Ombudsmandens historie
1809
Sverige får en justitsombudsmand, valgt af Stænderrigsdagen. Senere kom en militær ombudsmand til.
1849
Danske borgere får med grundlovens § 77 adgang til at indbringe klager over forvaltningen for domstolene.1919
Finland får sin første ombudsmand.
1920
Danmarks rammes af en alvorlig krise mellem Kong Christian den 10. og regeringen, den såkaldte Påske-krise. En del af krisen havde rod i August-lovene fra 1914, der overlod en betydelig del af Rigsdagens lovgivningsret til ministre og forvaltning. De borgerlige partier ønsker lovene ophævet og indført en forbedret klageadgang over afgørelser truffet af forvaltningen.
1923
Med Forvaltningskommissionen af 1923 dukker de første ideer om at indføre offentlig kontrol med centralforvaltningen op. Tanken var at når mere og mere indflydelse blev givet til embedsmænd i forvaltningen, måtte Rigsdagens (det daværende parlaments) kontrol med forvaltningen forstærkes.
1936
De første konkrete tanker om at parlamentet (Rigsdagen) burde vælge en ombudsmand – eller en Præsidiets juridiske Sekretær – tager form i forbindelse med et forslag til revision af grundloven som statsminister Thorvald Stauning og den konservative Christmas Møller fandt sammen om.
I lovforslaget, der blev formuleret af en særlig forfatningskommission, hed det:
"Efter hvert almindeligt Rigsdagsvalg (...), vælger Rigsdagen inden en Maaned efter sin sammentræden en juridisk Sekretær, der henhører under Rigsdagens Præsidium. Sekretæren skal for Rigsdagen behandle de til denne indgivne Andragender."
Det var dengang tanken at denne ’juridiske sekretær’ både skulle have indsigt i forvaltningen og domstolene, ganske som det var kendt fra den svenske ombudsmand.
Maj 1939
Forslaget til en revision af grundloven – og hermed forslaget om at indføre en ’juridisk sekretær’ – falder ved en folkeafstemning.
1945
De sidste år under den tyske besættelse øges spændingerne mellem befolkning og forvaltning. Den valgte forhandlingspolitik overfor den tyske besættelsesmagt vakte mange menneskers skuffelse over forvaltningen og domstolenes virksomhed. Kriseårene i 1930’erne, krigen og tiden efter var præget af det offentliges stadig stigende indblanding i erhvervslivet og i borgernes daglige tilværelse.
Der bredte sig en fornemmelse af at den menige borgers ve og vel i stadig større omfang blev afhængig af de offentligt ansattes mere eller mindre gode vilje. Tanken om stærkere kontrol med både den dømmende og udøvende magt – domstole og forvaltning - og dermed bedre sikring af frihedsrettighederne, fik derfor ny næring.
1946
Der nedsættes en forfatningskommission, der skal overveje mulighederne for at ændre grundloven. På grund af politiske modsætninger mellem partierne og i forhold til modstandsbevægelsen er kommissionen ikke aktiv de første år.
Maj 1949
Forfatningskommissionens underudvalg tre om retssikkerhed og frihedsrettigheder med den indflydelsesrige radikale politiker Bertel Dahlgaard som formand, er meget optaget af tanken om at styrke indsigten med forvaltningen, herunder ideen om at parlamentet skal vælge en ombudsmand efter svensk mønster. Inden jul 1949 er et forslag til en ny grundlovsparagraf klar – heraf fremgår det at Danmark skal have en ombudsmand. Den svenske retslærde professor Nils Herlitz hentes til København som rådgiver for udvalget.
1950
I den samtidige forvaltningskommission afviser tolv højtstående embedsmænd at der skulle være behov for indsigt i eller kontrol med forvaltningen.
1952
Forslag til en ny grundlovsparagraf om en ombudsmand indsættes som § 55 i forslaget til ændring af grundloven. Det hedder heri: ’Ved lov bestemmes, at Folketinget vælger en eller to personer, der ikke er medlemmer af Folketinget, til at have indseende med statens civile og militære forvaltning.’ Samtidig fremgår det af § 63, stk. 2 i forslaget til den nye grundlov at ’spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser kan ved lov henlægges til en eller flere forvaltningsdomstole.’
