Initiativ-sager

Folketingets Ombudsmand behandler ikke kun klagesager. Vi kan også selv tage initiativ til at
undersøge en sag. Hvis vi for eksempel undrer os over medieomtale af en myndighed, kan vi starte en initiativ-sag. (Også kaldet egen drift-sag). En initiativ-sag har typisk følgende forløb:

  • Ombudsmanden beder myndigheden om dokumenter og en redegørelse om den sag, vi overvejer at undersøge.
  • Myndigheden svarer. Ombudsmanden tager stilling til, om der er grund til at gå videre med sagen, i mange tilfælde stopper den her.
  • Ombudsmanden stiller eventuelt yderligere spørgsmål.
  • Ombudsmanden skriver sin udtalelse.


Ingen afhøringer eller ransagninger

Vi er normalt begrænset til den dokumentation, vi kan få på skrift. I enkelte tilfælde henter vi også oplysninger fra telefonsamtaler eller møder. Vi foretager ikke afhøringer som domstolene eller ransagninger som politiet. Vi må derfor bygge på de oplysninger, som myndighed og borger giver.


Kritik og henstilling

Hvis ombudsmanden mener, at myndigheden har begået fejl, kan ombudsmanden kritisere og eventuelt også henstille til myndigheden, at den behandler sagen igen og træffer en ny afgørelse.

Ombudsmanden kan ikke kræve, at myndighederne følger en henstilling, det gør de dog i langt de fleste tilfælde.


Initiativ-projekter

Et initiativ-projekt er en generel undersøgelse, hvor ombudsmanden gennemgår flere sager af samme type, som regel fra samme myndighed. Hensigten er først og fremmest at afdække gennemgående mangler og fejl.