Forvaltningsloven giver parter i afgørelsessager en række rettigheder over for den pågældende myndighed. Det omfatter bl.a. ret til partshøring, begrundelse, partsaktindsigt og partsrepræsentation.

Formålet med disse rettigheder er dels at styrke parternes retssikkerhed over for forvaltningen, dels at give forvaltningen det bedst mulige grundlag for at træffe en korrekt afgørelse. Det er derfor af stor betydning, at forvaltningen er opmærksom på, om en borger er part i en sag.

Bl.a. ansøgere, klagere og personer, som et krav, forbud eller påbud vil blive rettet til, er parter. Begrebet omfatter således typisk den eller dem, som afgørelsen i en sag vil blive stilet til (adressaten). Men andre kan også være parter. Det afhænger af, om de kan anses for at have en væsentlig, individuel og retlig interesse i sagen og dens udfald.

Nabo var part i sag om miljøgodkendelse af flugtskydebane

En nabo til en flugtskydebane klagede over, at han i forbindelse med kommunens sag om miljøgodkendelse af skydebanen ikke var blevet anset for part. Det fremgik af sagen, at kommunen havde naboorienteret 233 omboende om sagens behandling, og at der var mange, der blev berørt af støjen fra skydebanen.

Naboen og fem andre omboende lå enkeltvis og isoleret rundt om skydebanen, og de ville ifølge støjmålinger alle blive ramt af det højeste støjniveau. Uanset at dette støjniveau lå inden for det tilladte for nye skydebaner, mente ombudsmanden, at det høje støjniveau adskilte disse seks omboende fra det meget store antal af øvrige omboende, der efter det oplyste blev berørt i mindre grad.

På grund af den omfattende og intense støjpåvirkning var det ombudsmandens opfattelse, at naboens interesse i sagen var tilstrækkeligt væsentlig og individuel til, at han måtte anses for part i forvaltningslovens forstand.

FOB 04.274

1 Oversigt

Ansøgere, klagere og personer, som et krav, forbud eller påbud vil blive rettet til, er omfattet af partsbegrebet. Partsbegrebet omfatter således typisk den eller dem, som afgørelsen i en sag vil blive stilet til (afgørelsens adressater). Men andre kan også være parter. Det afhænger af, om de kan anses for at have en væsentlig, individuel og retlig interesse i sagen og dens udfald.

Overordnede bemærkninger om partsbegrebet og parters rettigheder findes i afsnit 2.

Ansøgere og andre adressater for afgørelser omtales i afsnit 3, mens klagere omtales i afsnit 4. Situationer, hvor andre personer har partsstatus i kraft af en væsentlig, individuel og retlig interesse, beskrives i afsnit 5.

Afgrænsningen af partsbegrebet i forhold til særlige persongrupper mv. beskrives i afsnit 6, og nogle særlige sagstyper omtales i afsnit 7.

2 Generelt om partsbegrebet

Partsbegrebet er ikke defineret i forvaltningsloven, men skal forstås i overensstemmelse med lovens forarbejder og praksis, herunder retspraksis og ombudsmandspraksis.

Parter har efter forvaltningsloven en række rettigheder i forbindelse med myndighedernes behandling af afgørelsessager, herunder ret til partshøring, begrundelse, partsaktindsigt og partsrepræsentation.

 Overblik #4 om afgørelsesbegrebet

Partsbegrebet har desuden sammenhæng med, om en borger efter almindelige forvaltningsretlige regler er berettiget til at påklage afgørelsen i en sag. Se afsnit 4 nedenfor.

Partsbegrebet har ofte også betydning for en myndigheds adgang til at udlevere oplysninger. Mange sager indeholder således oplysninger, som kun må udleveres til sagens parter.

Se bl.a. FOB 2015-35 (omtalt i afsnit 4 nedenfor), som angik udlevering af oplysninger til en arbejdsgiver i en arbejdsskadesag.

Hvis en part lader sig repræsentere af en anden, har det som udgangspunkt den virkning, at repræsentanten opnår de rettigheder, der efter forvaltningsloven tilkommer parten. Det betyder bl.a., at henvendelser fra myndigheden om sagens behandling, herunder afgørelsen i sagen, normalt sendes til partsrepræsentanten.

 Overblik #6 om partsrepræsentation

Selv om en borger ikke er part i en sag, kan det følge af god forvaltningskik, at myndighederne bør iagttage visse rettigheder i forhold til borgeren.

