En kvindes mor havde i nogle år inden sin død været beboer på et plejehjem. I forbindelse med at kvinden besøgte sin mor, opstod der konflikter mellem kvinden og personalet vedrørende pasningen af moren. Konflikterne medvirkede til at plejepersonalets fagforening meddelte at dens medlemmer ikke længere kunne udføre tjeneste hos moren hvis der ikke blev fundet en løsning på konflikterne.

Efter morens død fortsatte kvinden med at komme på plejehjemmet bl.a. som besøgsven for en af de andre beboere, og hendes besøg gav stadig anledning til konflikter. Dette førte til at borgmesteren i et anbefalet brev til kvinden meddelte at hendes tilstedeværelse på plejehjemmet var uønsket. Han henledte i den forbindelse kvindens opmærksomhed på straffelovens § 264 om personer der uberettiget skaffer sig adgang til fremmed hus eller andet ikke frit tilgængeligt sted. Kvinden mødte alligevel op på plejehjemmet og blev i den forbindelse bortvist ved politiets hjælp.

Kvindens mand klagede til det kommunale tilsyn der ikke fandt grundlag for kritik af kommunen. Han klagede herefter til ombudsmanden.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere at kommunen af hensyn til plejehjemmets drift anså det for nødvendigt at meddele kvinden at hun var uønsket på plejehjemmet. Det retlige grundlag for en sådan meddelelse kunne enten være en 1) henstilling med advarsel om politianmeldelse eller besøgsforbud, 2) politianmeldelse eller 3) besøgsforbud med hjemmel i anstaltsbetragtninger.

Det fremgik af sagen at der ikke samtidig med meddelelsen til kvinden blev indgivet politianmeldelse. Det var uklart om meddelelsen herefter skulle opfattes som en henstilling med advarsel om politianmeldelse – jf. henvisningen til straffelovens § 264 – eller som et besøgsforbud.

Ombudsmanden mente det var kritisabelt at det ikke klart fremgik hvad der var det retlige grundlag for meddelelsen. Det hjemmelsgrundlag som beslutningen var truffet på grundlag af, burde have været fremgået af meddelelsen.
(J.nr. 2004-3027-063).

A, der afsonede en straf i Ringsted Arrest, var i en periode undergivet brevkontrol. I den samme periode verserede der hos kriminalpolitiet i Glostrup en efterforskningssag om A's undvigelse fra et statsfængsel. Som et led i brevkontrollen overlod arrestinspektøren Politimesteren i Glostrup at foretage en gennemlæsning af korrespondancen. Baggrunden herfor var, at arrestinspektøren fandt det nødvendigt at anmode om bistand fra det politimesterembede, der foretog efterforskningen i undvigelsessagen, bl.a. under hensyn til undvigelsesrisici, og til at A tidligere havde været mistænkt for at sende "skjulte" budskaber på forskellig vis.

A klagede til Direktoratet for Kriminalforsorgen over, at hans korrespondance blev sendt til Politimesteren i Glostrup. Direktoratet for Kriminalforsorgen meddelte A, at den anvendte fremgangsmåde ikke sås at være i strid med reglerne i direktoratets cirkulære om indsattes adgang til brevveksling og besøg, §§ 1 og 5.

Ombudsmanden udtalte, at han var enig med Direktoratet for Kriminalforsorgen i, at fremgangsmåden ikke var i strid med bestemmelserne i cirkulæret; bestemmelserne angik slet ikke dette spørgsmål. Derimod fandt ombudsmanden, at spørgsmålet skulle vurderes efter bestemmelserne i forvaltningslovens § 28, stk. 1, og 2. Ombudsmanden fandt imidlertid ikke at have fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilbagesende sagen til Direktoratet for Kriminalforsorgen med henblik på, at direktoratet kunne træffe en ny afgørelse i forhold til A. Dette skyldtes, at videregivelsen af korrespondancen til Politimesteren i Glostrup efter ombudsmandens opfattelse måtte antages at have været et nødvendigt led i arrestinspektørens behandling af sagen, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 4.

(J. nr. 1989-381-615).

Den 1. september 2006 skrev en internetavis om forholdene i detentionen i Tasiilaq på Grønlands Østkyst. Avisen beskrev forholdene som ”usle og kummerlige”; navnlig under henvisning til de massive problemer med overbelæg i detentionen.

I avisartiklerne var også en straffesag mod stationslederen i Tasiilaq omtalt. Stationslederen var tiltalt for pligtforsømmelse ved – i strid med politimesterens regler – ikke at have låst de detentionsanbragte tilbageholdte og domfældte inde i de enkelte detentionsrum om natten. Stationslederen blev imidlertid frifundet af Kredsretten i Tasiilaq der delte stationslederens vurdering hvorefter indelåsning under de givne forhold ikke var forsvarlig.

Efter at have modtaget udtalelser og akter mv. fra Politimesteren i Grønland og Direktoratet for Kriminalforsorgen besluttede ombudsmanden den 3. juli 2007 at tage sagen op til undersøgelse af egen drift. I en udtalelse af denne dato konstaterede ombudsmanden efter en nærmere gennemgang af politiets anholdelsesprotokol mv. at der kun i 12 dage (af de 334 dage/11 måneder i 2006 som han havde modtaget oplysninger om) ikke havde været overbelægning i detentionen. Herefter, og idet han umiddelbart ikke vurderede at belægningssituationen var blevet forbedret væsentligt i første halvdel af 2007, bad ombudsmanden den 3. juli 2007 myndighederne om yderligere oplysninger og udtalelser. Myndigheder havde under den hidtidige behandling af sagen – som en løsning på kapacitetsproblemet – alene henvist til at der den 1. juli 2007 var åbnet en midlertidig anstalt for domfældte i Kangerlussuaq, og til udsigten til at der inden for en overskuelig årrække ville blive opført en (permanent) anstalt for domfældte på østkysten.

Den 22. oktober 2007 orienterede Direktoratet for Kriminalforsorgen ombudsmanden om at de involverede myndigheder – herunder Slots- og Ejendomsstyrelsen og Rigspolitiet – havde besluttet at detentionen i Tasiilaq skulle udvides med to ekstra detentionsrum, og at selve projektet med udvidelsen skulle iværksættes når de klimatiske forhold tillod det, med henblik på ibrugtagning i efteråret 2008. I en udtalelse af 2. november 2007 noterede ombudsmanden sig ovenstående oplysninger.

Den 3. februar 2009 tog ombudsmanden til efterretning at arbejdet med udvidelsen af detentionen var forløbet planmæssigt. Detentionen i Tasiilaq rummer således nu 5 detentionsrum.
(J.nr. 2006-2982-618).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.