I forbindelse med ombudsmandens inspektionsbesøg i Statsfængslet i Nyborg, omtalt i FOB 1993, konstaterede han 3 generelle problemer vedrørende afsoningsforholdene i kriminalforsorgens åbne og lukkede fængsler: 1. driften af købmandsbutikkerne i de fængsler, hvor der er indført selvforplejning, 2. mulighederne for fremvisning af videofilm i fængslerne og 3. de indsattes arbejdstøj. Ombudsmanden forelagde de 3 forhold for Direktoratet for Kriminalforsorgen (DFK).

Ombudsmanden udtalte, at DFK - i de anstalter, hvor der er indført selvforplejning - har en særlig pligt til at sikre, at selvforplejningen kan ske på en tilfredsstillende ernæringsrigtig måde inden for de økonomiske rammer, som de indsatte har. Under henvisning til, at de indsattes kostpengebeløb er fastsat i overensstemmelse med Forbrugerstyrelsens oplysninger om, hvor meget en person kan klare sig for pr. dag, udtalte ombudsmanden, at såfremt det måtte vise sig, at varerne i købmandsbutikkerne ikke kan leveres til samme priser og af samme kvalitet, som i købmandsbutikker/kæder uden for fængslerne, må der fra DFK's side tages initiativ til en ændret drift af købmandsbutikkerne eller en revidering af kostpengebeløbets størrelse.

På baggrund af de foreliggende oplysninger tog ombudsmanden til efterretning, at DFK senere vil udsende nærmere retningslinier om fremvisning af videofilm i fængslerne, samt at DFK ved den kommende revision af beklædningscirkulæret vil overveje at ændre bestemmelserne om udlevering af arbejdstøj til de indsatte. (J. nr. 1993-171-628).

En domfældt fik afslag på at afsone sin fængselsstraf i et åbent fængsel. Direktoratet traf afgørelse om at han skulle afsone sin straf på en afdeling for negativt stærkt styrende indsatte i et lukket fængsel. Direktoratet begrænsede begrundelsen i forhold til den indsatte, men oplyste dog at direktoratet ved afgørelsen havde lagt vægt på at den indsatte måtte antages at have eller for nyligt at have haft et tilhørsforhold til en rockergruppering.

  Da der var tale om en forholdsvis indgribende afgørelse af bebyrdende karakter, måtte der efter ombudsmandens opfattelse kræves et oplysningsgrundlag hvorved der blev dokumenteret en overvejende sandsynlighed for rockertilknytningen. I det konkrete tilfælde lagde ombudsmanden til grund at myndighederne ikke havde været i stand til at præstere tilstrækkeligt dokumenterbare oplysninger om (fortsat) rockertilknytning for den indsatte. Der havde således ikke efter ombudsmandens opfattelse været det fornødne grundlag for at anse den indsatte for rockerrelateret med den konsekvens at han blev placeret i en afdeling for negativt stærkt styrende indsatte.

  Ombudsmanden udtalte endvidere at han var enig med Direktoratet for Kriminalforsorgen i at direktoratet kunne begrænse begrundelsen i en sag som den foreliggende, og i at direktoratet til trods for bestemmelsen i forvaltningslovens § 24, stk. 3, 1. pkt., kunne give en nærmere begrundelse for afgørelsen. Ombudsmanden udtalte imidlertid at det var beklageligt at direktoratet i afgørelsen skrev at direktoratet ikke kunne give den indsatte en nærmere begrundelse for afgørelsen, men derefter alligevel anførte den fulde begrundelse, nemlig at den indsatte måtte antages at have eller for nylig havde haft et tilhørsforhold til en rockergruppering. Direktoratet havde således i realiteten ikke begrænset begrundelsen. Efter ombudsmandens opfattelse var det beklageligt at den indsatte derved var blevet efterladt med en opfattelse af at direktoratet havde nogle oplysninger som direktoratet imidlertid ikke havde.

  (J.nr. 2005-1870-621).

En mand, der var idømt livsvarigt fængsel, havde flere gange fået afslag på ansøgninger om benådning med henvisning til hans potentielle farlighed. Med henblik på at få en ny vurdering af den domfældtes farlighed iværksatte Justitsministeriet i 1991 en psykiatrisk undersøgelse. Ifølge undersøgelsen var der ikke holdepunkter for at hans farlighed var aftaget. Retslægerådet var enig i denne vurdering, men bemærkede samtidig at mulighederne for at forudsige farligt recidiv for ikke-sindssyge personer var begrænsede. Med henvisning til de lægelige vurderinger afslog ministeriet benådning den 31. august 1993.