Se eksempelvis FOB 08.491 og FOB 03.345.

En kommune burde på et tidligere tidspunkt have orienteret en plejefamilie om flytning af deres plejebarn

En 9-årig dreng kom ikke tilbage til sin plejefamilie efter en sommerferie med sin biologiske mor. Det skyldtes, at kommunen havde besluttet, at drengen efter ferien skulle flytte direkte til en institution. Beslutningen var truffet, inden drengen tog på ferie med sin mor, men kommunen orienterede først plejeforældrene om beslutningen over to uger senere, mens drengen var på ferie.

Ombudsmanden udtalte, at plejeforældrene ikke kunne anses for part i sagen om flytningen af drengen og derfor ikke havde retligt krav på at få underretning om afgørelsen. Kommunen burde dog i overensstemmelse med god forvaltningsskik have orienteret plejefamilien om flytningen på et tidligere tidspunkt. Efter det oplyste var der ingen forhold, der kunne begrunde, at kommunen ventede over to uger med at orientere dem.

FOB 08.491

3 Ansøgere og andre adressater for en afgørelse

Partsbegrebet omfatter ansøgere – dvs. borgere, der til en forvaltningsmyndighed har indgivet ansøgning om en ydelse, tilladelse e.l.

Borgere, som et krav, forbud eller påbud vil blive rettet til, er også parter.

Partsbegrebet omfatter således typisk den eller dem, som en afgørelse vil blive stilet til – dvs. adressaterne for en afgørelse.

4 Klagere

Partsbegrebet omfatter også klagere. En borger, der som klageberettiget har indgivet en klage til en rekursinstans, er part i selve klagesagen.

De borgere, der klager over en afgørelse, vil ofte også have været parter i sagen, mens den blev behandlet i første instans. Det skyldes, at partsbegrebet som udgangspunkt i hvert fald omfatter personer, som efter forvaltningsrettens almindelige regler er klageberettigede. Kriterierne for at være klageberettiget efter forvaltningsrettens almindelige regler er således normalt sammenfaldende med kriterierne for partsstatus.

Klagere behøver dog ikke nødvendigvis at have været parter i første instans.

Forvaltningsrettens almindelige regler om, hvem der er klageberettigede, kan være fraveget i lovgivningen. I lovgivningen findes der således særregler, som udvider kredsen af klageberettigede og giver klageadgang til eksempelvis organisationer, der ikke er parter i sagen i første instans. Hvis sådanne organisationer udnytter klageadgangen, bliver de parter i selve klagesagen, selv om de ikke er parter i sagen i første instans.

I miljøbeskyttelseslovens kapitel 11 findes eksempler på særregler om klageadgang for bl.a. organisationer, der ikke er parter i sagen i første instans. 

Desuden kan der være særregler i lovgivningen, som afskærer klageadgangen for parter. En part i en sag vil således ikke nødvendigvis været berettiget til at klage over afgørelsen i sagen.

En arbejdsgiver, der klagede over en afgørelse om anerkendelse af en arbejdsskade, blev part i klagesagen

En arbejdsgiver klagede til Ankestyrelsen over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om anerkendelse af en arbejdsskade. Selv om arbejdsgiveren ikke var part i Arbejdsskadestyrelsens sag, havde han efter arbejdsskadesikringsloven adgang til at klage over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Ankestyrelsen anså arbejdsgiveren for at være part i klagesagen og gav ham partaktindsigt i sagens dokumenter.

Ombudsmanden mente ikke, at han kunne kritisere, at Ankestyrelsen havde tilrettelagt sin praksis i overensstemmelse med den almindelige forvaltningsret. Udgangspunktet efter den almindelige forvaltningsret er, at en person, der udnytter en lovbestemt ret til at klage, bliver part i selve klagesagen. Det gælder også, selv om personen ikke har været part under førsteinstansens behandling af sagen. Ombudsmanden påpegede, at arbejdsgiveren kun bliver part i spørgsmålet om anerkendelse af arbejdsskaden, da det er disse afgørelser, som arbejdsgiveren har ret til at klage over.

FOB 2015-35

5 Væsentlig, individuel og retlig interesse

Også personer, som ikke er ansøgere, adressater eller klagere, kan være parter i en sag. Det afhænger af, om de kan anses for at have en væsentlig, individuel og retlig interesse i sagen og dens udfald.

