Ombudsmanden kan udtale kritik og eventuelt henstille, at en myndighed ændrer praksis eller tager en sag op til fornyet behandling.
Det er dog kun få af de adskillige tusinde sager, ombudsmanden hvert år behandler, der fører til kritik eller henstilling i forhold til en myndighed.
Det skyldes bl.a., at nogle sager bliver afsluttet, fordi ombudsmanden vurderer, at en undersøgelse i sidste ende ikke vil kunne gøre en forskel for klageren. I andre sager vurderer ombudsmanden efter en begrænset eller fuld undersøgelse af sagen, at der ikke er grundlag for at kritisere myndigheden.
I mange sager hjælper ombudsmanden borgeren videre i det offentlige system. Det kan f.eks. ske ved, at ombudsmanden sender en klage over en afgørelse videre til den myndighed, som afgørelsen kan påklages til, eller vejleder borgeren om eventuelle klagemuligheder.
1 Afvisning af formelle grunde
En klage bliver afvist, hvis den ikke opfylder de formelle betingelser, som er fastsat i ombudsmandsloven.
Enhver kan ifølge ombudsmandslovens § 13, stk. 1, klage til ombudsmanden. Efter lovens § 16, stk. 1, afviser ombudsmanden dog ofte klagere uden væsentlig eller rimelig interesse i sagen.
Det vil f.eks. kunne ske, hvis en person henvender sig til ombudsmanden i en sag, som vedrører en anden persons private forhold.
En klage skal være navngivet – det fremgår af ombudsmandslovens § 13, stk. 2. Ombudsmanden behandler ikke anonyme klager.
Ombudsmanden skriver kun i meget begrænset omfang til klagere på usikker e-mail. Hvis klageren ikke besvarer en anmodning om adresseoplysning eller sikre identifikationsoplysninger (f.eks. sikker e-mail), vil klagen blive betragtet som anonym og blive afvist.
Klagere bør desuden så vidt muligt indgive klagen skriftligt, begrunde eller præcisere klagen nærmere og vedlægge relevante bilag. Manglende begrundelse eller præcisering kan føre til afvisning efter ombudsmandslovens § 16, stk. 1 (se afsnit 3 nedenfor).
En klage skal være indgivet inden et år efter, at forholdet er begået. Det følger af ombudsmandslovens § 13, stk. 3. Fristen regnes fra den øverste administrative myndigheds afgørelse. Er klagen indgivet efter klagefristens udløb, bliver den afvist.
Efter ombudsmandslovens § 14 skal klageadgang til anden myndighed være udnyttet, før der kan klages til ombudsmanden. Hvis klageren ikke har udnyttet alle administrative klagemuligheder, kan klagen blive videresendt til rekursmyndigheden (se afsnit 2.1 nedenfor). Hvis der ikke længere kan klages, typisk fordi klagefristen er udløbet, afviser ombudsmanden sagen.
En klage vil desuden blive afvist, hvis der klages over private eller over en domstol eller en anden instans mv., som ikke er omfattet af ombudsmandens kompetence.
Rammerne for ombudsmandens arbejde – afsnit 3 om myndigheder omfattet af ombudsmandens kompetence
Ombudsmanden afviser også klager over forhold, som er indbragt for eller må forventes at blive indbragt for domstolene. Efter praksis afviser ombudsmanden desuden de sager, hvor der efter særlovgivningen er en særlig let adgang til domstolsprøvelse.
Afvisning af klage i sag, som skulle for retten
En far, som ikke havde fået tilkendt forældremyndighed over sin datter i Statsforvaltningen, klagede til ombudsmanden. Han skrev bl.a., at Statsforvaltningen havde undladt at orientere og partshøre ham, og at han var blevet stillet ringere end moren ved forhandlingerne.
Faren klagede samtidig til Statsforvaltningen, som afviste at genoptage sagen om forældremyndighed, bl.a. fordi den snart skulle for retten.
Ombudsmanden afviste også klagen, med henvisning til at spørgsmålet om forældremyndighed skulle behandles af en domstol, og at det ville give faren lejlighed til at udtrykke sin utilfredshed med Statsforvaltningen.
