Meget kritisabel fremgangsmåde ved offentliggørelse af sag mod bandegruppering

29. januar 2019 | Nyhed

I juni 2018 offentliggjorde Justitsministeriet en beslutning om efter grundlovens § 78 at rejse en sag ved domstolene om opløsning af en bandegruppering. Ombudsmanden har undersøgt forløbet og kalder Justitsministeriets fremgangsmåde meget kritisabel. Han konkluderer bl.a., at ministeriet tilsidesatte generelle principper om lighed og saglighed – og hensyn til korrekt behandling af advokaten for bandegrupperingen – til fordel for opmærksomhed i medierne. 

Ombudsmanden finder bl.a., at Justitsministeriet ikke burde have lanceret nyheden som såkaldt solohistorie til udvalgte medier. Solohistorier kan navnlig anvendes i sager af politisk karakter, og ombudsmanden advarer mod at bruge dem i konkrete straffesager, f.eks. i sager om opløsning af en forening. Efter ombudsmandens opfattelse kan brug af solohistorier i sådanne sager give det indtryk, at anklagemyndigheden selv anser sagen for at have politisk karakter, og dermed at der kan være indgået uvedkommende politiske hensyn i den.

”Ikke mindst i en sag af den foreliggende karakter er det vigtigt, at de involverede myndigheder i enhver henseende behandler sagen på en måde, der understøtter tilliden til dem. Efter min opfattelse har Justitsministeriets fremgangsmåde ikke understøttet en sådan tillid”, siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.

Ombudsmanden bemærker, at undersøgelsen drejer sig om ministeriets fremgangsmåde ved offentliggørelsen af beslutningen om at rejse en sag om opløsning af bandegrupperingen. Den drejer sig således ikke om selve beslutningen om at rejse en sådan sag. Denne beslutning har ombudsmanden ikke grundlag for at udtale sig om.

Nyhed tilbageholdt for advokat og andre medier

Den 28. juni 2018 tiltrådte justitsministeren en indstilling fra Rigsadvokaten om at rejse en sag om opløsning af bandegrupperingen. Denne nyhed gav ministeriet som solohistorie til DR og Jyllands-Posten, og det blev aftalt, hvornår nyheden kunne offentliggøres. Medierne fik tilsendt pressemeddelelsen og tilbudt interview med bl.a. justitsministeren og rigsadvokaten. Det var på forhånd planlagt, at den advokat, der var beskikket for bandegrupperingen, skulle orienteres om justitsministerens beslutning senere end medierne – og først 5 minutter inden mediernes offentliggørelse af nyheden.

Ombudsmanden udtaler, at orienteringen af DR og Jyllands-Posten før bandegrupperingens advokat – og Justitsministeriets planlægning af forløbet –  var klart i strid med god forvaltningsskik. Det var også i strid med forvaltningsretlige grundsætninger om lighed og saglighed, at ministeriet undlod at svare to andre medier (Ekstra Bladet og TV2), der havde henvendt sig og spurgt til sagen.

Justitsministeriet har over for ombudsmanden beklaget væsentlige dele af forløbet. Ministeriet har også anført, at der er gjort en række tiltag for fremover at overholde forvaltningsretlige principper og andre gældende regler ved brug af solohistorier.

Se ombudsmandens udtalelse her

For yderligere oplysninger: 

Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52

Områdechef Kirsten Talevski, tlf. 33 13 25 12

FAKTA

  • Udtrykket solohistorie anvendes om tilfælde, hvor et enkelt eller enkelte medier får tildelt en historie som de eneste og derfor er først til at kunne omtale historien.
  • Solohistorier er i visse situationer anerkendt som et sagligt kommunikationsredskab for myndigheder. Men ombudsmanden har tidligere – f.eks. i udtalelsen FOB 2017-25 – understreget, at de ikke kan gives i alle tilfælde. Det følger bl.a. af betænkning 1443 af juni 2004 om embedsmænds rådgivning og bistand, at det kan være sagligt at anvende solohistorier i sager af politisk karakter.