5.1. Væsentlig interesse

Et af kriterierne for partsstatus er, at borgeren har en væsentlig interesse i sagen og dens udfald. Afgørelsen skal således angå borgerens forhold med en vis intensitet og styrke.

Om en interesse er væsentlig, må afgøres konkret. Ved vurderingen kan der inddrages nogle hjælpekriterier, bl.a. om sagens afgørelse får direkte virkning for borgeren, eller om virkningen er afledt.

Det er som udgangspunkt kun den, der bliver direkte berørt af en afgørelse, der er part i sagen. Hvor afgørelsen i en sag har direkte konsekvenser for tredjemand, vil den pågældende således kunne anses for part i sagen.

Et ægtepar havde partsstatus i en tilsynssag om en kommunes salg af et jordstykke

Et ægtepar havde flere gange tilkendegivet over for en kommune, at de var interesserede i at købe et jordstykke i nærheden af deres ejendom. Kommunen solgte imidlertid jordstykket til anden side. Ægteparret indbragte sagen for statsamtet, som ikke mente, at kommunen havde handlet ulovligt.

Ombudsmanden kritiserede, at kommunen ikke havde opfordret ægteparret til at fremsætte et købstilbud. Ægteparret havde en direkte interesse i sagen i statsamtet, der måtte karakteriseres som både væsentlig og individuel. Efter ombudsmandens opfattelse havde ægteparret derfor utvivlsomt partsstatus i denne sag, og statsamtet burde således have partshørt ægteparret.

FOB 07.424

Selv om det som udgangspunkt kun er den, der bliver direkte berørt af en afgørelse, der er part i sagen, kan afledte interesser dog i visse tilfælde være så væsentlige, at de udløser partsstatus.

Ved vurderingen af, om en afledt interesse er tilstrækkeligt væsentlig til at udløse partsstatus, må mængden og arten af de led, der indgår mellem sagens udfald og den aktuelle betydning for borgeren, tages i betragtning. Det må desuden tages i betragtning, hvor indgribende betydning sagens udfald får for borgeren, og om den afledte interesse må anses for at være beskyttet af den materielle lovgivning i sagen.

Se bl.a. FOB 2015-61, hvor ombudsmanden fandt, at et revisionsselskab ikke var part i en sag om omkostningsgodtgørelse til selskabets klient, som var gået konkurs.

Når udfaldet af en sag ikke har direkte og automatiske virkninger for en borger, men alene øger sandsynligheden for, at visse følger af betydning for borgeren indtræder, vil borgerens interesse i sagen som oftest være så indirekte og usikker, at han eller hun ikke vil blive tillagt partsstatus.

En arving var ikke part i sag om beskatning af dødsboet

En borger klagede over, at skattemyndighederne havde afslået at give hende aktindsigt i dokumenter om beskatning af dødsboet efter hendes søster. Afslaget blev givet efter både forvaltningsloven og offentlighedsloven.

Uanset at borgeren som arving havde en betydelig interesse i dødsboets skatte- og afgiftssag, var det ombudsmandens vurdering, at interessen var indirekte og afledt og ikke væsentlig i en sådan grad, at borgeren kunne anses for part i forvaltningslovens forstand. Ombudsmanden kritiserede derfor ikke myndighedernes afslag på aktindsigt efter forvaltningsloven.

Ombudsmanden kritiserede heller ikke myndighedernes afslag på aktindsigt efter offentlighedsloven. På baggrund af borgerens betydelige, men indirekte interesse i sagen ville det dog have været ønskeligt, hvis myndighederne havde kontaktet bobestyreren for at få afklaret, om boet kunne tilslutte sig, at skattemyndighederne gav borgeren indsigt i sagerne.

FOB 03.345

5.2. Individuel interesse

Kriteriet om en individuel interesse indebærer, at partsstatus i en bestemt sag kun kan tilkomme en begrænset personkreds, der er konkret berørt.

Dette udelukker som udgangspunkt partsstatus i forhold til sager om udfærdigelse af generelle retsforskrifter. Der kan dog forekomme tilfælde, hvor enkelte bliver så individuelt berørt af en forskrift, at der kan være grundlag for at betragte dem som parter, uanset at der er tale om en generel retsforskrift. Det gælder navnlig i tilfælde, hvor en forskrift kun skal gælde inden for et snævert geografisk område.

