Ombudsmanden undersøger igen forholdene på lokalcentre i Københavns Kommune

27. maj 2005 | Nyhed

FOLKETINGETS OMBUDSMAND
Gammel Torv 22. 1457 København K
Telefon 33 13 25 12. Telefax 33 13 07 17
Personlig henvendelse 10-15

 

Dato:  27. maj 2005

 

Til pressen

Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen har for anden gang besluttet at undersøge forholdene på lokalcentrene i Københavns Kommune.

Pressen har de seneste dage beskrevet hvordan kvaliteten i servicen over for borgerne er dalende i f.eks. sager om kontanthjælp og sygedagpenge, at tidsfrister ikke overholdes, at sagsbehandlerne ofte har flere og tungere sager end i andre kommuner, og at de ansatte melder sig syge og/eller søger væk på grund af arbejdspresset. Ombudsmanden har af den grund – i henhold til ombudsmandsloven § 17, stk. 1 – af egen drift besluttet at undersøge forholdene. I første omgang er Københavns Kommune blevet bedt om en udtalelse på baggrund af pressens omtale. Samtidig er kommunen blevet bedt om at redegøre for sagsrestancerne på lokalcentrene.

Folketingets Ombudsmand bad første gang i 1999, også dengang på grund af presseomtale, Københavns Kommune redegøre for forholdene på kommunens lokalcentre. Ombudsmanden modtog samtidig et ikke ubetydeligt antal klager fra en række borgere i Københavns Kommune over sagsbehandlingen på centrene.

Folketingets Ombudsmand meddelte – på baggrund af en kort gennemgang af 14 udvalgte sager og kommunens egne oplysninger om antallet af ventende sager – at situationen gav anledning til alvorlig bekymring. Ombudsmanden underrettede samtidig Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, socialministeren, indenrigsministeren, Folketingets Retsudvalg, Folketingets Socialudvalg og Folketingets Kommunaludvalg om sagen. Endvidere bad ombudsmanden borgerrepræsentationen, socialministeren og indenrigsministeren om at underrette ham om hvad de eventuelt ville foretage sig i sagen.

I september og oktober 2003 oplyste både Indenrigs- og Sundhedsministeriet samt Socialministeriet ombudsmanden om at de ikke ville foretage sig mere i sagen, idet Københavns Kommune havde iværksat en række tiltag for at få løst problemerne og i øvrigt havde afsat 20 millioner kroner til opnormering i lokalcentrene. Ombudsmanden foretog sig af den grund heller ikke mere i sagen.

Folketingets Ombudsmands brev af 27. maj 2005 til Københavns Kommune er vedlagt. 

Ombudsmandens redegørelse om sagsbehandlingstiden på de københavnske lokalcentre af 14. november 2000 er ligeledes vedlagt.

Yderligere oplysninger hos kontorchef Bente Mundt, Folketingets Ombudsmand, eller ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen.