Ny bog: EU-sager udløser hverken hovedpinepiller eller champagne

4. januar 2023 | Nyhed

”I dag indtager ombudsmanden hverken hovedpinepiller eller champagne, når det viser sig, at en sag indeholder EU-ret.”

Det skriver Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, i kapitlet "Ombudsmanden og EU-retten" i bogen ”Danmark og EU gennem 50 år – en milepæl”, Djøf forlag. Bogen, der er redigeret af professorerne Ulla Neergaard og Karsten Engsig Sørensen, handler om Danmarks relation til EU i anledning af 50-året for indmeldelsen i det daværende Fællesmarked.

I kapitlet analyserer Niels Fenger udviklingen i ombudsmandsinstitutionens tilgang til EU-ret i årenes løb. Han viser, at ombudsmanden i mange år havde en forsigtig og tilbageholdende prøvelse af danske myndigheders anvendels­e af EU-regler. I de senere år har EU-retten imidlertid indtaget sin plads som et naturligt prøvelsesgrundlag på samme måde som danske regler. Det gælder bl.a. for direktiv 2003/4 om offentlig adgang til miljøoplysninger, der udgør den EU-retsakt, som ombudsmanden oftest inddrager i sit bedømmelsesgrundlag.

Niels Fenger konstaterer også, at mængden af klagesager vedrørende EU-ret til ombudsmanden er steget i de senere år. Den er dog stadig lav i forhold til, hvor stor en del af den danske lovgivning, der har ophav i EU-retten.

Det kan der ifølge Niels Fenger være forskellige årsager til. Han nævner for eksempel, at der på EU-området findes andre klagemuligheder, såsom Kommissionen og SOLVIT-tjenesten. Han peger også på, at store dele af EU-retten angår erhvervsret, hvor ombudsmanden typisk ikke modtager mange klager. Det lave antal klager er i øvrigt ikke et specielt dansk fænomen; også størstedelen af de øvrige europæiske ombudsmænd behandler kun relativt set få sager om myndighedernes anvendelse af EU-ret.

Under alle omstændigheder ligger det fast, at Folketingets Ombudsmand i dag behandler EU-relaterede sager på lige fod med alle andre.

Eller som Niels Fenger konstaterer:

”EU-ret er blevet ’business as usual’, blot ikke ’very usual business’.”

Yderligere oplysninger:

Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, tlf. 42 47 50 91