sikre, at de berørte asylpars rettigheder efter dansk ret og internationale konventioner bliver respekteret. Den opgave anser jeg for løst. Når det nu er besluttet at nedsætte en undersøgelseskommission, må det klare udgangspunkt være, at videre undersøgelse af sagen foregår i kommissionen”, siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.

Han tilføjer imidlertid, at han vil afvente det nærmere kommissorium for undersøgelseskommissionen, før han tager endelig stilling til, om han har grundlag for at foretage sig mere i sagen.

Nye oplysninger i sagen

Ombudsmanden konkluderede i foråret 2017, at en instruks fra Udlændinge- og Integrationsministeriet om at adskille unge asylpar var ulovlig.

Tidligere i år kom det frem, at der var dokumenter i sagen, som ombudsmanden ikke havde modtaget til brug for sin undersøgelse.

Udlændinge- og Integrationsministeriet skrev den 1. april 2019 til ombudsmanden, at der i både Udlændingestyrelsen og ministeriet nu ville blive iværksat en fuldstændig søgning i relevante medarbejderes e-mailbokse og personlige drev.

I lyset af, at det nu er besluttet at nedsætte en undersøgelseskommission i sagen, forventer ombudsmanden som nævnt ikke på nuværende tidspunkt at modtage mere materiale fra ministeriet.

 

Ved brev af 19. december 2019 til Folketingets formand har justitsministeren fremsendt et endeligt kommissorium af 3. december 2019 for kommissionens undersøgelse.

Ombudsmanden har skrevet til Udlændinge- og Integrationsministeriet, at han herefter ikke foretager sig mere i sagen.

Se Ombudsmandens brev af 8. januar 2020 her.

Se FOB 2019-5 her.

(Kursiveret tekst tilføjet den 13. januar 2020) 

 

Se brevet til Udlændinge- og Integrationsministeriet her.

Se Udlændinge- og Integrationsministeriets brev af 1. april 2019 her.

Se Ombudsmandens brev af 8. april 2019 her.

 

Yderligere oplysninger:

Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52

 

Se udvalgte nyheder om samme sag:

  1. marts 2017: Ulovligt at tvangsadskille alle unge asylpar
  1. marts 2019: Omstridt e-mail ændrer ikke ombudsmandens tidligere konklusion i sag om adskilt indkvartering af mindreårige gifte eller samlevende asylansøgere 
  1. april 2019: Status i sag om adskillelse af unge asylpar