DTU måtte give aktindsigt i ekstern evalueringsrapport

4. maj 2017 | Nyhed

En journalist fra Ingeniøren fik i første omgang afslag på at se en evalueringsrapport, som DTU havde fået lavet om Instituttet DTU Transport. Rapporten var udarbejdet af 5 eksterne forskere og indeholdt en forholdsvis kritisk vurdering af forskningskvaliteten på DTU Transport. Efter at ombudsmanden undersøgte sagen, fik journalisten aktindsigt i hele rapporten. 

”Når en offentlig uddannelses- og forskningsinstitution modtager en ekstern evalueringsrapport, har offentligheden som udgangspunkt ret til at se rapporten. Det følger af offentlighedsloven,” siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. 

Skadevirkninger skal være underbygget
DTU afviste i første omgang at give aktindsigt, fordi evalueringen var indhentet til brug for DTU’s ledelse. DTU kaldte derfor rapporten for ’intern’. DTU mente også, at offentliggørelse af rapporten ville ødelægge universitetets mulighed for fremadrettet at få kritisk faglig evaluering af sin forskning. Således ville eksterne forskere ifølge DTU ikke påtage sig opgaven med evaluering, hvis deres konklusioner kunne blive offentligt kendte, ligesom der var et hensyn at tage til de forskere og forskergrupper, hvis arbejde blev evalueret. Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte kom til samme resultat. 

DTU henviste som begrundelse for afslaget til den såkaldte generalklausul i offentlighedslovens § 33, nr. 5, hvorefter aktindsigt kan afvises, hvis hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet. 

Ombudsmanden mente ikke, at myndighedernes vurderinger var tilstrækkeligt underbyggede, og han henstillede derfor, at de genoptog sagen. DTU gav herefter journalisten aktindsigt i hele evalueringsrapporten. 

”Jeg kan ikke afvise, at der kan være tilfælde, hvor en myndighed kan holde en ekstern evalueringsrapport fortrolig. Men det vil under alle omstændigheder kræve en konkret og underbygget angivelse af eventuelle skadevirkninger. Det forelå ikke fra DTU i denne sag,” siger Jørgen Steen Sørensen. 

Instituttet DTU Transport blev nedlagt i januar 2016, og i juni 2016 blev der oprettet et nyt center for transport, der er tværgående for transportforskningen på hele DTU.
 

Se ombudsmandens afsluttende udtalelse i sagen her.
 

For yderligere oplysninger: 

Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52. 

Kontorchef Lisbeth Adserballe, tlf. 33 13 25 12.
 

FAKTA 

  • Interne og eksterne dokumenter. Ifølge offentlighedslovens § 23, stk. 1, kan interne dokumenter undtages fra retten til aktindsigt. Som interne dokumenter anses bl.a. dokumenter, der ikke er afgivet til udenforstående. Hvis et dokument er udarbejdet af eksterne parter eller i øvrigt udvekslet med andre end den myndighed, der har udarbejdet dokumentet, er der som udgangspunkt ikke tale om et internt dokument.
     
  • Generalklausulen. Efter offentlighedslovens § 33, nr. 5 – den såkaldte generalklausul – kan retten til aktindsigt begrænses, hvis det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet. Ifølge lovens forarbejder har reglen et snævert anvendelsesområde og kan kun bruges, hvor hemmeligholdelse er klart påkrævet.
     
  • Beskyttelse af forskning. Offentlighedsloven indeholder også en beskyttelse af forskningsmæssige interesser, idet § 33, nr. 4, fastslår, at retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang det er nødvendigt til beskyttelse ”af væsentlige hensyn til forskere og kunstneres originale ideer samt foreløbige forskningsresultater og manuskripter”.