Elinstallationsfirma var part i sag om standsningsforbud på en gågade

En kommune udstedte et standsningsforbud i en gågade på bl.a. hverdage mellem kl. 11 og 17. Et elinstallationsfirma, som havde butik, kontor og lager på en adresse i gågaden, anlagde sag mod kommunen med påstand om, at standsningsforbuddet var ugyldigt.

Højesteret fastslog, at elinstallationsfirmaet – på trods af standsningsforbuddets generelle karakter – måtte anses for at være så væsentligt og individuelt berørt af forbuddet, at firmaet skulle tillægges partsstatus efter forvaltningsloven. Af henvendelser fra andre erhvervsdrivende i området måtte kommunen forstå, at elinstallationsfirmaets virksomhed adskilte sig fra den almindelige butiksvirksomhed i gaden med hensyn til interessen i kortvarige standsninger. Firmaet burde derfor have været partshørt, inden kommunen traf afgørelse om indførelse af standsningsforbuddet.

Ugeskrift for Retsvæsen – U 2012.605 H

Efter omstændighederne udelukker kravet om individuel interesse også partsstatus i forhold til konkrete afgørelser, der berører et stort og muligvis ubestemt antal personer, virksomheder mv.

Jo større en personkreds, der er berørt af en afgørelse, des mere udtyndes interessen for den enkelte. Selv i en omfattende personkreds kan der dog være enkelte, der i særlig grad berøres, og hvis interesse i afgørelsen derfor stiger til en sådan styrke, at de må tillægges partsstatus.

Beslutninger, der på ensartet grundlag gør indgreb i interesser hos en større personkreds, medfører på den baggrund ikke uden videre partsstatus til medlemmerne af personkredsen eller til sammenslutninger af denne personkreds. Om sammenslutninger, se afsnit 6.3 nedenfor.

En virksomhed var ikke part i en sag om en anden virksomheds markedsføring

Fødevaremyndighederne ville ikke anse en virksomhed for part i en sag om markedsføring og mærkning af en anden virksomheds kransekageprodukt. Fødevarestyrelsen havde truffet afgørelse over for den anden virksomhed om, at den ikke måtte bruge betegnelsen ”kransekage” om et produkt med et mandelindhold på 1,6 pct. Der var krav om et højere indhold af mandler i ”kransekage”. Fødevarestyrelsens afgørelse kom til at danne grundlag for myndighedernes fremtidige praksis om kravene til indholdet af mandler i kransekage, og det kunne få betydning for den første virksomheds fremtidige produktion og salg af kranskageprodukter.

Virksomheden, som ikke var blevet anset for part i ”kransekagesagen”, klagede over det til ombudsmanden. Ombudsmanden lagde til grund, at afgørelsen i ”kransekagesagen” ikke havde retsvirkninger for den virksomhed, der ønskede partsstatus, og at virksomhedens interesse i sagen derfor var afledt og indirekte. Desuden var der en række andre virksomheder, som nok også havde en interesse i sagen, og det fremgik ikke, at netop virksomheden, der klagede til ombudsmanden, var berørt i særlig grad. Ombudsmanden var på den baggrund enig med fødevaremyndighederne i, at virksomheden ikke var part.

FOB 2010 11-1

5.3. Retlig interesse

Interessen skal desuden være retlig. Hermed sigtes (bl.a.) til, at en moralsk eller følelsesmæssig interesse i en sags udfald ikke i sig selv er tilstrækkelig til at udløse partsstatus.

Er interessen meget stærk og anerkendelsesværdig, vil dette dog efter omstændighederne blive anset for tilstrækkeligt til at udløse partsstatus, uanset at det kan være tvivlsomt, om interessen kan karakteriseres som retlig.

Det har også betydning, om de interesser, som borgeren søger at varetage, er værnede efter den relevante lovgivning. Det indebærer, at fastlæggelsen af sagens tema og dermed kredsen af de interesser, der knytter sig til dens udfald, efter omstændighederne kan have betydning for, hvem der må anses for part i sagen.

En borger var ikke part i Fødevarestyrelsens sag om en dyrlæge, der havde behandlet borgerens hund

En borger klagede til Fødevarestyrelsen over en dyrlæge, der havde behandlet hans hund. Fødevarestyrelsen og Fødevareministeriets Klagecenter mente ikke, at hundeejeren var part i Fødevarestyrelsens sag om dyrlægen.