Inden afgørelsen havde justitsministeren i pressen først udtalt sig positivt og herefter negativt om mulighederne for benådning.

Ombudsmanden bemærkede at der var sket en meget væsentlig forskelsbehandling i sagen, men at den byggede på fagkyndige vurderinger af domfældtes farlighed som han ikke havde nærmere forudsætninger for at tage stilling til.

Ombudsmanden udtalte at domfældte under afsoningsforhold som stort set havde været uforandrede i en årrække, ikke ved sin adfærd havde haft og ikke ville få mulighed for helt eller delvist at afkræfte den vurdering af hans potentielle farlighed som var grundlaget for Justitsministeriets afgørelse. Ombudsmanden henstillede til Justitsministeriet at iværksætte gradvise lempelser af afsoningsforholdene således at der ville kunne tilvejebringes nye præmisser for en fremtidig vurdering af spørgsmålet om benådning.

Ombudsmanden mente at justitsministerens udtalelser til pressen under sagens behandling var betænkelige og uheldige.

Justitsministeriet traf afgørelse om at overføre domfældte til fortsat strafudståelse i et åbent statsfængsel og bestemte at han efter ca. et års ophold dér skulle undergives en ny mentalundersøgelse. Han ville fortsætte sit igangværende udståelsesforløb med ledsagede udgange. (J. nr. 1994-357-620).

Overlæge A på Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland klagede for B over, at Justitsministeriet (JM) havde afslået at meddele B tilladelse til ledsaget udgang med henblik på at besøge sin moder, der boede i Odense. JM's afgørelse var bl.a. begrundet i de vanskeligheder, der erfaringsmæssigt kan opstå, når ledsagekontrol skal udøves i en menneskemængde, som der må formodes at være til stede på overfarten over Storebælt. A henviste til en sag vedrørende C, der også var dømt til anbringelse i sikringsanstalten. C havde ved tidligere lejligheder fået JM's tilladelse til ledsaget udgang til besøg hos sin moder, der også boede i Odense. Efter A's opfattelse var B ikke mere farlig end C.

Bl.a. under henvisning til de individuelt foretagne bedømmelser af B's og C's farlighed afstod ombudsmanden fra at foretage en nærmere sammenligning af B's sag med C's sag. Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere JM's afgørelse vedrørende B. Ombudsmanden fandt dog anledning til over for JM at pege på en række forhold, der burde undersøges nærmere med henblik på at løse de praktiske vanskeligheder, der måtte være forbundet med udøvelsen af ledsagekontrol på Storebæltsoverfarten. (J. nr. 1993-2007-622).

Direktoratet for Kriminalforsorgen afslog at løslade en indsat på prøve efter udståelse af 2/3 af straffetiden. Den indsatte krævede afgørelsen indbragt for retten efter straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 6, og klagede efterfølgende til mig over at direktoratet ikke – godt halvanden måned efter at have modtaget hans begæring – havde forelagt prøveløsladelsessagen for retten.

Ombudsmanden undersøgte direktoratets sagsbehandlingstid fra den 28. juli 2006, hvor direktoratet modtog den indsattes begæring, til den 10. oktober 2006, hvor direktoratets redegørelse for prøveløsladelsessagen blev sendt til retten.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 114, stk. 1, skal en sag som den foreliggende indbringes for retten ”uden unødigt ophold”. Ombudsmanden udtalte som sin opfattelse at forberedelsen af en sag der er begæret indbragt for retten efter lovens § 112, skal skride kontinuerligt frem, og at eventuelle brud på kontinui-teten – for at sagsbehandlingen kan leve op til kravet i lovens § 114, stk. 1 – skal kunne begrundes med henvisning til omstændigheder i den konkrete sag.

