Kritik af Statsministeriet for forskelsbehandling af journalister

1. juni 2007 | Nyhed

Trods tidligere kritik fra ombudsmanden i en lignende sag afviste Statsministeriet for nylig at give en journalist aktindsigt i en kronik der var sendt til en avis. Derfor kritiserer ombudsmanden nu Statsministeriets håndtering af sagen.

Den 15. november 2006 ringede en journalist til Statsministeriet og bad om aktindsigt i en kronik om kvalitetsreformen. Kronikken var sendt til Politiken og skulle bringes i avisen dagen efter. Statsministeriet afviste at sende kronikken til journalisten bl.a. med den begrundelse at kronikken stadig var intern.

Ombudsmanden afviser dette med henvisning til at dokumenter afgivet til udenforstående mister deres interne karakter.

I en tidligere sag udtalte ombudsmanden at et taledokument der var sendt til en avis, havde mistet sin interne karakter, og afviste i den forbindelse et argument fra Statsministeriet om at afgivelsen til avisen med henblik på trykning ikke tjente et administrativt formål. I denne – som i den tidligere sag – mener ombudsmanden at dokumentet blev afgivet til avisen med henblik på at få det politiske budskab i det til at opnå maksimal gennemslagskraft. Afgivelsen var dermed af administrativ karakter med klar forbindelse til en sag i ministeriet.

Ombudsmanden afviser også at der i øvrigt er tilstrækkeligt tungtvejende grunde til at nægte aktindsigt. Ombudsmanden understreger at hverken myndighedens interesse i at sikre at budskaber formidles på den mest effektive måde eller en journalists interesse i at sikre sin solohistorie, er vigtigere end retten til aktindsigt eller det forhold at journalister skal behandles lige.

-

Interne dokumenter

Interne dokumenter kan som udgangspunkt undtages fra aktindsigt. Det følger af bestemmelsen i offentlighedslovens

§ 7. Et internt dokument kan bl.a. være et dokument som er udarbejdet af myndigheden til eget brug. Hvis et dokument sendes til en anden myndighed eller i øvrigt afgives til udenforstående, mister det sin interne karakter.

-

Offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6

Efter offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, kan retten til aktindsigt begrænses i det omfang det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til private og offentlige interesser hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet. Bestemmelsen er en opsamlingsbestemmelse og bruges kun undtagelsesvis. I sagen afviste ombudsmanden at bestemmelsen kunne anvendes.

-

Se Ombudsmandens udtalelse.

Kontakt ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen for yderligere oplysninger.

Mobil: 40 43 45 43