Ombudsmanden var enig i, at borgeren ikke kunne anses for part i sagen om dyrlægen. De relevante krav i dyrlægeloven rettede sig først og fremmest mod almene og offentlige interesser med henblik på at sikre den faglige standard på dyrlægeområdet, og Fødevarestyrelsens konkrete afgørelse rettede sig mod dyrlægen. Borgerens interesse i afgørelsen var således afledt. Uanset at borgeren måtte have en betydelig subjektiv og følelsesmæssig interesse i sagen, mente ombudsmanden ikke, at interessen var af en sådan karakter, at borgeren kunne tillægges partsstatus.

FOB 2015-37

6 Mere om partsbegrebet

6.1. Anmeldere, forurettede og vidner

En borger bliver ikke part i en sag, blot fordi han eller hun ved sin henvendelse til en myndighed har givet anledning til, at myndigheden rejser sagen. Hvis en borger f.eks. henvender sig til den kommunale tilsynsmyndighed og dermed giver anledning til, at tilsynsmyndigheden iværksætter en undersøgelse, får borgeren ikke af den grund partsstatus i tilsynsmyndighedens sag eller den underliggende sag, der har givet anledning til henvendelsen.

Borgeren kan dog være involveret i sagen på andet grundlag og på en sådan måde, at det kan begrunde partsstatus, men anmeldelsen i sig selv gør det som nævnt ikke, uanset at borgeren ved sin anmeldelse har tilkendegivet en betydelig subjektiv interesse for sagen.

Se eksempelvis FOB 2015-37, som er omtalt i afsnit 5.3 ovenfor.

Virksomheder, der havde klaget til et statsamt, var parter i statsamtets tilsynssag

En advokat klagede til et statsamt (det kommunale tilsyn) over, at en kommune ikke opfyldte sin pligt til at føre tilsyn med et taxaselskabs bestillingskontor. Advokaten mente, at bestillingskontoret havde udelukket hans klienter fra kørselsopgaver for visse kontokunder. Det kommunale tilsyn er ikke en rekursordning, hvor borgere har krav på klagebehandling af en sag.

Ombudsmanden udtalte generelt, at det forhold, at en person ved sin henvendelse giver anledning til, at statsamtet rejser en tilsynssag, ikke i sig selv indebærer, at den pågældende kan anses for part i sagen i statsamtet. I alle sager, hvor der er tale om, at statsamtet skal bedømme lovligheden af en kommunes afgørelse over for en privatperson, må privatpersonen dog som udgangspunkt siges at have en væsentlig, individuel interesse i, om der bliver skredet ind over for kommunens afgørelse.

I den konkrete sag havde advokaten anmodet statsamtet om at tage stilling til, om kommunen opfyldte sin tilsynsforpligtelse over for et taxaselskabs bestillingskontor. Ombudsmanden mente derfor, at advokatens klienter havde en væsentlig og individuel interesse i udfaldet af sagen i statsamtet, som derfor burde have anset klienterne for parter i sagen.

FOB 06.145

6.2. Juridiske personer

En juridisk person, som f.eks. et aktieselskab, kan være adressat for en afgørelse. I så fald er den juridiske person part i afgørelsessagen. Den juridiske persons partsbeføjelser udøves af de personer, der har fuldmagt til at handle på vegne af den juridiske person.

Fysiske personer, herunder f.eks. nuværende eller tidligere medlemmer af ejerkredsen eller ledelsen i et selskab, kan efter omstændighederne have selvstændig partsstatus i selskabets sag. Om det er tilfældet, afhænger af en konkret vurdering af, om de pågældende har en væsentlig, individuel og retlig interesse i sagens udfald. Det vil være undtagelsen, at medlemmer af ejerkredsen har en så væsentlig og direkte interesse i sagens udfald, at de kan betragtes som parter. Det samme gælder for medlemmer af selskabets ledelse.

En aktionær var ikke part i skattesager om et aktieselskab i likvidation  

En borger søgte skattemyndighederne om aktindsigt i to sager vedrørende et aktieselskab i likvidation. Borgeren havde tidligere været bestyrelsesmedlem og aktionær i selskabet. Han oplyste desuden, at han stadig ejede 50 pct. af et andet selskab, som havde den bestemmende indflydelse i selskabet i likvidation. Skattemyndighederne gav afslag på partsaktindsigt under henvisning til, at borgeren ikke var part i sagerne.  