Ombudsmanden udtalte at direktoratets tidsforbrug – næsten 2½ måned – efter hans opfattelse rakte langt ud over hvad der kunne anses for rimeligt uanset hvilke konkrete omstændigheder der måtte være i sagen. Ombuds-manden mente derfor ikke at sagen havde været behandlet ”uden unødigt ophold”.
 (J.nr. 2006-3027-600) 

En mand klagede over at han havde afsonet hæftestraf sammen med fængselsdømte. Den domfældte var i tilsigelsen til afsoning bedt om at henvende sig til politimesteren hvis han ikke ønskede anbringelse sammen med fængselsdømte, men han havde ikke reageret herpå. Det blev herefter lagt til grund at han havde givet et stiltiende samtykke til afsoning sammen med fængselsdømte.

Ombudsmanden var ikke enig med Direktoratet for Kriminalforsorgen (DfK) i at et stiltiende samtykke var tilstrækkeligt til at opfylde samtykkekravet. Han henstillede derfor at der fremtidigt blev indhentet et udtrykkeligt samtykke. Ombudsmanden henstillede endvidere at hæftedømte i tilsigelsen udtrykkeligt vejledes om deres ret til ikke at afsone sammen med f.eks. fængselsdømte. (J.nr. 1995-2261-621).

En advokat klagede for nogle indsatte over at Statsfængslet i Nyborg traf beslutning om at overføre dem til en særafdeling. På særafdelingen gjaldt mere restriktive vilkår end i resten af fængslet. Direktoratet for Kriminalforsorgen stadfæstede fængslets beslutning.

Ombudsmanden udtalte i anledning af sagen at han ikke havde grundlag for at kritisere at direktoratet fastholdt statsfængslets beslutninger om at oprette en særafdeling for stærke indsatte og at overføre en gruppe af indsatte med tilknytning til en rockergruppe dertil. Imidlertid udtalte ombudsmanden at statsfængslet i afgørelserne til de indsatte ikke i strid med de faktiske forhold burde have givet udtryk for at beslutningen om overførsel hvilede på en konkret og individuel vurdering af de indsatte. Direktoratet burde have påtalt dette over for statsfængslet.

Videre udtalte ombudsmanden at myndighedens beslutning om at undtage nogle akter fra indsigt havde hjemmel i forvaltningsloven. Akterne havde imidlertid ikke kun betydning for beslutningen om oprettelsen af afdelingen, men også for de konkrete afgørelser om overførsel til særafdelingen. Både direktoratet og statsfængslet burde have oplyst om at begrundelsen for direktoratets afgørelse var begrænset efter mulighederne herfor i forvaltningslovens § 24, jf. § 15, stk. 1, nr. 3..

Ombudsmanden gjorde endvidere nogle bemærkninger om det hjemmelsmæssige grundlag for placeringen af de indsatte. (J.nr. 1999-3048-625).

En advokat klagede for en borger over at Direktoratet for Kriminalforsorgen havde sendt borgerens ansøgning om udsættelse af straf til politiet og bedt om en udtalelse. Direktoratet havde også sendt en lægeerklæring til politiet.

Efter forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 2, kan oplysninger om helbredsforhold videregives når det følger af en lov eller en bekendtgørelse om videregivelsespligt.

Ombudsmanden undersøgte bl.a. om bemyndigelsesbestemmelsen i § 11 i straffuldbyrdelsesloven kunne bruges til at fastsætte regler i en bekendtgørelse om videregivelse af helbredsmæssige oplysninger i udsættelsessager.

Ombudsmanden udtalte at direktoratet – også selv om det ikke direkte stod i reglerne – kan indhente en udtalelse fra politiet hvis det er nødvendigt for direktoratets afgørelse. Ombudsmanden udtalte at fastsættelse af regler om videregivelse i en bekendtgørelse efter § 11 i straffuldbyrdelsesloven kan give anledning til en vis tvivl. Ombudsmanden kritiserede dog ikke § 11 som hjemmel for bekendtgørelsen. Ombudsmanden mente herefter at der var hjemmel i bekendtgørelsen til at videregive borgerens oplysninger til politiet, men mente det var beklageligt at direktoratet ikke havde forsøgt at indhente et samtykke.

