Ombudsmand ind i sag om Udlændingeservices vejledning

11. juli 2008 | Nyhed

Vejledningen af danske statsborgere som ønsker familiesammenføring, har i de seneste dage været meget omtalt i medierne. Spørgsmålet er om udlændingemyndighederne har vejledt tilstrækkeligt om at EU-retten i nogle tilfælde giver lettere adgang til familiesammenføring end den danske udlændingelov.

 

Folketingets Ombudsmand har nu besluttet at bede Udlændingeservice om en skriftlig redegørelse om sagen. Samtidig indkalder han Udlændingeservice til et møde i slutningen af august for at drøfte redegørelsen.

 

”Ombudsmandens opgave er at kontrollere om de offentlige myndigheder behandler borgerne efter reglerne. Og som denne sag viser, er vejledningspligten en meget central regel som har stor praktisk betydning for borgerne,” siger ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen.

 

Ombudsmanden beder Udlændingeservice om at redegøre for dens opfattelse af reglerne på området. Særligt hvordan danske borgeres mulighed for at få familiesammenføring har ændret sig i takt med domme fra EF-domstolen. Ombudsmanden spørger også til hvordan Udlændingeservice har informeret. Både den generelle information og den direkte vejledning af personer der har henvendt sig til Udlændingeservice. Endelig vil ombudsmanden have oplysninger om de interne instrukser og råd som har dannet grundlag for medarbejdernes vejledning af borgerne.

 

Når ombudsmanden har drøftet redegørelsen med Udlændingestyrelsen på mødet i august, vil han bede om Integrationsministeriets bemærkninger til sagen.

 

Brevet til Udlændingeservice sendes onsdag den 16. juli 2008 og vil samtidig blive lagt på ombudsmandens hjemmeside. Læs brevet her.

 

Du kan læse om to tidligere sager hvor ombudsmanden har behandlet spørgsmål om udlændingemyndighedernes vejledningspligt her:

 

Ombudsmanden kritiserer at Integrationsministeriet ikke offentliggjorde en praksisændring i maj 2003 i sager om familiesammenføring

 

Integrationsministeriet offentliggjorde ikke en ændring af praksis

 

Yderligere information kan fås hos ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen på mobil nr. 40 43 45 43 eller fuldmægtig Janne Vadmand på tlf.nr. 33 13 25 12.

 

Folketingets Ombudsmand er nedsat for at kontrollere statslige og kommunale myndigheder og andre offentlige forvaltningsmyndigheder. Han er valgt af Folketinget og kan således ikke behandle sager vedrørende Folketinget, ligesom han heller ikke kan behandle klager over landets domstole. Ombudsmanden kan behandle klager over forvaltningsmyndighederne, men han kan også tage sager op på eget initiativ. I 2007 tog ombudsmanden 201 sager op på eget initiativ. 

 

FAKTA 

Vejledning er en pligt
Offentlige myndigheder har pligt til at vejlede borgerne og yde dem bistand. Det følger af forvaltningslovens § 7, stk. 1, af retsgrundsætninger og af god forvaltningsskik. Vejledningspligten omfatter både individuel rådgivning ved konkrete henvendelser og generel orientering til offentligheden om regler og praksis på myndighedens område.