Børn behøver ikke bruge egen PC i undervisningen

26. august 2010 | Nyhed

Folkeskoler kan ikke kræve at eleverne medbringer deres egen computer i timerne. Det siger Undervisningsministeriet, og det er Folketingets Ombudsmand enig i. 

Ombudsmanden rejste sagen over for Undervisningsministeriet efter at Berlingske Tidende havde skrevet om problemet. Avisen havde lavet en stikprøveundersøgelse blandt landets folkeskoler der tydede på at flere skoler krævede at eleverne selv medbragte computer i undervisningen.

”Jeg er ikke klar over om der stadig er enkelte kommuner eller folkeskoler der forventer at eleverne medbringer egen computer i folkeskolen, men Undervisningsministeriet har klart over for mig og nu også på sin hjemmeside tilkendegivet at skolerne ikke må stille krav om det”, siger direktør Jens Møller. ”Det er jeg helt enig med ministeriet i. Det er nemlig både i strid med grundloven og med folkeskoleloven”, fastslår Jens Møller.

Undervisningsministeriet har også over for ombudsmanden tilkendegivet at det er kommunernes og folkeskolernes ansvar at fortælle forældrene at det er helt frivilligt om barnet vil bruge sin egen computer i undervisningen.

”Der må ikke herske tvivl hos forældrene om hvad der gælder”, udtaler Jens Møller der er tilfreds med Undervisningsministeriets udmelding.

”Skolerne må i øvrigt heller ikke kræve at eleverne bruger egen computer hvis skolen giver eleverne f.eks. hjemmeopgaver som skolen forudsætter bliver lavet på computer”, tilføjer Jens Møller. ”Så skal skolen stille computere til rådighed for eleverne”.

Læs ombudsmandens udtalelse her

Yderligere oplysninger kan fås hos direktør Jens Møller på mobil nr. 30 92 90 91.


Fakta:

Det følger af grundlovens § 76, 1. pkt., at alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen.

Efter § 19, stk. 1, 1. pkt. i folkeskoleloven skal de nødvendige undervisningsmidler stilles vederlagsfrit til rådighed for eleverne.


Folketingets Ombudsmand er jurist og valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder. Ombudsmanden kan kritisere og anbefale myndigheder at ændre deres afgørelser. Hvert år får ombudsmanden omkring 4000 klager fra borgere der mener at en myndighed har begået fejl. En typisk fejl kan være en kommune eller anden myndighed der har været for længe om at svare på et brev eller truffet en forkert afgørelse. Ombudsmanden tager også selv sager op, for eksempel efter omtale i en avis, ligesom han ofte er på inspektion i blandt andet fængsler og psykiatriske hospitaler. Cirka 85 medarbejdere er ansat ved Folketingets Ombudsmand.