Ombudsmanden har modtaget Integrationsministeriets bemærkninger til vejledningssagen

3. oktober 2008 | Nyhed

Folketingets Ombudsmand har i dag modtaget Integrationsministeriets bemærkninger til sagen om udlændingemyndighedernes vejledning om familiesammenføring efter EU-retten.

 

”Vi vil nu nærlæse ministeriets bemærkninger som herefter vil indgå i vores undersøgelse”, siger ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen der forventer at undersøgelsen vil være færdig omkring udgangen af oktober måned. Dog kan undersøgelsen trække ud hvis det f.eks. viser sig at være nødvendigt at stille udlændingemyndighederne flere spørgsmål i sagen.

 

Se Integrationsministeriets bemærkninger her.

 

Yderligere information om sagen kan fås hos ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen på mobil nr. 40 43 45 43.

 

FORLØB

 

-  I begyndelsen af juli 2008 gik ombudsmanden ind i sagen om Udlændingeservices vejledning om praksis vedrørende familiesammenføring efter EU-reglerne i forbindelse med at sagen havde været omtalt i medierne.

 

-  16. juli 2008 bad ombudsmanden Udlændingeservice om at redegøre for praksis vedrørende familiesammenføring efter EU-reglerne. Ombudsman­­den bad også om at få at vide hvordan Udlændingeservice havde informeret borgerne om denne praksis.

 

-  22. august 2008 modtog ombudsmanden redegørelsen fra Udlændingeservice i foreløbig form.

 

-  27. august 2008 drøftede Udlændingeservice og ombudsmanden sagen på et møde hos ombudsmanden.

 

-  1. september 2008 modtog ombudsmanden Udlændingeservices redegørelse i endelig form.

 

-  2. september 2008 modtog ombudsmanden et supplement til redegørelsen.

 

 

-  5. september 2008 sendte ombudsmanden redegørelsen til ministeriet og bad om bemærkninger. Samtidig rejste ombudsmanden 3 nye sager over for ministeriet.

 

- 17. september 2008 trådte ombudsmanden ud af den del af sagen der vedrører myndighedernes vejledningspligt efter forvaltningslovens § 7 da der var anlagt en sag ved domstolene herom, og fordi ombudsmanden ikke undersøger forhold der bedømmes af domstolene. Læs brevet her.

 

- 19. september 2008 skrev ombudsmanden til ministeriet at han genoptog behandlingen af de spørgsmål der to dage forinden var indstillet. Årsagen var at påstanden i sagen ved domstolene var ændret så vejledningspligten efter forvaltningslovens § 7 ikke længere var et tema.