Ombudsmanden afventer Justitsministeriets undersøgelser i Eritrea-sagen

9. december 2014 | Nyhed

Folketingets Ombudsmand har besluttet ikke på nuværende tidspunkt at gå ind i den såkaldte Eritrea-sag. Det skyldes, at Justitsministeriet har oplyst, at ministeriet selv har iværksat undersøgelser af sagen. 

For det første har Justitsministeriet bedt Udlændingestyrelsen om en redegørelse for forløbet i forbindelse med Udlændingestyrelsens udarbejdelse af en fact finding-rapport om Eritrea. 

For det andet har ministeriet besluttet at undersøge Udlændingestyrelsens advarsler til to medarbejdere, der har medvirket ved udarbejdelsen af rapporten. 

Ombudsmanden har bedt om at blive orienteret om Udlændingestyrelsens redegørelse og om, hvad Justitsministeriet eventuelt vil gøre på baggrund af redegørelsen. Ombudsmanden har også bedt om at blive orienteret om resultatet af ministeriets undersøgelse af de nævnte personalesager. 

På denne måde følger ombudsmanden med i Eritrea-sagen. 

Ombudsmandens brev til Justitsministeriet kan læses her

Yderligere oplysninger: Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52, eller kontorchef Johannes Martin Fenger, tlf. 33 43 54 23.