12. maj 1952
Fremtrædende jurister, politikere og embedsmænd diskuterer spørgsmålet om en ombudsmand ved et offentligt debatmøde. Heraf fremgik det at ikke kun Socialdemokratiet, men også Venstre – repræsenteret ved justitsminister Helga Pedersen – var betænkelig ved at Danmark skulle have sin egen ombudsmand. Begge partier mente at det bedste formentlig ville være at landet fik en forvaltningsdomstol.
1953
De radikale og de konservative mener, uanset tvivlen i andre partier, at Danmark bør have en ombudsmand – og disse kræfter er så stærke at et selvstændigt lovforslag om oprettelse af en ombudsmandsinstitution alligevel fremsættes, endnu inden den nye grundlov er vedtaget.
Justitsminister Helga Pedersen havde dog forinden fået lovforslaget ændret, således at ombudsmanden ikke skulle kontrollere domstolene juridiske virksomhed, men kun deres administrative funktion. Sagt med andre ord: Ombudsmanden kan ikke blande sig i indholdet af de afgørelser og domme der afsiges.
28. marts 1953
Folketinget vedtager – trods den stærke politiske tvivl - det ændrede lovforslag om oprettelsen af en ombudsmandsinstitution. Lovforslaget blev dog fremsat så sent, at Landstinget, der skulle nedlægges, ikke kunne nå at behandle forslaget. Forslaget blev derfor fremsat igen efter sommerferien og da vedtaget med få ændringer. Spørgsmålet om forvaltningsdomstole som alternativ til en ombudsmand kom aldrig på tale.
5. juni 1953
I grundloven indsættes en ny bestemmelse:
"§ 55. Ved lov bestemmes, at Folketinget vælger en eller to personer, der ikke er medlemmer af Folketinget, til at have indseende med statens civile eller militære forvaltning."
25. maj 1954
Folketinget vedtager endeligt loven om oprettelsen af en ombudsmandsinstitution i Danmark.
11. juni 1954
Kong Frederik den 9. underskriver loven om Folketingets Ombudsmand. Alligevel skulle der gå et år inden den første ombudsmand blev udnævnt.
1. november 1954
Ombudsmandsloven træder i kraft.
November 1954
Folketinget nedsætter et ombudsmandsudvalg. Inden jul bliver medlemmerne enige om at bede professor Louis le Maire, direktør for Statens Sindssygevæsen, blive ombudsmand. Han afslog to gange. Også en række andre personer var kandidater men først efter flere måneder begyndte navnet på den person, der faktisk skulle blive den første ombudsmand, at dukke op: Stephan Hurwitz. Han var professor i strafferet og estimeret lærer og forsker, men blev ikke i begyndelsen anset for at være nogen oplagt kandidat idet han ikke havde erfaring med administrativt arbejde i forvaltningen.
29. marts 1955
Politikerne i Folketinget samles om at pege på professor Stephan Hurwitz (1901-1981) som Danmarks første ombudsmand.
1. april 1955
Loven om Folketingets Ombudsmand træder i kraft. Professor Stephan Hurwitz indtager – som den første ombudsmand – sit beskedne kontor på Christiansborg. Embedet modtog den første måned 100 sager og 600 inden resten af året var gået. Ombudsmandsinstitutionen i Danmark blev den tredje af sin art i verden. Ombudsmanden – der jo rettelig er Folketingets – fik hurtigt tilnavnet den lille mands advokat. 1. januar 1956, ni måneder efter at embedet blev oprettet, var der foruden ombudsmanden selv ansat otte medarbejdere ved embedet.
Stephan Hurwitz fik den svære opgave at give ombudsmandsloven nogle praktiske rammer - eller sagt på en anden måde: I vidt omfang selv finde ud af hvad ombudsmanden skulle lave og hvor grænserne for hans arbejde skulle gå.
Hurwitz lagde vægt på at embedet skulle behandle klager fra borgerne og være uafhængigt af Folketingets politikere, uagtet at han jo var netop Folketingets Ombudsmand. Hurwitz fastslog – og viste i den måde han var ombudsmand på – at ombudsmanden skal vare sig for enhver følgagtighed over for politiske tilkendegivelser i de konkrete sager. Ombudsmanden var, i den forstand, ikke Folketingets – men sin egen.
Hurwitz slog således også fast at han for så vidt heller ikke var ’den lille mands’ forsvarer, selv om det efterhånden var sådan ombudsmanden blev opfattet: Ombudsmandens funktion var at sammenligne med dommerens, ikke advokatens – enhver sag har to parter, en klager og en der klages over, og begge parter havde krav på ordentlig og fair behandling.
