Ombudsmanden: Kan en fremtidig epidemi håndteres mindre restriktivt i kriminalforsorgens institutioner?

3. juli 2020 | Nyhed

Kun én indsat har været smittet med COVID-19 i kriminalforsorgens fængsler, arrester og pensioner. Ombudsmanden kalder dette resultat meget positivt. Han anbefaler samtidig i en ny undersøgelse kriminalforsorgen at evaluere erfaringerne fra de seneste måneder og vurdere, om en fremtidig epidemi kan håndteres ved mindre restriktive forholdsregler.  

Ombudsmanden peger i undersøgelsen på, at indsatsen for at holde smitten ude af kriminalforsorgens fængsler, arrester og pensioner har haft mærkbare konsekvenser for de indsatte og beboerne. Indsatte og beboere har således bl.a. været afskåret fra beskæftigelse, udgang og besøg. Og både nyindsatte og indsatte og beboere med symptomer har været isoleret.

”De værktøjer, som kriminalforsorgen har brugt for at beskytte de indsatte mod smittespredning, har tilsyneladende virket, men har samtidig gjort vilkårene for frihedsberøvelsen mere restriktive end normalt. Det er en svær balance. Jeg anbefaler derfor, at kriminalforsorgen evaluerer erfaringerne og vurderer, om en eventuel fremtidig epidemi kan håndteres effektivt og samtidig under mindre restriktive forhold,” siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.

Ombudsmandens besøgshold har i COVID-19-perioden været på tilsynsbesøg i Blegdamsvejens Arrest, i udlændingeafsnittene i Nyborg Fængsel og i Pension Engelsborg. Alle steder var der frustrationer blandt indsatte og beboere. Nogle af beboerne på Pension Engelsborg har normalt kun pligt til at opholde sig på pensionen om natten. I COVID-19-perioden måtte de hverken tage hjem til familien, tage på arbejde eller modtage besøg. De måtte heller ikke gå en tur.

Også i Nyborg Fængsel og i Blegdamsvejens Arrest var de indsatte frustrerede over forholdene og påvirkede af ikke at kunne modtage besøg.

Rejser flere spørgsmål

Ombudsmanden stiller også en række spørgsmål, som han beder Direktoratet for Kriminalforsorgen om at svare på inden den 1. september 2020. Han spørger bl.a., om der har været overvejelser om at teste nyindsatte i kriminalforsorgens institutioner, og hvorfor det var nødvendigt, at alle nyindsatte i perioden fra den 4. maj til den 8. juni 2020 blev isoleret i op til 14 dage ved indsættelsen.

Desuden har ombudsmanden bedt Rigspolitiet om at oplyse nærmere om retningslinjerne for en midlertidig telefonordning for varetægtsarrestanter. På Blegdamsvejens Arrest blev det oplyst, at arrestanter med besøgs- og brevkontrol kun kunne tale i telefon med én person ad gangen, og den person, som arrestanten talte med, skulle føre telefonsamtalen fra Bellahøj Politistation. Det gjorde det svært at tale med særligt pårørende bosat i provinsen og familier med børn.

Læs ombudsmandens breve til Direktoratet for Kriminalforsorgen og Rigspolitiet.

For yderligere oplysninger:

Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, tlf. 42 47 50 91

Afdelingschef Morten Engberg, tlf. 33 13 25 12

FAKTA

  • I COVID-19-perioden har kriminalforsorgen periodevis bl.a.
    • Stoppet for indsættelse af nye afsonere
    • Isoleret alle nyindsatte i op til 14 dage og alle indsatte med symptomer
    • Afskåret eller begrænset indsattes adgang til udgang, besøg og beskæftigelse
  • Ombudsmanden har som led i tilsynet med forholdene i kriminalforsorgens institutioner i COVID-19-perioden bl.a. holdt et møde den 3. juni 2020 med Direktoratet for Kriminalforsorgen. På mødet blev bl.a. de overordnede retningslinjer for håndtering af COVID-19 drøftet.
  • Ombudsmandens besøgshold har også været på tre tilsynsbesøg:
    • Pension Engelsborg – den 10. og 11. juni 2020
    • Tre udvisningsafsnit i Nyborg Fængsel – den 17. og 18. juni 2020
    • Blegdamsvejens Arrest – den 17. og 18. juni 2020
  • Tilsynsbesøgene på de tre institutioner var tilrettelagt med drøftelser med institutionernes ledelser og ansatte, herunder sundhedspersonale, og samtaler med i alt 19 indsatte.
  • Samtalerne med ledelse og ansatte blev afholdt via videokonference. Samtalerne med indsatte blev afholdt på institutionerne. For at minimere risikoen for smitte foretog besøgsholdene ikke en rundgang i institutionerne, ligesom besøgsholdene tog særlige forholdsregler i forbindelse med besøgene, herunder i forhold til besøgsholdets sammensætning.
  • Institut for Menneskerettigheder og DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur har deltaget i forberedelse, udførelse og opfølgning på ombudsmandens tilsyn med forholdene i kriminalforsorgens institutioner i COVID-19-perioden.