Ombudsmandskritik for ikke at ville give interview om Irak-krigen

1. juni 2007 | Nyhed

Ombudsmandskritik for ikke at ville give interview om Irak-krigen

Statsministeren og Udenrigsministeren har gentagne gange afvist at give interview om Irak-krigen til Bo Elkjær fra Ekstra Bladet. Ombudsmanden udtaler kritik heraf over for begge ministerier. Over for Udenrigsministeriet dog i foreløbig form.

Statsministeriet

Den 26. september 2006 afsluttede ombudsmanden behandlingen af en klage fra Bo Elkjær over at statsministeren havde afvist at give ham et interview om Irak-krigen. Ombudsmanden kritiserede ikke dengang Statsministeriet, og lagde blandt andet vægt på oplysninger om at statsministeren ikke havde givet interview om Irak-krigen siden marts 2004. At Bo Elkjær ikke fik et interview kunne altså ikke betragtes som forskelsbehandling.

Bo Elkjær henvendte sig derefter atter til ombudsmanden med oplysning om at Statsministeriet i august 2006 havde givet et interview om Irak-krigen. Det fik ombudsmanden til at genoptage behandlingen af sagen.

Ombudsmanden udtaler i dag at Statsministeriet reelt set ændrede praksis da der i august 2006 blev givet et interview om Irak-krigen. Efter denne praksisændring skulle Statsministeriet have givet en konkret saglig grund til at netop Bo Elkjær ikke kunne få et interview.

Ombudsmanden beder ministeriet om at genoptage sagen med henblik på at Bo Elkjær får tilbudt et interview, eller at ministeriet i tilfælde at et afslag konkret redegør for sine grunde

Udenrigsministeriet

Den 31. oktober 2006 bad ombudsmanden Udenrigsministeriet om nærmere at redegøre for henvisningen til "manglende tillid" som begrundelse for at afvise Bo Elkjærs interviewforespørgsler.

Udenrigsministeriet gav to grunde til at afvise Bo Elkjær: 1) at det blev vurderet at udenrigsministeren ikke kunne have tillid til at hans udtalelser i forbindelse med et interview ville blive refereret loyalt i en efterfølgende artikel, og 2) frygt for at Bo Elkjær ville bruge et interview med ministeren som anledning til yderligere negativ og kritisk omtale af regeringens og ministerens håndtering af sagen.

Ombudsmanden udtaler i en foreløbig redegørelse at der ikke - i det materiale Udenrigsministeriet har henvist til - er belæg for Udenrigsministeriets frygt for at Bo Elkjær ikke vil gengive udenrigsministeren loyalt. Det er derfor ombudsmandens opfattelse at ministeriet ikke kan lægge vægt på en sådan risiko i forbindelse med afgørelsen af om udenrigsministeren skulle medvirke i et interview med Bo Elkjær.

Ombudsmanden mener heller ikke at Udenrigsministeriet kan lægge vægt på at Bo Elkjær vil bruge et interview med ministeren som anledning til yderligere og kritisk offentlig omtale af regeringen og ministerens håndtering af sagen. At Bo Elkjær har en kritisk holdning til myndigheden kan ikke i sig selv udgøre et lovligt hensyn.

Ombudsmanden er derfor indstillet på at bede Udenrigsministeriet om at genoptage Bo Elkjærs anmodning om en interviewaftale med udenrigsministeren om Irak-krigen. Og denne gang tage stilling uden at inddrage formodningen om risiko for at ministerens synspunkter ikke vil blive gengivet loyalt, eller risikoen for at Bo Elkjær eventuelt vil bruge et interview med ministeren til yderligere negativ og kritisk omtale af regeringens og ministerens håndtering af sagen.

Inden ombudsmanden afslutter behandlingen af sagen, skal Udenrigsministeriet dog have lejlighed til at komme med sine bemærkninger.

-

Regler om interviews

Der findes ikke skrevne retsregler om myndighedernes forpligtelse til at give interviews. Spørgsmålet er omtalt i betænkning 1443/2004 (Embedsmænds rådgivning og bistand) side 246, hvori følgende er anført:

"Efter udvalgets opfattelse må der antages at være overlagt ministeren og ministeriet et meget vidt skøn med hensyn til, hvilke interviews man ønsker at deltage i. Det vil sige, at der må være en meget betydelig frihed med hensyn til, hvorvidt en anmodning om deltagelse i et interview bør imødekommes.

Ved stillingtagen til, om en minister vil deltage i et interview med en bestemt journalist, må ministeren i den forbindelse også være berettiget til bl.a. at lægge vægt på, om ministeren gennem sit personlige kendskab har et særlig tillids- og fortrolighedsforhold til journalisten."

Ministre og embedsmænd er dog ved vurderingen af om ministeren eller ministeriet skal deltage i et interview underlagt de almindelige forvaltningsmæssige krav om lighed og saglighed.

-

Se udtalelsen vedrørende Statsministeriet og den foreløbige redegørelse vedrørende Udenrigsministeriet.

Kontakt ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen for yderligere oplysninger.

Mobil: 40 43 45 43