Sværest for Hurwitz var det formentlig at afgøre det spørgsmål, der også i de følgende år skulle optage hans efterfølgere: Skal Folketingets Ombudsmand ’kun’ beskæftige sig med det processuelle – altså den praktiske sagsbehandling, det kunne være myndighedernes sagsbehandlingstid, opførsel overfor borgerne, om myndighederne begrunder afgørelser og gør dem forståelige, om god forvaltningsskik er fulgt – eller skal ombudsmanden også have mulighed for at blande sig i det ’materielle’, det indholdsmæssige. Altså vurdere om myndighederne har truffet den rigtige (lovlige og rimelige) afgørelse.
Dette spørgsmål var påtrængende og principielt og da klagerne allerede var begyndt at strømme ind – og ikke overraskende drejede mange sig netop om indholdet af myndighedernes afgørelse - måtte Danmarks første ombudsmand træffe sin afgørelse. Og resultatet blev, uagtet af det ikke var populært blandt alle, at ombudsmanden fra første færd også tog stilling til indholdet i myndighedernes afgørelser, ikke kun myndighedernes adfærd.
En anden stor opgave var at udbrede kendskabet til ombudsmanden i befolkningen og skaffe accept i den offentlige forvaltnings mange hjørner. Den offentlige forvaltning var ikke – og er stadig ikke – forpligtet til at følge ombudsmandens henstillinger eller rette op på kritik, men det lykkes den første ombudsmand – i kraft af saglighed og personlighed – at skabe den praksis, der stadig gælder: At myndighederne i stort set hver eneste sag tager ombudsmandens kritik til efterretning og følger hans henstillinger.
1. april 1961
Ombudsmanden får adgang til i et vist omfang at kontrollere også kommuner og amtskommuner. Dog med flere begrænsninger. De kommunale organisationer var dengang imod at give ombudsmanden denne ret, af frygt for at ombudsmanden ville gribe ind i det lokale selvstyre som det blev udøvet af lokale politikere.
Derfor blev den enkelte kommunalbestyrelses virksomhed undtaget for ombudsmandens kontrol – med mindre ombudsmanden lavede undersøgelser af egen drift, hvor der var tale om krænkelse af væsentlige retlige interesser, altså sager hvor der var begået grove fejl eller uret af betydning for borgerne.
Disse begrænsninger blev ophævet igen med virkning fra 1. januar 1997 hvor ombudsmanden fik fuld adgang til at føre kontrol med kommuner og amter.
1. juli 1971
Direktør i Kriminalforsorgen Lars Nordskov Nielsen (1924-2000) udnævnes til ombudsmand. Bestrider posten indtil 1981.
Lars Nordskov Nielsen kom på flere måder til at præge og forandre embedet. Dels opprioriterede han ombudsmandens inspektioner af ikke mindst fængsler og arresthuse, dels var han i høj grad med til at udvikle begrebet ’god forvaltningsskik’, der siden blev delvist overført til forvaltningsloven.
Allerede dengang var det naturligvis en del af den normale forståelse at borgerne havde krav på en høflig behandling, at afgørelser fra en myndighed skulle begrundes og at sagsbehandlingen skulle foregå på en rimelig tid, men ofte fremgik den slags skik eller regler ikke af loven, og ombudsmanden havde derfor svært ved at kritisere dem.
Lars Nordskov Nielsen valgte sager hvor myndighederne havde haft kritisabel adfærd – men som ikke kunne kritiseres efter loven – og brugte dem til at opstille nogle krav til forvaltningen under overskriften ’god forvaltningsskik."
1981
Dr. jur. Niels Eilschou Holm (1937-) udnævnes til ombudsmand. Bestrider posten indtil 1986.
Niels Eilschou Holm havde 10 år tidligere været en af hovedkræfterne i arbejdet med at lave en ny offentlighedslov – der skulle sikre befolkningen indsigt i den offentlige forvaltnings arbejde og beslutninger – og skulle som ombudsmand komme til at afgive flere markante og principielle udtalelser om blandt andet retten til aktindsigt.
Hans periode som ombudsmand blev desuden præget af den gentagne og langstrakte behandling i Folketinget af den forvaltningslov, der havde været diskuteret i 50 år. I denne periode blev også Den Europæiske Menneskerettighedskonvention inddraget når ombudsmanden skulle give henstillinger eller kritik.