Sag nr. 15/03998 og 15/04506
2 Vejledning og anden hjælp til borgerne
Som nævnt under afsnit 1 kan ombudsmanden ikke tage stilling til en række klager, fordi de angår forhold, som ikke er omfattet af ombudsmandens virksomhed, eller fordi de formelle klagebetingelser ikke er opfyldt.
Ombudsmanden vejleder i disse tilfælde ofte klageren om forhold, som er relevante i relation til de rejste spørgsmål mv., f.eks. om rammerne for ombudsmandens virksomhed eller om, hvilken myndighed der er ansvarlig for det sagsområde, klagen vedrører.
En anmodning om, at ombudsmanden udarbejder et responsa (en generel juridisk vurdering af et eller flere forhold) vil blive afvist.
Hvis det er muligt og relevant, hjælper ombudsmanden borgeren videre i det offentlige system. Det er nærmere omtalt i det følgende.
2.1 Klagen bliver videresendt
Alle administrative klagemuligheder skal være udnyttet, før ombudsmanden kan behandle en klage. Det følger af ombudsmandslovens § 14.
Ombudsmandens sagsbehandling – afsnit 2.5 om udnyttelse af rekurs
I nogle tilfælde har borgeren ikke klaget til en overordnet myndighed, som kan behandle sagen som rekursmyndighed, før han eller hun klager til ombudsmanden. I så fald sender ombudsmanden normalt borgerens henvendelse videre til den relevante myndighed.
Andre situationer, hvor en henvendelse til ombudsmanden videresendes til en myndighed:
- Hvis sagen aktuelt er under behandling hos en myndighed, bliver klagen ofte sendt til denne myndighed, med henblik på at det, borgeren har skrevet i klagen til ombudsmanden, kan indgå i myndighedens behandling af sagen.
- Hvis myndigheden ikke har taget stilling til de spørgsmål, klagen handler om – eller der er tvivl om det – sender ombudsmanden normalt klagen til myndigheden, med henblik på at myndigheden får lejlighed til at tage stilling til det, der er anført i klagen.
- Hvis ombudsmanden vurderer, at myndigheden bør have lejlighed til at uddybe begrundelsen for sin afgørelse over for borgeren, før sagen eventuelt forelægges ombudsmanden til bedømmelse, sender ombudsmanden klagen videre til myndigheden.
- Hvis klagen handler om sagsbehandlingstid, bliver den i nogle tilfælde sendt videre til myndigheden, så myndigheden bliver bekendt med borgerens utilfredshed med sagsbehandlingstiden. Myndigheden skal behandle en sådan henvendelse som enhver anden henvendelse fra borgeren vedrørende myndighedens sagsbehandlingstid i borgerens sag.
Baggrunden for bestemmelsen i ombudsmandslovens § 14 er, at konflikter mellem forvaltningen og borgerne bør søges løst inden for forvaltningen, før ombudsmanden inddrages i sagen.
Dette bagvedliggende princip danner i nogle tilfælde – herunder flere af de tilfælde, som er nævnt ovenfor – grundlag for, at ombudsmanden videresender en sag, selv om ombudsmandslovens § 14 ikke formelt er til hinder for, at sagen behandles af ombudsmanden. Det sker med hjemmel i lovens § 16, stk. 1, sammenholdt med § 14.
Tilsvarende kan sagen blive videresendt, hvis en borger har mulighed for at anmode en tilsynsmyndighed – f.eks. det kommunale tilsyn – om at undersøge den. I disse tilfælde er ombudsmanden ikke afskåret fra at behandle sagen – men ofte vil ombudsmanden sende sagen til tilsynsmyndigheden for at få afklaret, om klagen kan give denne myndighed grundlag for at foretage sig noget. I så fald regnes forældelsesfristen i ombudsmandslovens § 13, stk. 3, normalt fra tilsynsmyndighedens stillingtagen til sagen.
Ombudsmanden kan ved at videresende en borgers klage til en relevant myndighed hjælpe borgeren videre i det offentlige system.
Når ombudsmanden videresender klagen, sker det med henblik på, at myndigheden – over for borgeren – får mulighed for at tage stilling til klagen.
