Ombudsmanden undersøger indsattes muligheder for besøg og beskæftigelse

23. januar 2024 | Nyhed

Ombudsmandens tilsynsbesøg på voksenområdet vil i 2024 have fokus på indsattes adgang til besøg og beskæftigelse i fængsler og arresthuse.

Mulighederne for at kunne se sine nærmeste og have relevant beskæftigelse er af stor betydning for indsattes trivsel under afsoningen og for resocialisering.

De fysiske rammer i kriminalforsorgens institutioner er imidlertid forskellige. Desuden har kriminalforsorgen i de senere år haft det højeste belæg siden årene umiddelbart efter 2. verdenskrig, og der er samtidig sket en markant nedgang i antallet af fængselsbetjente.

Dette kan have betydning for, hvilke muligheder for besøg og beskæftigelse de indsatte i praksis har i de enkelte institutioner. Ved tidligere tilsyn i fængsler og arresthuse har ombudsmanden konstateret, at der kan være udfordringer med for eksempel at skaffe relevant beskæftigelse til de indsatte, og at besøgsrum og undervisningslokaler inddrages til indkvartering eller andre formål.

Ombudsmanden vil derfor under tilsynsbesøgene have fokus på håndteringen og gennemførelsen af besøg i institutionerne, ligesom han vil se på besøgsfaciliteterne. Tilsynene vil også omfatte de indsattes muligheder for at få besøg af deres forsvarsadvokater.

Ombudsmanden vil desuden have fokus på, om de indsatte tilbydes uddannelse eller beskæftigelse, dens karakter og relevans for de indsatte, samt hvordan beskæftigelsesmulighederne skabes.

”En af kriminalforsorgens vigtige opgaver er at hjælpe de indsatte ud af kriminalitet. Nogle af de centrale redskaber i den forbindelse er at give de indsatte mulighed for besøg af deres pårørende og adgang til relevant uddannelse eller beskæftigelse, mens de er frihedsberøvede. Vores klagesager og tilsyn har vist, at mulighederne herfor kan være under pres. Derfor er temaet valgt som fokus for vores tilsynsarbejde i år”, siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.

Tilsynsbesøgene gennemføres i samarbejde med Institut for Menneskerettigheder og DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur.

Efter afslutningen af tilsynsåret vil ombudsmanden sammenfatte de væsentligste resultater i en temarapport.

Yderligere oplysninger:

Souschef Ann Thagård Gregersen, tlf. 33 13 25 12

 

FAKTA

Om undersøgelsen

Som led i temaundersøgelsen vil ombudsmanden besøge et antal fængsler og arresthuse. Under besøgene vil de indsattes muligheder for besøg og beskæftigelse blive drøftet med institutionernes ledelse, indsatte, besøgsvenner og personalet, ligesom besøgsholdene vil se på institutionernes besøgslokaler, værksteder og undervisningslokaler.

Læs mere om ombudsmandens tilsynsbesøg og temaer.

Om besøg

Afsonere har som udgangspunkt ret til mindst ét ugentligt besøg af mindst én times varighed og så vidt muligt af to timers varighed. Der kan i den enkelte institution gives tilladelse til besøg i videre omfang (§ 51 i straffuldbyrdelsesloven).

Varetægtsarrestanter kan modtage besøg i det omfang, opretholdelse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet tillader det. Politiet kan af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætte sig, at en varetægtsarrestant modtager besøg, eller forlange, at besøg finder sted under kontrol (§ 771, stk. 1, 1. og 2 pkt. i retsplejeloven).

Af varetægtsbekendtgørelsen fremgår det, at varetægtsarrestanter med de begrænsninger, der følger af bekendtgørelsens §§ 42-45, har ret til besøg, så ofte forholdene tillader det. Besøgstiden må ikke være kortere end en halv time. Længerevarende besøg skal tillades i det omfang, forholdene tillader det (§ 40, stk. 1, og § 41 i bekendtgørelse nr. 1130 af 17. august 2023 om ophold i varetægt).

Om beskæftigelse

Afsonere i fængsler har både ret og pligt til at være beskæftiget. Varetægtsarrestanter og afsonere, som er placeret i et arresthus, har ret til at være beskæftiget, men er ikke omfattet af arbejdspligten. Det betyder, at alle afsonere og varetægtsarrestanter skal tilbydes beskæftigelse (§ 38 i straffuldbyrdelsesloven og §§ 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 1016 af 28. juni 2022 om beskæftigelse mv. af indsatte i kriminalforsorgens institutioner).

Valget af beskæftigelse træffes i hvert enkelt tilfælde på grundlag af en samlet vurdering af den indsattes forhold. Der skal så vidt muligt tages hensyn til den indsattes eget ønske og til den indsattes muligheder for at få beskæftigelse eller begynde uddannelse efter løsladelsen. Hvis den indsatte mangler skolekundskaber eller erhvervsmæssig eller anden uddannelse, skal kriminalforsorgen vejlede den indsatte om mulighederne for at afhjælpe dette (§ 39 i straffuldbyrdelsesloven).