Ombudsmanden kritiserede ikke, at borgeren ikke blev betragtet som part i de to sager. En aktionær berøres generelt ikke individuelt eller direkte af udfaldet af sager vedrørende selskabet og kan derfor normalt ikke betragtes som part, og det samme gælder for medlemmer af selskabets ledelse.

Ombudsmandens undersøgelse af et antal sager om aktindsigt fra Told- og Skattestyrelsen af 8. september 2005

6.3. Foreninger og organisationer

Foreninger og organisationer kan som juridiske personer have partsstatus i en sag. Eksempelvis vil en forening, der på egne vegne har indgivet en ansøgning, være part i ansøgningssagen. Se afsnit 6.2 ovenfor.

Sager om beslutninger, der på ensartet måde gør indgreb i interesser hos en større personkreds, giver ikke uden videre medlemmer af denne personkreds partsstatus. Se afsnit 5.2 ovenfor. Den omstændighed, at personkredsens medlemmer slutter sig sammen i en forening, kan i almindelighed heller ikke føre til, at foreningen som sådan anses for part i tilfælde, hvor de enkelte medlemmer i foreningen ikke i sig selv har partsstatus.

I sådanne tilfælde vil det normalt være afgørende, om et eller flere af de enkelte medlemmer selv opfylder kravene til at kunne anses for part i sagen. Hvis det er tilfældet, bliver det herefter et spørgsmål om partsrepræsentation, om man vil anerkende foreningen som den, der varetager alle parters interesser eller dog interesserne for dem, der udtrykkeligt har tilkendegivet ønske herom, eventuelt gennem særskilt fuldmagt.

Om særregler om klageadgang for foreninger og organisationer, se afsnit 4 ovenfor.

 Overblik #6 om partsrepræsentation

En interesseorganisation havde ikke partsstatus i en eventuel straffesag  

En interesseorganisation indgav en politianmeldelse i anledning af nogle avisartikler, som organisationen anså for stærkt forhånende og krænkende over for etniske minoriteter. Politiet og statsadvokaten lagde til grund, at foreningen ikke havde partsstatus i en eventuel straffesag.

Ombudsmanden var enig heri. Han udtalte, at det er almindeligt antaget, at interesseorganisationer, der varetager andres interesser på idealistisk, faglig, organisatorisk, arbejdsmæssig eller lignende basis, i almindelighed ikke kan anses for parter eller i øvrigt være klageberettigede med hensyn til sådanne sager om strafferetlig forfølgning, medmindre der er et fuldmagtsforhold.

FOB 02.170

6.4. Myndigheder

En myndighed er normalt ikke part i de sager, hvor den træffer afgørelse. Når en overordnet myndighed behandler en klage over en underordnet myndigheds afgørelse, er den underordnede myndighed således heller ikke part i klagesagen.

En myndighed kan dog i andre sammenhænge være part i en anden myndigheds afgørelsessag. Det gælder først og fremmest i de situationer, hvor myndigheden kan sidestilles med en privat person. Der kan eksempelvis være tale om, at en myndighed søger om byggetilladelse.

Underordnede myndigheder var ikke parter i en klagesag  

Ankestyrelsen sendte en kopi af en afgørelse om aktindsigt i en lægekonsulentudtalelse, som indgik i en kvindes arbejdsskadesag, til det sociale nævn og kommunen. Styrelsens afgørelse om aktindsigt indeholdt fortrolige oplysninger. Ankestyrelsen anførte, at nævnet og kommunen havde modtaget oplysningerne som ”parter” i kvindens pensionssag, der tidligere var blevet behandlet i de to myndigheder.

Ombudsmanden bemærkede, at styrelsens betegnelse af nævnet og kommunen som ”parter” i pensionssagen var misvisende, idet han gik ud fra, at betegnelsen kun henviste til nævnets og kommunens behandling af sagen som offentlige myndigheder. På den baggrund fandt ombudsmanden, at styrelsen havde handlet i strid med sin tavshedspligt ved at sende de fortrolige oplysninger til nævnet og kommunen.

FOB 06.403

6.5. Mindreårige

Børn og unge under 18 år kan være parter i en afgørelsessag på samme måde som myndige personer. Men en mindreårigs partsbeføjelser skal som udgangspunkt udøves af den eller dem, som har forældremyndigheden over den mindreårige. Forældremyndighedsindehaveren har efter forældreansvarsloven adgang til at varetage barnets interesser og behov som legal partsrepræsentant.