Ombudsmanden afslutter samtidig sin behandling af sagen og beder borgeren om at afvente myndighedens svar, før han eller hun tager stilling til, om der er grundlag for at klage.
Hvis ombudsmanden ikke beder myndigheden om underretning om svaret til borgeren, forventes det ikke, at myndigheden orienterer yderligere om sagens videre gang.
Myndighed så på klagesag igen
Efter et hjemmebesøg hos en ung autistisk mand besluttede en kommune, at han ikke længere havde brug for 37 timers socialpædagogisk støtte om ugen, men kun 5 timer.
”Jeg kan ikke med min bedste vilje forstå, hvordan min søn pludselig over natten kan blive tilnærmelsesvis rask”, skrev hans mor til ombudsmanden. Moren havde selv forsøgt at forklare både kommunen og Ankestyrelsen, hvordan det stod til med sønnen. Men uden held.
Ombudsmanden sendte morens klage til Ankestyrelsen. Det førte til, at Ankestyrelsen bad kommunen om at se på sagen igen, fordi den ikke havde undersøgt den unge mands behov for støtte godt nok.
Sag nr. 15/04474
3 Sagen afsluttes uden en undersøgelse
Det følger af ombudsmandslovens § 16, stk. 1, at ombudsmanden afgør, om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.
Selv om de formelle betingelser for at klage er opfyldt, kan ombudsmanden derfor beslutte, at behandlingen af en klage skal afsluttes, uden at der foretages en undersøgelse eller vurdering af sagens indhold. Det kan f.eks. ske, hvis klagen vurderes at være ubegrundet eller af bagatelagtig karakter.
En sag kan også blive afsluttet efter denne bestemmelse, hvis de påklagede forhold ligger uden for kerneområdet for ombudsmandens virksomhed, f.eks. sager af rent kontraktretlig karakter.
Ombudsmanden kan i øvrigt vælge at afslutte sagen uden en egentlig undersøgelse, hvis det f.eks. står klart, at en ombudsmandsundersøgelse ikke vil kunne gøre en forskel for klageren.
Bestemmelsen i ombudsmandslovens § 16, stk. 1, giver således ombudsmanden adgang til løbende at foretage en prioritering af de sager, som undersøges nærmere. Ombudsmanden får dermed mulighed for at koncentrere sig om de problemer i den offentlige forvaltning, der ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn og beskyttelseshensyn er mest betydningsfulde, og for at koncentrere sig om de spørgsmål, hvor der er særlig grund til at tro, at ombudsmandens udtalelser vil kunne gøre en forskel.
Der bliver med andre ord ikke foretaget nærmere undersøgelser, hvis der ikke kan antages at være noget reelt at komme efter, eller hvis ressourceforbruget ikke står mål med det sandsynlige udfald af sagen.
Ombudsmandens beslutning om at afslutte sagen indebærer ikke en stillingtagen til den indklagede myndigheds afgørelse eller sagsbehandling, herunder til, om myndigheden har begået fejl eller forsømmelser.
Sag afsluttet uden egentlig undersøgelse, da ombudsmanden ikke kunne hjælpe borger, som kørte med ugyldigt kørekort
I 22 år havde en mand kørt bil med ugyldigt kørekort. Han havde ikke opdaget, at der i 1992 kom en bekendtgørelse om, at ikke-EF-kørekort skulle ombyttes. Politiet ville ikke udstede nyt kørekort, før manden havde taget en køreprøve.
Manden selv mente, at han burde have dispensation fra kravet om køreprøve, fordi han ikke havde fået besked om ombytningen, og fordi han hvert år havde kørt 15.000-20.000 km i sin bil uden problemer.
Ombudsmanden mente ikke, han ville kunne hjælpe manden. Ifølge reglerne skulle han selv have været opmærksom på at ombytte sit kørekort, og det gjorde ingen forskel, at han havde kørt med ulovligt kørekort i alle de år. Ombudsmanden afsluttede sagen uden nærmere undersøgelse.
