Job hos Folketingets Ombudsmand

Hos ombudsmanden lægger vi vægt på kvalitet. Vi vil gerne løse vores opgave bedst muligt, og det betyder, at vi altid ønsker højt kvalificerede medarbejdere.

Hovedparten af de ansatte hos ombudsmanden har en juridisk baggrund. Kulturen ved embedet bærer præg af en stærk juridisk faglighed, hvor klagesagsbehandling er det naturlige omdrejningspunkt. Men vores medarbejderstab rummer også andre faggrupper. I alt er 40 pct. af vores medarbejdere ansat til at varetage funktioner af ikke-juridisk karakter. For eksempel korrekturlæsning, journalisering, kommunikations- og informationsarbejde, personaleudvikling, it og driftsopgaver mm.

Vores medarbejdere

Vi slår løbende ledige stillinger op. Samlet set ansætter vi cirka 10-15 nye medarbejdere hvert år. Langt de fleste stillinger, vi slår op, er til studenter og jurister.

Medarbejdergrupperne hos ombudsmanden


Stillingsopslag på hjemmesiden

Som arbejdsplads er vi stolte af at kunne tilbyde arbejdsopgaver, som giver mening og noget at tænke over. Og en ramme om arbejdet, hvor der er mulighed for at gå tidligt, når familielivet kræver det.

 

Når vi ansætter nye medarbejdere, forventer vi, at de kender deres håndværk, og at de løser deres arbejdsopgaver på et højt fagligt niveau. Det gælder for alle vores stillinger – uanset om vi ansætter medarbejdere til rengøring, sagsbehandling eller it.

Selv under pressede forhold forventer vi grundighed. Men vi prøver samtidig at skabe tid og rum til, at medarbejderne kan fordybe sig i arbejdet. For eksempel vælger mange af vores medarbejdere at have en ugentlig hjemmearbejdsdag til de opgaver, der kræver stor koncentration.

Vi stiller hjemmepc og mobiltelefon til rådighed for de fleste medarbejdere. Undtagelser er for eksempel rengøringspersonalet og dem, der passer telefonomstillingen.


Hvad med det sociale liv?

Som medarbejder er man tilknyttet en enhed, hvor der ud over de fastlagte møder er samlinger af mere uformel karakter. Nogen går ud og spiser frokost sammen med jævne mellemrum, andre samles om en fødselsdagskage eller et glas fredagsvin.

På tværs af enhederne mødes mange om vores frokostordning eller torsdagsmorgenmaden.

Derudover bringer vi alle medarbejdere sammen et par gange om året til sommerfest og julefrokost og til et personaleseminar cirka hvert andet år.

Se i øvrigt Spørgsmål og svar, hvis du har spørgsmål til at arbejde hos Folketingets Ombudsmand.

Du kan også skrive til HR- og udviklingschef Lisbeth Kongshaug på adressen lkh@ombudsmanden.dk.

Som erhvervspraktikant hos Folketingets Ombudsmand får man lov til at snuse lidt til et job inden for jura.

I løbet af ugen gør vi vores bedste for at give et indtryk af hverdagen hos ombudsmanden. Praktikanter vil komme til at se, deltage i, og selv udføre forskellige opgaver. De vil komme på besøg i Folketinget og høre om, hvordan Folketinget og ombudsmanden arbejder i det danske samfund.

Vi modtager maks. fire erhvervspraktikanter ad gangen. Næste praktikperiode er uge 14 i 2024.

Er du interesseret i at komme i erhvervspraktik hos Folketingets Ombudsmand, skal du sende os en ansøgning. Du må gerne skrive lidt om dig selv og dine interesser. Under alle omstændigheder skal du oplyse:

  • Dit fulde navn
  • Din postadresse
  • Dit telefonnummer
  • Hvilken skole og hvilken klasse du går i
  • Hvorfor du ønsker praktikophold hos os