Overblik #6 om partsrepræsentation – afsnit 2.3 om dokumentation for repræsentationsforholdet

7 Særlige sagstyper

7.1. Aktindsigt mv.

En sag om aktindsigt efter offentlighedsloven og forvaltningsloven eller en sag om indsigt efter databeskyttelsesforordningen er en selvstændig sag. Spørgsmålet om, hvem der er part i aktindsigtssagen, er derfor ikke sammenfaldende med spørgsmålet om, hvem der er part i den sag, som der søges om aktindsigt i.

Det er som udgangspunkt kun den, der har fremsat en begæring om aktindsigt – og som afgørelsen om aktindsigt altså retter sig imod – der er part i aktindsigtssagen. Den, som oplysningerne i sagen angår, anses således som hovedregel ikke for part i aktindsigtssagen og har derfor bl.a. ikke krav på partshøring efter forvaltningslovens § 19.

 Overblik #9 om partshøring

Behandlingen af visse andre spørgsmål, som er knyttet til en konkret sag, vil i særlige tilfælde også skulle anses for selvstændige sager. At en borger er part i hovedsagen, indebærer således heller ikke i disse tilfælde nødvendigvis, at borgeren også er part i sagen om det tilknyttede spørgsmål.

En mands tidligere samlever, som var mor til deres fælles barn, var ikke part i en sag om at afskære manden fra telefonkontakt med en styrelse

Familiestyrelsen meddelte en mand påbud om ikke at ringe til styrelsen. Styrelsen sendte samtidig en kopi af påbuddet til mandens tidligere samlever. Påbuddet blev givet i forbindelse med, at styrelsen traf afgørelse i anledning af en klage fra manden over sagsbehandlingstiden i en sag om børnebidrag til et barn, som han havde med den tidligere samlever. Styrelsen mente, at beslutningen om at afskære faren fra telefonisk kontakt havde en så nær sammenhæng med styrelsens fremtidige sagsbehandling, at moren til barnet skulle underrettes.

Efter ombudsmandens opfattelse var Familiestyrelsens sag om at afskære faren fra telefonkontakt med styrelsen en selvstændig sag, som var væsensforskellig fra klagesagen vedrørende statsamtets behandlingstid – både efter sit oplysningsgrundlag og udfald. Selv om moren havde en indirekte interesse i sagen om påbuddet til faren, kunne hun ikke anses for part.

FOB 06.310

7.2. Sager om miljø, planlægning og byggeri

I sager om miljø, planlægning og byggeri vil afgrænsningen af kredsen af parter ofte være vanskelig. Spørgsmålet om, hvem der er part i sagen, afgøres efter de almindelige kriterier. Se afsnit 3-5 ovenfor. Som anført gælder der på de nævnte områder ofte en udvidet lovbestemt klageadgang, som indebærer, at klageren er part i klagesagen, men ikke nødvendigvis i førsteinstanssagen.

En borger, der berøres af en sag om planlægning eller gennemførelse af andre generelle foranstaltninger, vil i almindelighed ikke være part i sagen om udarbejdelse af planen mv. Men navnlig i tilfælde, hvor planen mv. skal gælde inden for et så snævert geografisk område, at kun få personer direkte berøres, kan det ikke udelukkes, at disse personer må betragtes som parter. Det gælder, uanset at der er tale om udfærdigelse af en type plan, der i princippet har generel karakter.

I sager om byggetilladelse, miljøgodkendelse e.l. vil en nabo ikke uden videre være part. Det vil dog være tilfældet, hvis det projekt, der er søgt om tilladelse til, vil udsætte den enkelte nabo for konkrete og væsentlige gener. 

Nabo var part i sag om byggetilladelse

En nabo blev ikke partshørt, inden en kommune gav byggetilladelse til opførelse af hotellejligheder umiddelbart foran naboens feriebolig. Byggeriet medførte dels, at naboen bl.a. mistede havudsigt, dels gener som følge af, at man kunne se ind i husets stuer. Kommunen anså naboen for part i sagen på grund af den mistede havudsigt, men undlod partshøring, fordi kommunen anså det for ubetænkeligt at træffe afgørelse på det foreliggende grundlag. Statsamtet afviste, at naboen var part og klageberettiget.

Som følge af den korte afstand til naboens ejendom fandt ombudsmanden, at indbliksgenerne måtte anses for så betragtelige, at naboens interesse i sagen allerede af den grund havde en sådan intensitet og styrke, at naboen skulle have været betragtet som part og klageberettiget.