Sag nr. 16/01689
Begrænset undersøgelse, da der ikke var udsigt til kritik af myndighedernes afgørelser
En borger klagede til ombudsmanden over, at SKAT havde pålagt ham et skattetillæg, fordi han havde afleveret sin selvangivelse for sent. Han havde haft nogle aktiviteter i løbet af året, som betød, at han skulle aflevere en selvangivelse og ikke blot kunne tilrette sin årsopgørelse på skat.dk.
Borgeren mente, at han havde afleveret selvangivelsen via SKATs hjemmeside. Han skrev i sin klage, at han havde indtastet de relevante oplysninger og trykket ”Gem”. Han havde dog ikke fået en kvittering for, at de indtastede oplysninger var registreret hos SKAT.
Borgeren mente, at den manglende registrering af de indtastede oplysninger skyldtes en teknisk fejl, og at det ikke var ham, der bar ansvaret for fejlen.
Myndighederne mente, at det var borgeren selv, der skulle dokumentere, at han havde indberettet korrekt, f.eks. i form af en kvittering for, at de indtastede oplysninger var modtaget hos SKAT. Borgeren fik derfor afslag på sin ansøgning om fritagelse for skattetillæg.
Ombudsmanden gennemgik det materiale, borgeren havde sendt til ham. Men han mente ikke, der var udsigt til, at han kunne kritisere, at myndighederne havde afslået at fritage borgeren for skattetillægget.
Sag nr. 16/01757
Ombudsmanden kan med hjemmel i ombudsmandslovens § 16, stk. 1, også beslutte at ”skære sagen til”. I så fald afsluttes sagen uden nærmere undersøgelse af visse af de rejste spørgsmål, mens andre forhold i sagen undersøges.
4 Begrænset undersøgelse i klagesager
Ombudsmanden kan vælge at undergive en klage en begrænset eller afkortet undersøgelse, som indebærer en stillingtagen til, om der med en fuld undersøgelse er udsigt til, at ombudsmanden vil kunne kritisere myndighedens afgørelse og dermed hjælpe borgeren med sagen.
For at denne vurdering kan foretages, må der gennemføres en vis undersøgelse af sagen. Det er dog ikke nødvendigt at involvere myndigheden, inden sagen afsluttes, hvis det vurderes, at der ikke er udsigt til, at ombudsmanden udtaler kritik mv. Se ombudsmandslovens § 16, stk. 2.
En sag vil ofte blive afsluttet efter en begrænset undersøgelse, hvis de centrale spørgsmål i sagen er af bevismæssig karakter eller udtryk for en stillingtagen til fagkyndige eller sagkyndige vurderinger, som ombudsmanden under alle omstændigheder ikke vil kunne efterprøve fuldt ud.
Rammerne for ombudsmandens arbejde – afsnit 4 om ombudsmandens bedømmelsesgrundlag
En begrænset undersøgelse kan også anvendes i situationer, hvor ombudsmanden vurderer, at han ikke kan hjælpe klageren til en bedre retsstilling, selv om noget kunne tyde på, at myndigheden ikke fuldt ud har overholdt lovgivningens formelle regler om f.eks. begrundelse, klagevejledning mv.
Når ombudsmanden afslutter sagen efter en begrænset undersøgelse, er det ikke ensbetydende med en frifindelse af myndigheden, men alene en vurdering af, at der ikke er udsigt til, at ombudsmanden vil kunne kritisere indholdet af myndighedens afgørelse.
5 Afslutning af egen drift-sag uden stillingtagen
Ombudsmanden indleder ofte sin undersøgelse af sager, som tages op på eget initiativ, ved at bede om myndighedens bemærkninger til det eller de spørgsmål, der ønskes undersøgt, og eventuelt bede om at få tilsendt sagens akter.
Hvis ombudsmanden på baggrund af disse bemærkninger mv. vurderer, at der ikke er behov for at fortsætte undersøgelsen af sagen, vil den blive afsluttet og myndigheden orienteret herom.
Egen drift-sag afsluttet på baggrund af en redegørelse fra myndighederne
I en avisartikel stod der, at politiet havde frataget tre udlændinge penge til betaling af bøder imod deres vilje. Det fremgik, at udlændingene var blevet anholdt for ulovlig indtrængen på en skoles område.
