Ombudsmandens jurister arbejder ikke kun med sager bag deres skriveborde. En af de vigtige opgaver, som foregår uden for kontoret på Gammeltorv, er inspektionerne.
Målet med inspektionerne er ofte at undersøge, hvordan myndighederne behandler borgere, som af den ene eller anden grund er berøvet deres frihed i en periode. Vi besøger for eksempel
- fængsler, arresthuse og kriminalforsorgens pensioner
- politiets venterum og detentioner
- psykiatriske afdelinger
Vi besøger også andre institutioner, hvor borgere bor i kortere eller længere tid og derfor i deres daglige liv må indordne sig under de regler, der gælder for institutionen – for eksempel psykiatriske og sociale botilbud.
Ombudsmandens inspektionsafdeling
OPCAT
OPCAT er den engelske forkortelse for FN’s valgfri protokol mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Protokollen er en international aftale. Lande, som har tiltrådt aftalen, udpeger en uafhængig instans til at besøge steder, hvor borgere er frihedsberøvet, for at undersøge, hvordan de bliver behandlet. I Danmark er Folketingets Ombudsmand blevet udpeget.
Rammen om OPCAT-inspektionerne er anderledes end for ombudsmandens øvrige
inspektioner, for eksempel kan OPCAT-enheden besøge både offentlige og private institutioner. Ombudsmanden samarbejder med Institut for Menneskerettigheder og Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre om OPCAT-inspektionerne.
OPCAT-enheden
Udsendelsesenheden
Udsendelsesenheden overvåger, hvordan det foregår, når politiet eskorterer udenlandske borgere ud af Danmark, efter at de er blevet udvist. I nogle af disse tilfælde følger en medarbejder fra ombudsmanden med på en del af eller hele rejsen som observatør.
Ligebehandling af mennesker med handicap
Handicappedes adgang til offentlige bygninger hører også til inspektionsområdet hos ombudsmanden. På inspektioner af handicaptilgængelighed har ombudsmandens medarbejdere måleudstyr med for at tjekke, om for eksempel ramper for kørestolsbrugere har en hældningsgrad, som stemmer overens med byggereglerne. En medarbejder hos ombudsmanden, som er kørestolsbruger, deltager i inspektionerne.
Ombudsmanden har bl.a. undersøgt handicaptilgængeligheden i flere rådhuse, biblioteker og uddannelsesinstitutioner.
Ombudsmandens arbejde med ligebehandling af mennesker med handicap