FOB 07.437

Ejer og lejer af bolighus var parter i sag om placering af reklameskilte

En kommune gav tilladelse til opstilling af tre ca. otte kvadratmeter store reklameskilte (billboards) ved en vej ud for et bolighus. Landsretten fandt, at bolighusets ejer og lejer havde en væsentlig og individuel interesse i den præcise placering af reklameskiltene. Ejeren og lejeren havde derfor partsstatus i sagen om kommunens afgørelse om at meddele tilladelse til placering af de tre reklameskilte. På den baggrund fandt landsretten, at kommunen havde pligt til at gennemføre partshøring af ejeren og lejeren, inden kommunen traf afgørelse i sagen om reklameskiltene.

Ugeskrift for Retsvæsen – U 2008.1359 V

En myndigheds pligt til at foretage partshøring gælder ikke, når den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder mv., eller hvis forelæggelsen af oplysningerne eller vurderingerne for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder. Det følger af forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 5.

 Overblik #9 om partshøring

 Overblik #14 om partshøring af naboer i byggesager

8 Typiske fejl

En part har efter forvaltningsloven en række rettigheder i forbindelse med en myndigheds behandling af en afgørelsessag, herunder ret til partshøring, begrundelse, partsaktindsigt og partsrepræsentation.

Eksempler på typiske fejl i forbindelse med partsbegrebet:

  • Myndigheden anser fejlagtigt en borger for at være part i en sag. I forbindelse med partshøring eller partsaktindsigt giver myndigheden borgeren fortrolige oplysninger, som kun må udleveres til parter i sagen. 
  • En myndighed foretager (efter kriterierne om væsentlig, individuel og retlig interesse) en forkert vurdering af, om en borger har partsstatus. Myndigheden forsømmer derfor f.eks. at foretage partshøring. 
  • En anmodning om aktindsigt efter offentlighedsloven behandles ikke som en selvstændig sag med selvstændige parter.

Væsentlige pointer

  • Partsbegrebet omfatter ansøgere, dvs. personer, der har søgt om en ydelse, tilladelse e.l. Se afsnit 3.

  • Partsbegrebet omfatter også andre former for adressater for afgørelser, herunder personer, som et krav, forbud eller påbud vil blive rettet til. Se afsnit 3.

  • Partsbegrebet omfatter klagere, dvs. personer, som efter forvaltningsrettens almindelige regler er klageberettigede. Se afsnit 4.

  • Også personer, som ikke er ansøgere, adressater eller klagere, kan være parter i en sag. Det afhænger af, om de kan anses for at have en væsentlig, individuel og retlig interesse i sagen og dens udfald. Se afsnit 5.

  • Væsentlighedskriteriet indebærer, at afgørelsen skal angå borgerens forhold med en vis intensitet og styrke. Det er som udgangspunkt kun den, der bliver direkte berørt af en afgørelse, der er part i sagen. Se afsnit 5.1.

  • Kriteriet om, at der skal være tale om en individuel interesse, indebærer, at partsstatus i en bestemt sag kun kan tilkomme en begrænset personkreds, der er konkret berørt. Se afsnit 5.2.

  • Kriteriet om, at der skal være tale om en retlig interesse, sigter til, at f.eks. en moralsk eller følelsesmæssig interesse i en sags udfald ikke i sig selv er tilstrækkelig til at udløse partsstatus. Se afsnit 5.3.

  • En borger bliver ikke part i en sag, blot fordi han eller hun ved sin henvendelse til en myndighed giver anledning til, at myndigheden rejser en sag. Se afsnit 6.1.

  • En sag om aktindsigt er en selvstændig sag. Spørgsmålet om, hvem der er part i aktindsigtssagen, er derfor ikke sammenfaldende med spørgsmålet om, hvem der er part i den sag, som der søges om aktindsigt i. Se afsnit 7.1.

Baggrund

Dette overblik bygger på forvaltningsloven med tilhørende forarbejder og administrative forskrifter, relevant retspraksis og ombudsmandspraksis samt den generelle forvaltningsretlige litteratur, herunder navnlig Niels Fenger, Forvaltningsloven med kommentarer (2013), s. 125 ff., Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 61 ff., Karsten Revsbech mfl., Forvaltningsret – Sagsbehandling, 7. udgave (2014), s. 186 ff., og Steen Rønsholdt, Forvaltningsret, 4. udgave (2014), s. 114 ff.