Ombudsmanden undrede sig over historien og spurgte i en høring til, hvad statsadvokaten eventuelt ville foretage sig i sagen.
Statsadvokaten bad politiet om en redegørelse. Politiet forklarede, at det bl.a. var blevet indskærpet, at politiet ikke må tage penge fra anholdte uden deres accept. Statsadvokaten anbefalede politiet at nedskrive de indskærpede retningslinjer og udbrede kendskabet til dem. Desuden bad statsadvokaten politiet om at indbringe de tre udlændinges konkrete bødesager for retten.
Ombudsmanden afsluttede i lyset af disse initiativer sin undersøgelse.
Sag nr. 15/02230
6 Udfald af en fuld ombudsmandsundersøgelse
Hvis ombudsmanden vurderer, at der er grundlag for det, kan han beslutte at gennemføre en fuld undersøgelse af en sag.
Ombudsmanden kan kun udtale sin opfattelse af en sag. Ombudsmanden kan ikke ophæve eller ændre en forvaltningsmyndigheds afgørelse, men kan bl.a. kritisere en afgørelse eller henstille til myndigheden, at afgørelsen ændres eller overvejes på ny.
Myndigheden er ikke retligt forpligtet til at følge en henstilling. Der lægges derfor i sagerne afgørende vægt på en grundig og overbevisende argumentation. I praksis følger myndighederne som altovervejende hovedregel ombudsmandens henstillinger.
6.1 Myndigheden genoptager sagen i forbindelse med undersøgelsen
I nogle tilfælde genoptager en myndighed behandlingen af en sag mv., efter at ombudsmanden har bedt myndigheden om en udtalelse til brug for en fuld undersøgelse af sagen.
Det sker både i klagesager og i sager, som er rejst på ombudsmandens initiativ.
I så fald indstiller ombudsmanden oftest sin behandling af sagen uden at foretage en vurdering og beder om at blive orienteret om udfaldet af myndighedens nye behandling af sagen.
Myndighed genoptog sag efter møde med ombudsmandsinstitutionen
En journalist havde bedt Miljø- og Fødevareministeriet om aktindsigt i dokumenter om udflytning af statslige arbejdspladser. I de dokumenter, journalisten fik udleveret, var en række oplysninger streget over, fordi ministeriet vurderede, at oplysningerne var undtaget fra aktindsigt.
Journalisten klagede til ombudsmanden, som sendte nogle spørgsmål til ministeriet. Ombudsmanden skrev samtidig til ministeriet, at ombudsmanden gerne deltog i et møde om sagen, hvis ministeriet ønskede det. Der blev efterfølgende holdt et møde med deltagelse af medarbejdere fra henholdsvis ombudsmandsinstitutionen og Miljø- og Fødevareministeriet.
Efter mødet meddelte ministeriet, at det var blevet besluttet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse. De oplysninger, som ministeriet tidligere havde holdt tilbage, blev nu udleveret til journalisten.
Sag nr. 16/00271
6.2 Frifindelse, kritik og/eller henstilling
Ombudsmanden kan fremsætte kritik, afgive henstillinger samt i øvrigt fremsætte sin opfattelse af en sag. Det følger af ombudsmandslovens § 22.
En myndighed frifindes, hvis sagen ikke giver ombudsmanden anledning til kritik, henstilling mv.
Giver en sag derimod ombudsmanden anledning til at udtale kritik, kan ombudsmanden kritisere myndighedens fejl og ved en henstilling udtale sig om, hvilke konsekvenser de påtalte fejl bør have. Det kan dreje sig både om gyldigheden af konkrete afgørelser og om forhold af mere generel karakter.
Ombudsmanden kan også vælge at konstatere, at der er begået fejl, og henstille til myndigheden at drage eventuelle konsekvenser selv.
I nogle tilfælde vælger ombudsmanden blot at konstatere over for myndigheden, at der er begået fejl, men lægger ikke op til, at fejlene har nogen umiddelbare konsekvenser for den trufne afgørelse. Det kan f.eks. skyldes, at fejlene er uden betydning for rigtigheden af den trufne afgørelse, eller at spørgsmålet, som sagen rejser, ikke længere er aktuelt.
