Ombudsmanden: Myndigheder bør give en god telefonbetjening

28. maj 2008 | Nyhed

Det er god forvaltningsskik at borgerne får en god telefonbetjening. Det skriver Folketingets Ombudsmand i et brev som han har sendt til Velfærdsministeriet. Brevet er sendt fordi ombudsmanden har fået kendskab til at der har været store problemer med telefonbetjeningen i statsforvaltningerne. 


I forbindelse med at fem nye statsforvaltninger afløste bl.a. statsamterne, blev der introduceret et nyt telefonsystem. Efterfølgende blev telefonbetjeningen i statsforvaltnin-gerne udsat for kraftig kritik. Kritikken gik bl.a. på at det var svært at komme igennem på telefon, og at der var lange ventetider for at komme igennem til den enkelte sagsbehandler. Det tidligere Indenrigs- og Sundhedsministerium – nu Velfærdsministeriet – iværksatte derfor i 2007 en undersøgelse af telefonbetjeningen i statsforvaltningerne. Undersøgelsesrapporten pegede på tekniske og organisatoriske forhold som årsager til problemerne i statsforvaltningerne.


Ombudsmanden har nu bedt Velfærdsministeriet om at blive orienteret om resultatet af statsforvaltningernes og ministeriets bestræbelser på at forbedre telefonbetjeningen.


Du kan læse ombudsmandens brev til Velfærdsministeriet her.

 Yderligere oplysninger kan fås hos ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen på mobil nr. 40434543.