Nye skridt i Eritrea-sagen

12. februar 2015 | Nyhed

Folketingets Ombudsmand modtog tirsdag Justitsministeriets afgørelser i sagerne om Udlændingestyrelsens tjenstlige advarsler til to medarbejdere i forbindelse med Eritrea-sagen. 

Ombudsmanden har nu spurgt Folketingets udvalg for udlændinge- og integrationspolitik, om udvalget har taget stilling til Eritrea-sagen. Ombuds­mandens henvendelse skyldes, at udvalget har haft justitsministeren i samråd om sagen. Hvis Folketinget eller et af dets udvalg har taget stilling til en sag, kan ombudsmanden ikke gå videre med sagen. 

Vil gennemgå sagsakter 

Hvis udvalget ikke har taget stilling til Eritrea-sagen, vil ombudsmanden bede om samtlige Udlændingestyrelsens og Justitsministeriets sagsakter om Eritrea-sagen, herunder de to personalesager. Herefter vil ombudsmanden gennemgå sagsakterne. 

”Jeg forstår, at det stadig er Udlændingestyrelsens udgangspunkt, at asylansøgere fra Eritrea skal have asyl, og jeg kan konstatere, at personalesagerne har fundet en afklaring. Men jeg kan ikke afvise, at der alligevel er spørgsmål i Eritrea-sagen, som bør undersøges nærmere. For at finde ud af det gennemgår vi nu i første omgang akterne i sagen, og så beslutter vi os på det grundlag", siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. Han tilføjer, at gennemgangen vil ske så hurtigt som muligt, men han kan ikke sige, hvor lang tid det vil tage. 


Ombudsmandens nyhed af 9. december 2014 kan læses her. 

Ombudsmandens nyhed af 17. december 2014 kan læses her.

 

Yderligere oplysninger: Kontorchef Johannes Martin Fenger, tlf. 33 43 54 23.

 

FAKTA 

Hvis en forvaltningsmyndigheds handlinger har været bedømt af Folketinget eller et folketingsudvalg, må ombudsmanden afvise at foretage en bedømmelse af handlingerne eller lægge Folketingets eller det pågældende udvalgs bedømmelse til grund. 

Hvis Folketinget (eller udvalget) alene har orienteret sig om sagen, er ombudsmanden ikke afskåret fra at behandle sagen. 

Der har siden 1989 været en særlig procedure med henblik på orientering af ombudsmanden i tilfælde, hvor et folketingsudvalg har en minister i samråd. Hvis ombudsmanden er i tvivl om, hvorvidt et samråd har været af orienterende art, eller om der foreligger en egentlig stillingtagen, kan ombudsmanden rette en skriftlig forespørgsel til formanden for det pågældende udvalg, der – ligeledes skriftligt – meddeler, om der i protokollen er gjort notat om samrådets karakter, og i givet fald hvorvidt samrådet har været orienterende. Der henvises til Jon Andersen m.fl., Ombudsmandsloven med kommentarer, 2. udgave (2013), side 353 ff.