Ombudsmanden kan også erklære sig uenig i en myndigheds opfattelse af et eller flere spørgsmål i en sag uden at formulere sin opfattelse af sagen som en egentlig kritik af myndigheden.
Ombudsmanden kan endelig efter omstændighederne afgive henstillinger uden samtidig at kritisere myndighederne. Ombudsmanden kan i forbindelse med en henstilling angive de retlige rammer for myndighedens fornyede overvejelser.
I forbindelse med ombudsmandens tilsynsvirksomhed kan der afgives anbefalinger til den besøgte institution.
Ombudsmandens tilsynsvirksomhed
Fejl ved meddelelse af afgørelsen førte til efterbetaling af ydelser i over 100 sager
En kommune traf afgørelse om gensidig forsørgelsespligt for samlevende, men gav kun den, der modtog kontanthjælp, besked om afgørelsen. Afgørelsen blev ikke sendt til samleveren.
Kommunen begik denne fejl i mere end 100 sager. Da den blev opmærksom på, at det var en fejl, gav den begge parter i samtlige sager besked om afgørelserne. Kommunen ændrede dog ikke på afgørelsernes virkningstidspunkt – afgørelserne havde altså fortsat virkning fra det tidspunkt, hvor de blev meddelt den part, som modtog kontanthjælp. Kommunen mente ikke, at den skulle efterbetale kontanthjælp, idet borgerne havde modtaget ”den korrekte ydelse”.
Ombudsmanden vurderede, at kommunen ikke kunne ”reparere” meddelelsesfejlen ved efterfølgende at gøre begge parter bekendt med afgørelsen. Det svarede til at træffe afgørelse med tilbagevirkende kraft, og det var der ikke hjemmel til. Det måtte have stået klart for kommunen, da Ankestyrelsen på et tidspunkt fastslog, at ugyldigheden gjaldt, indtil en ny afgørelse var meddelt begge parter.
Ombudsmanden mente derfor, at kommunen havde haft pligt til at omgøre alle de oprindelige afgørelser og efterbetale ydelserne. Han kritiserede, at det ikke var sket.
Ombudsmanden henstillede til kommunen at genoptage sagerne og efterbetale de beløb, som den havde nedsat kontanthjælpen med.
Som følge af vejledningsfejl skulle en myndighed vurdere, om borgeren kunne tillægges en ydelse med tilbagevirkende kraft
En dansk statsborger bosat i udlandet var ikke blevet orienteret om muligheden for at søge folkepension. Ombudsmanden mente dels, at mandens hjemkommune burde have vejledt ham om, at han kunne søge om folkepension, og dels, at manden ville have søgt om folkepension, hvis han var blevet bedre vejledt. Ombudsmanden henstillede derfor til Ankestyrelsen at genoptage sagen og vurdere, om manden (i kraft af princippet om realudligning) kunne tillægges folkepension med tilbagevirkende kraft.
Ofte har ombudsmandens undersøgelse – som det f.eks. fremgår af FOB 2016-33 – ikke kun betydning for behandlingen af én konkret sag, men også mere generelt.
Det gælder f.eks. også, hvis ombudsmanden når frem til, at en myndighed har en fejlagtig opfattelse af reglerne på et givent område, eller at reglerne på et område anvendes forkert. Ombudsmandens henstilling vil i disse tilfælde ofte være af mere generel karakter.
Ombudsmanden kan f.eks. henstille, at myndigheden overvejer, om den bør ændre sin praksis eller omlægge behandlingen af en bestemt type af sager.
Forkert fortolkning af regler om sprogkrav
Det var ikke let for en egyptisk tandlæge at vide, hvilke sprogkrav der gjaldt for at blive tandlæge i Danmark. Slog han op i bekendtgørelsen, var kravet ”bestået”. På Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside hed kravene derimod ”bestået med minimumskaraktererne 7 og 10”.
Tandlægen bestod sin dansktest, men ikke med karaktererne 7 og 10, og blev derfor i første omgang afvist.
Ombudsmanden nåede i sin undersøgelse frem til, at myndighederne fortolkede bekendtgørelsen forkert. Tandlægen skulle ikke have været afvist.
