Lovgivning bør overvejes for at sikre, at privatskoleelever bliver hørt

28. december 2016 | Nyhed

På trods af en stor informationsindsats bliver mange elever på privatskoler og efterskoler stadig ikke hørt, før de bliver bortvist eller udskrevet. Ombudsmanden opfordrer nu Undervisningsministeriet til at overveje lovgivning på området. 

”Undervisningsministeriet har gennemført en omfattende oplysningskampagne over for privatskolerne, men jeg må konstatere, at elevernes ret til at blive hørt efter FN’s børnekonvention endnu ikke respekteres fuldt ud”, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. ”Jeg har derfor opfordret Undervisningsministeriet til at overveje lovgivning for effektivt at sikre elevernes rettigheder på dette område.” 

Ny informationsindsats i støbeskeen
Det følger af FN’s børnekonventions artikel 12 om barnets ret til at blive hørt, at elever på privatskoler og efterskoler har ret til at blive hørt, før de bliver bortvist eller udskrevet. Men børnekonventionen er ikke gennemført ved lov i Danmark, hverken generelt eller på skoleområdet, og artikel 12 er derfor ikke bindende for privatskoler og efterskoler. 

Efter en række konkrete klager rejste ombudsmanden i 2014 spørgsmålet om manglende høring af privatskolebørn over for Undervisningsministeriet. Det fik ministeriet til at iværksætte en større vejlednings- og informationsindsats over for privat- og efterskoler i Danmark. 

I foråret 2016 konkluderede Danmarks Evalueringsinstitut imidlertid, at mange elever på friskoler og efterskoler stadig ikke bliver inddraget, før de bliver bortvist eller udskrevet. Undersøgelsen dækkede i alt 1.372 udskrivninger i skoleårene 2014/15 og 2015/16. Evalueringen har fået Undervisningsministeriet til at intensivere informationsindsatsen de næste 2 år. 

På baggrund af rapporten fra evalueringsinstituttet og den tid, der er gået, siden ombudsmanden første gang gjorde opmærksom på problemet, beder ombudsmanden nu Undervisningsministeriet om at overveje lovgivning på området. 

”Det er selvfølgelig positivt, at man vil gøre yderligere for at informere privatskolerne om elevernes rettigheder. Men spørgsmålet er, hvor længe man skal vente på, at elevernes ret til at blive hørt respekteres fuldt ud. Derfor opfordrer jeg nu ministeriet til at overveje at søge privatskoleelevernes rettigheder gennemført i dansk lov”, siger Jørgen Steen Sørensen.  

Ombudsmanden har bedt om at blive orienteret om resultatet af ministeriets overvejelser. 
 

Yderligere oplysninger: 

Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52 

Områdechef Susanne Veiga, tlf. 33 13 25 12
 

Ombudsmandens brev til Undervisningsministeriet

Undervisningsministeriets brev til ombudsmanden

Evalueringsinstituttets undersøgelse ”Udskrivning af elever”

 

Tidligere nyheder:

Privatskolebørn har ret til at blive hørt før bortvisning eller udskrivning

Ombudsmanden ser på privatskolebørns rettigheder
 

HVORDAN SKAL BØRN HØRES? 
Efter Artikel 12 i FN’s børnekonvention skal deltagerstaterne sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet. Barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed. 

Ombudsmanden udtalte i 2015, at denne ret også gælder for privat- og efterskoleelever, som skolerne ønsker at bortvise eller udskrive.   

Undervisningsministeriet har i to vejledninger formuleret, hvordan børn skal inddrages i de situationer:

I vejledningen At lytte og inddrage hedder det bl.a.: 

”Skolens ledelse bør sørge for, at eleven bliver hørt om udskrivningen eller bortvisningen og får en chance for at fremsætte sine egne synspunkter. Eleven skal inddrages som aktør i sine egne forhold. 

Formålet er, at elevens synspunkter bliver taget alvor­ligt, og at barnet eller den unge bliver konsulteret og informeret, inden skolens ledelse træffer beslutnin­gen. Det betyder, at synspunkterne, med passende hensyn til elevens alder og modenhed, skal indgå i overvejelserne om udskrivningen eller bortvisningen. Det betyder også, at eleven kender baggrunden for beslutningen. 

Før situationen bliver så alvorlig, at en udskrivning kommer på tale, bør der have været en dialog med forældrene og med eleven. Ved en bortvisning har der ikke nødvendigvis været et forløb, der har givet anled­ning til en forudgående dialog om forholdene. Bortvisning sker kun under meget alvorlige og uaccep­table omstændigheder. 

Skoleledelsen skal sørge for, at det på et tidspunkt, før der træffes beslutning, bliver klart for eleven, at konsekvensen kan blive udskrivning eller bortvisning. Forældrene skal orienteres om, at skolen overvejer den alvorlige samtale med eleven.”