Slut med langvarige anbringelser i ”nøgne” tv-overvågede detentionsceller i Grønland

13. februar 2009 | Nyhed

Ved Folketingets Ombudsmands inspektioner af en række af politiets detentioner i Grønland måtte det konstateres at der i adskillige tilfælde skete langvarige anbringelser af dømte og varetægtsfængslede i detentionsrum der alene var ”møbleret” med en madras på gulvet og hvor lyset var tændt døgnet rundt og hvor der også skete tv-overvågning døgnet rundt. Der har f.eks. været tale om en anbringelse under sådanne forhold i 74 dage og i 111 dage.

 

Efter at have inddraget Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen og Politimesteren i Grønland i en undersøgelse der omfatter samtlige detentioner i Grønland, har Folketingets Ombudsmand udvirket:

 

at anbringelse af andre end berusere i detentioner i Grønland som overvejende hovedregel ikke længere sker,

 

at der dog kortvarigt kan ske anbringelse af dømte eller varetægtsfængslede i detentionerne – f.eks. på grund af vejrliget eller af efterforskningsmæssige hensyn, men

 

at der da sker møblering af detentionscellen med en seng, et bord og en stol,

 

at der føres en løbende kontrol også af Justitsministeriet med at der ikke sker andet en undtagelsesvist kortvarige anbringelser i detentionerne af andre end berusere,

 

at reglerne om detentionsanbringelser bliver ændret så det udtrykkeligt fremgår at der i de særlige tilfælde hvor cellerne bruges til andet end berusere, skal møbleres, og

 

at reglerne ændres så der ikke længere automatisk sker tv-overvågning ved den undtagelsesvise anbringelse af dømte eller varetægtsfængslede.

 

Folketingets Ombudsmand følger fortsat området for at sikre at der effektivt er sat en stopper for de langvarige anbringelser.

 

Folketingets Ombudsmand har i brev af 10. februar 2009 skrevet til bl.a. Justitsministeriet og Politimesteren i Grønland om sagen og har i den forbindelse også stillet nogle yderligere spørgsmål om visse detentioner.

 

Nærmere oplysninger kan få ved henvendelse til inspektionschef Lennart Frandsen (telefon 33 43 54 35).

 

Folketingets Ombudsmand skal kontrollere statslige og kommunale myndigheder og andre offentlige forvaltningsmyndigheder. Ombudsmanden kan behandle klager over forvaltningsmyndighedernes afgørelser og deres behandling af borgerne og sagerne. Herudover kan ombudsmanden tage sager op på eget initiativ og iværksætte generelle undersøgelser af en myndigheds behandling af sager. Folketingets Ombudsmand kan også inspicere enhver institution og ethvert tjenestested der hører under ombudsmandens virksomhed. Inspektionerne foretages navnlig på steder hvor borgerne er berøvet deres frihed, dvs. fængsler, arresthuse, detentioner, psykiatriske hospitaler og lignende. 

I 2007 modtog ombudsmanden 3.732 klager. Ombudsmanden tog 201 sager op på eget initiativ og der blev foretaget 28 inspektioner.