Præstefyring var lovlig – trods flere fejl

23. oktober 2007 | Nyhed

Det var lovligt at Kirkeministeriet afskedigede sognepræst A, men ministeriet begik flere fejl undervejs. Det udtaler Folketingets Ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, efter at han har afsluttet sin behandling af den meget omtalte sag om præsten fra X.

Ombudsmanden kritiserer ikke selve afskedigelsen. Den kom efter et stort antal sager om uoverensstemmelser mellem A og andre med tilknytning til X Kirke og efter mange forsøg fra biskoppen og provsten på at løse problemerne på en anden måde.

Ombudsmanden mener dog at Kirkeministeriet har begået flere fejl. Bl.a. forsømte Kirkeministeriet at undersøge nærmere om A er ansvarlig for at der har været problemer med den kirkelige betjening af et plejecenter i området. Kirkeministeriet pegede bl.a. på disse problemer i begrundelsen for afskedigelsen, men har ikke undersøgt om der er hold i den forklaring som A har givet. Desuden burde Kirkeministeriet have skrevet notater om et møde som ministeriet har holdt med menighedsrådet, provsten og biskoppen, og om ministeriets telefoniske drøftelser om sagen med stiftet.

"Sager om samarbejdsvanskeligheder er aldrig nemme. Parterne i sagen har som regel vidt forskellige opfattelser af hvad der egentlig førte til afskedigelsen, og de er ofte meget berørte af forløbet. Det er min opgave nøgternt at bedømme om myndighedens afgørelse og sagsbehandling har været i orden. I denne sag kan jeg ikke kritisere selve afskedigelsen, men under behandlingen af sagen har Kirkeministeriet begået flere fejl som jeg har påtalt," siger Hans Gammeltoft-Hansen.

---

Der er ikke regler i lovgivningen om i hvilke tilfælde en myndighed kan afskedige en medarbejder på grund af samarbejdsvanskeligheder, men ombudsmanden har flere gange udtalt at visse betingelser skal være opfyldt:

Det kræves for det første at samarbejdsproblemerne har en betydelig negativ indflydelse på udførelsen af opgaverne det pågældende ansættelsessted.

Der skal endvidere være en klar forbindelse mellem samarbejdsproblemerne og den person som søges afskediget, og hovedskylden for problemerne ikke må kunne tilskrives andre end den der søges afskediget.

Den afskedigende myndighed skal have forsøgt at løse samarbejdsproblemerne med mindre vidtgående skridt end afskedigelse.

På grund af beslutningens alvorlige karakter skal beviserne for samarbejdsproblemerne være særlig sikre. Der må altså ikke kunne rejses rimelig tvivl om at der rent faktisk har været (uløselige) problemer af den ovenfor beskrevne karakter.

---

Yderligere oplysninger kan fås hos ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen på mobil nr. 40 43 45 43 eller hos kontorchef Morten Engberg på tlf. nr. 33 13 25 12.

Folketingets Ombudsmand er nedsat for at kontrollere statslige og kommunale myndigheder og andre offentlige forvaltningsmyndigheder. Han er valgt af Folketinget og kan således ikke behandle sager vedrørende Folketinget, ligesom han heller ikke kan behandle klager over landets domstole.