Ombudsmanden rejser ny sag om ventetid i Tønder Kommune

28. september 2009 | Nyhed

En landmand har foreløbig ventet i tre år på at Tønder Kommune skal afgøre hans sag om byggetilladelse og miljøgodkendelse til en ny svinestald.

På baggrund af omtale i pressen har ombudsmanden taget sagen op og bedt kommunen om at komme med en udtalelse. Kommunen er blandt andet blevet bedt om at svare på hvornår sagen kan forventes at blive behandlet færdig. Se ombudsmandens brev til kommunen her.

Ombudsmanden har tidligere – i 2008 – kritiseret at en anden landmand i Tønder Kommune måtte regne med at kommunen ville være ca. 1 år og 11 måneder om at afgøre hans sag om udvidelse af mælkeproduktion.  Se den nyhed ombudsmanden tidligere har udsendt om ventetiden ved offentlige myndigheder, her.

Yderligere oplysninger kan fås hos kontorchef Morten Engberg på tlf. 33 43 54 44.

 

Folketingets Ombudsmand er jurist og valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder. Ombudsmanden kan kritisere og anbefale myndigheder at ændre deres afgørelser. Hvert år får ombudsmanden omkring 4000 klager fra borgere der mener at en myndighed har begået fejl. En typisk fejl kan være en kommune eller anden myndighed der har været for længe om at svare på et brev eller truffet en forkert afgørelse. Ombudsmanden tager også selv sager op, for eksempel efter omtale i en avis, ligesom han ofte er på inspektion i blandt andet fængsler og psykiatriske hospitaler. Cirka 85 medarbejdere er ansat ved Folketingets Ombudsmand.