Tandlægen fik efterfølgende sine danskkundskaber godkendt. Efter at ombudsmanden undersøgte sagen, sørgede styrelsen for at ændre bekendtgørelsen, så det klart fremgik, at man skulle have bestået dansktesten med minimumskaraktererne 7 og 10.
Hvis en myndighed er i tvivl om, hvorfor ombudsmanden har udtalt kritik, eller hvad ombudsmandens henstilling går ud på, vil myndigheden altid kunne rette henvendelse til ombudsmandsinstitutionen for en nærmere uddybning. Ombudsmanden bestræber sig imidlertid på at være meget præcis, både i grundlaget for sin kritik og i indholdet og rækkevidden af sine henstillinger.
7 Fri proces
Ombudsmanden kan henstille, at der meddeles fri proces i anledning af forhold, der er omfattet af ombudsmandens virksomhed. Det følger af ombudsmandslovens § 23.
Adgangen til at henstille fri proces omfatter ikke kun klagesager, men også sager, som er taget op af egen drift.
Ombudsmanden har i praksis anvendt muligheden for at henstille fri proces, når en myndighed efter henstilling fra ombudsmanden genovervejer en sag, men ved den fornyede vurdering af sagen vælger ikke at ændre afgørelsen.
Hvis der er tvivl om det faktiske eller retlige grundlag for en myndigheds afgørelse, kan det også give ombudsmanden grundlag for at henstille, at en klager meddeles fri proces.
Muligheden for at henstille fri proces anvendes i praksis desuden i tilfælde, hvor resultatet er tvivlsomt, men hvor ombudsmanden vurderer, at det er rigtigst at overlade den endelige afklaring af spørgsmålene i sagen til domstolene.
Ombudsmandens henstillinger om fri proces rettes til den myndighed, som har kompetence til at bevilge fri proces, og følges altid.
Civilstyrelsen gav fri proces efter ombudsmandens henstilling
En advokat klagede over, at hans klient, der havde været på tålt ophold i Danmark siden 2007, fortsat skulle bo i Center Sandholm. Ombudsmanden nåede frem til, at det måtte anses for tvivlsomt, om det fortsat var proportionalt at kræve, at udlændingen skulle opholde sig i centret. Det gav dog ikke myndigheden anledning til at ændre afgørelsen. Ombudsmanden mente herefter, at det var rigtigst at overlade den endelige vurdering af sagen til domstolene, og efter henstilling fra ombudsmanden gav Civilstyrelsen udlændingen fri proces til at få Udlændingestyrelsens afgørelse om opholdspligt behandlet ved retten.
8 Underretning af Retsudvalget og øvrige myndigheder
Hvis ombudsmandens undersøgelse viser, at der i den offentlige forvaltning må antages at være begået fejl eller forsømmelser af større betydning, skal ombudsmanden give meddelelse om sagen til Folketingets Retsudvalg. Ombudsmanden skal også give meddelelse om sagen til vedkommende minister, kommunalbestyrelse eller regionsråd. Det følger af ombudsmandslovens § 24.
I praksis orienterer ombudsmanden Folketingets Retsudvalg i videre omfang end det, der følger af § 24, ligesom andre folketingsudvalg også nogle gange orienteres.
Ombudsmanden orienterer således løbende Retsudvalget om sager, som ombudsmanden mener vil have udvalgets interesse – f.eks. større sager af principiel betydning, sager, der har fået meget omtale i pressen, osv. Ombudsmanden har eksempelvis i flere tilfælde orienteret Retsudvalget om sager om offentligt ansattes ytringsfrihed.
Ombudsmanden skal efter ombudsmandslovens § 12, stk. 1, give Folketinget og vedkommende minister meddelelse, hvis ombudsmanden i særlige tilfælde bliver opmærksom på mangler ved gældende love eller administrative bestemmelser. Hvis der er mangler ved bestemmelser, som er fastsat af en kommune eller en region, skal ombudsmanden meddele det til vedkommende kommunalbestyrelse eller regionsråd.
Bestemmelsen i § 12, stk. 1, kan ikke danne grundlag for, at ombudsmanden fremkommer med politiske vurderinger af vedtagne lovbestemmelser eller administrativ praksis.