Det skete allerede i 1982 da myndighederne ønskede for bestandigt at udvise en thailandsk kvinde – og hendes to mindreårige børn – når moderen havde udstået en fængselsstraf for narkosmugling. Ombudsmanden bad Justitsministeriet sørge for at der, inden kvinden eventuelt blev udvist, blev skabt klarhed over børnenes skæbne hvis udvisningen faktisk fandt sted.
Det skete blandt andet ved at ombudsmanden pegede på Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, hvoraf det fremgår at "enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv (....) og at "ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund (...)".
1. januar 1987
Professor, dr. jur. Hans Gammeltoft-Hansen (1944-) udnævnes til ombudsmand. Bestrider stadig posten og er dermed den ombudsmand der indtil nu har siddet længst.
Hans Gammeltoft-Hansen tiltrådte stillingen som ombudsmand samtidig med at den nye forvaltningslov trådte i kraft. Det betød at ombudsmanden og hele embedet blev optaget af at fortolke og udfylde lovens kortfattede og generelt formulerede bestemmelser.
I disse år voksede institutionen – det samme gjorde sagstallet og ombudsmanden modtog stadig flere klager fra udlændinge vedrørende ophold i landet.
En enkelt sag – Tamil-sagen – som blev rejst i 1988 og først blev afsluttet i 1994 da den tidligere justitsminister i Rigsretten blev idømt fire måneders betinget fængsel for sit ansvar i sagen, kom til at spille en afgørende rolle for kendskabet til ombudsmanden og ombudsmandens omdømme.
Perioden med Hans Gammeltoft-Hansen var i begyndelsen – frem til 1997 – kendetegnet ved at større dele af forvaltningen var blevet overflyttet til kommuner og amter, udenfor ombudsmandens kontrol hvilket førte til et fald i antallet af inspektioner.
I 1997 blev loven om ombudsmandens arbejde ændret således at ombudsmanden også kan føre kontrol med amter og kommuner – det har ført til en stor opprioritering af arbejdet med at inspicere blandt andet (amtslige) psykiatriske hospitaler, afdelinger og bosteder.
Hans Gammeltoft-Hansen skulle også blive den ombudsmand der – i kraft af et omfattende sprogprojekt - lagde arm med den gamle tradition blandt ikke mindst jurister for at skrive svært og indviklet. Målet var at skrive bedre, klarere og lettere forståelige afgørelser og breve i øvrigt til borgerne, uden at den juridiske præcision og balance gik tabt.
1988
Folketingets Ombudsmand gennemfører det såkaldte første ’egen-drift-projekt’. Undersøgelserne foregik – og sådan sker det stadig – på den måde at embedet vælger nogle myndigheder eller sagsområder man ønsker at kontrollere nærmere. Den myndighed, der udvælges til en sådan undersøgelse, anmodes derefter om at sende ombudsmanden et større antal afsluttede sager som så gennemgås og analyseres for at se om de forvaltningsretlige regler og principper er overholdt. Sagt med andre ord: Om borgerne på dette forvaltningsområde er blevet behandlet rimeligt og efter loven.
1990
Afdelingschef Jens Møller udnævnes til retschef ved Folketingets Ombudsmand og bliver dermed stedfortræder for ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen. 2004 udnævnes han til direktør.
1. januar 1997
Også kommuner og amter bliver – med en ændring af ombudsmandsloven - omfattet af ombudsmandens kontrol. Baggrunden for Folketingets beslutning var at betydelige dele af statsforvaltningen i årenes løb var overladt fra staten til kommunerne – et eksempel er miljøområdet – samtidig med at borgernes mulighed for at klage over kommunerne siden 1961 var begrænset.
Folketinget lagde vægt på, at da kommuner og amter fik større betydning og indflydelse på den ’samlede’ offentlige forvaltning, samtidig med at mulighederne for at klage over kommunerne var få, var ombudsmandens mulighed for at kontrollere den offentlige forvaltning samlet set blevet mindre siden 1961.
Den tidligere ombudsmandslov gav ombudsmanden mulighed for at beordre en myndighed til at rejse en disciplinærsag eller en tiltale, men hverken den nuværende eller de tidligere ombudsmænd havde nogensinde anvendt den mulighed, der således også blev afskaffet med den nye lov.
Endelig blev det besluttet at ombudsmandens inspektioner af ikke mindst fængsler, men også andre institutioner – psykiatriske afdelinger, detentioner, bosteder og lignende – skulle udvides betydeligt.