Hensigten med bestemmelsen er, at ombudsmanden kan påpege forhold af retssikkerhedsmæssig, lovteknisk eller administrativ karakter, f.eks. uklare, modstridende, inkonsekvente eller mangelfulde lovgivningsbestemmelser. Ombudsmanden kan desuden fremsætte sine synspunkter om forbedring af informationen i forbindelse med den administrative sagsbehandling og forenkling af procedurer.
Ombudsmanden kan også gøre Folketinget opmærksom på tvivlsspørgsmål i forhold til grundloven eller problemer i forhold til Danmarks internationale forpligtelser.
Ombudsmanden skal særligt på børneområdet give Folketinget og vedkommende minister meddelelse, hvis ombudsmanden bliver opmærksom på, at gældende love mv. ikke er forenelige særligt med Danmarks internationale forpligtelser til at sikre børns rettigheder, herunder FN’s konvention om barnets rettigheder. Er der tale om mangler ved bestemmelser, som er fastsat af en kommune eller en region, skal ombudsmanden give meddelelse til vedkommende kommunalbestyrelse eller regionsråd. Det følger bl.a. af ombudsmandslovens § 12, stk. 2.
I praksis gives underretningen til Folketinget efter ombudsmandslovens § 12 til Retsudvalget og vedkommende fagudvalg i Folketinget.
9 Opfølgning
I forbindelse med afslutningen af en sag anmoder ombudsmanden i nogle tilfælde myndigheden om at underrette ham om bestemte forhold.
Ombudsmanden kan f.eks. bede om underretning om myndighedens svar til en borger, hvis sagen indeholder spørgsmål af væsentlig betydning eller af generel karakter. Det gælder, selv om ombudsmanden for tiden måtte være afskåret fra at behandle sagen, f.eks. fordi sagen er verserende hos en myndighed, og rekurs endnu ikke er udnyttet.
Afgiver ombudsmanden en henstilling i en sag, anmoder han om at blive underrettet om, hvad henstillingen giver anledning til. Er henstillingen af mere generel karakter – f.eks. rettet mod en afklaring af praksis – eller giver henstillingen myndigheden anledning til at ændre reglerne på området, beder ombudsmanden om løbende at blive underrettet om status for dette arbejde.
Som udgangspunkt foretager ombudsmanden sig ikke mere i en sag, når den er afsluttet, medmindre der indgives en ny klage i sagen.
I nogle tilfælde indleder ombudsmanden på eget initiativ yderligere undersøgelser af forholdene i en klagesag på baggrund af oplysninger, han har modtaget som led i opfølgningen på sagen. Det sker i så fald på ombudsmandens eget initiativ efter ombudsmandslovens § 17, stk. 1.
10 Offentliggørelse og nyheder
Hvis en sag vurderes at være af almindelig juridisk interesse, offentliggør ombudsmanden sagen i henhold til ombudsmandslovens § 11. Det vil typisk være sager, der har principiel eller generel betydning.
Sagerne offentliggøres løbende på ombudsmanden.dk, ligesom sagerne lægges ind i Retsinformation.
I nogle tilfælde vurderer ombudsmanden, at en sag har en sådan karakter og nyhedsværdi, at der er grundlag for at udsende en nyhed. Nyheden kan f.eks. angå sager, der offentliggøres efter ombudsmandslovens § 11.
Der kan dog også være tale om andre sager, som aktuelt har offentlighedens interesse, men som ikke i øvrigt vurderes at være af juridisk interesse, herunder som retskilde.
Også sager, som endnu ikke har været undergivet en ombudsmandsundersøgelse, kan danne grundlag for en nyhed. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis ombudsmanden vælger at gå ind i en sag, som allerede er offentligt omtalt, og hvor det kan have interesse for offentligheden at vide, at ombudsmanden vil undersøge den.
Ombudsmanden vurderer altid konkret, om en sag indeholder oplysninger, som er til hinder for offentliggørelse, eller som skal anonymiseres før offentliggørelse. I det omfang sagen indeholder oplysninger om personlige forhold e.l., anonymiseres sagerne efter de regler, der også gælder for andre myndigheder.