Ombudsmanden henstillede til direktoratet at søge at få § 11 ændret i overensstemmelse med Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet. Ombudsmanden gik også ud fra at direktoratet ville præcisere to konkrete bestemmelser i bekendtgørelsen og eventuelt samtidig revidere denne i forhold til gældende praksis på området. 
(J.nr. 2006-2420-620).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

To indsatte der var overført fra England til fortsat straffuldbyrdelse i Danmark, klagede over at Justitsministeriet ikke havde inddraget de engelske regler og den engelske praksis om prøveløsladelse i vurderingen af deres ansøgninger om prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 2. Justitsministeriet havde været af den opfattelse at ministeriet kun kunne inddrage fremmed ret hvis de nationale regler bestemte det. Under et møde med ombudsmanden gav ministeriet imidlertid udtryk for at det kunne inddrage fremmed ret, og spørgsmålet var herefter alene om ministeriet havde pligt til at inddrage fremmed ret.

Ombudsmanden udtalte at der efter hans opfattelse er pligt til at indhente nærmere oplysninger om fremmed ret, hvis der i det konkrete tilfælde er en tilstrækkelig indikation herfor. Ved vurderingen af om fremmed ret (herefter) i givet fald skal inddrages i vurderingen efter straffelovens § 38, stk. 2, må der bl.a. lægges vægt på om prøveløsladelsens grundlag efter henholdsvis fremmed og dansk ret er sammenligneligt. Hvis dette er tilfældet, og der i øvrigt foreligger det fornødne grundlag for at antage at der ville være sket løsladelse på et tidligere tidspunkt såfremt afsoning var fortsat i domslandet, må domslandets regler og praksis tages i betragtning og i givet fald tillægges en vis vægt.

Da Justitsministeriet ved afgørelsen i de konkrete sager ikke havde overvejet at indhente nærmere oplysninger om og eventuelt inddrage de engelske regler og praksis, henstillede ombudsmanden til Justitsministeriet at overveje sagen på ny. Ombudsmanden bad ministeriet om herunder at tage stilling til hvorvidt de oplysninger om engelsk ret som klagerne havde sendt til ministeriet, indicerede at yderligere oplysninger herom burde indhentes. (J.nr. 1997-0617-623 og 1997-1430-623).

Et arresthus modtog oplysninger om at en indsat var i besiddelse af ulovlige stoffer, angiveligt gemt i endetarmen. Da den indsatte ikke ønskede at medvirke til en rektalundersøgelse, blev han anbragt i observationscelle. Efter godt en time valgte den indsatte at få foretaget rektalundersøgelsen. Mistanken om at den indsatte havde stoffer på sig, blev ikke bekræftet ved undersøgelsen. 

Efter straffuldbyrdelseslovens § 107 kan der tillægges erstatning til den der under fuldbyrdelse af straf mv. har været udsat for andre uforskyldte indgreb end dem der er nævnt i lovens § 106. 

Direktoratet for Kriminalforsorgen afslog den indsattes anmodning om erstatning for undersøgelsen og lagde ved afgørelsen bl.a. vægt på at den indsatte selv havde indvilget i at blive undersøgt. 

Ombudsmanden udtalte at der ved afgørelsen af om en indsat har været udsat for et uforskyldt indgreb, ikke kan lægges vægt på hvorledes den pågældende har stillet sig til ønsket om en undersøgelse. Ombudsmanden kritiserede Direktoratet for Kriminalforsorgen for at have ladet dette kriterium indgå i vurderingen af erstatningsspørgsmålet og henstillede til direktoratet at træffe en ny afgørelse i sagen. 

Ombudsmanden bemærkede i øvrigt at man i et tilfælde som det foreliggende hvor myndighederne som alternativ til en frivillig medvirken har andre midler til rådighed, vanskeligt kan tale om frivillighed. Dette gælder i særdeleshed i et tilfælde hvor den pågældende efter at have været anbragt i observationscelle indvilger i at lade sig undersøge.

Direktoratet for Kriminalforsorgen traf en ny afgørelse i sagen uden inddragelse af ovennævnte kriterium, hvilken afgørelse ombudsmanden tog til efterretning. (J.nr. 2002-4137-625).

I december måned 1991 aflagde ombudsmanden inspektionsbesøg på Statsfængslet i Vridsløselille.

Ombudsmanden kritiserede på en række punkter de bygningsmæssige forhold i statsfængslet, herunder gymnastiksalen, som han betegnede som ganske utidssvarende, og isolationsafdelingens gårdtursareal.

På foranledning af de indsattes talsmænd kommenterede ombudsmanden nogle besparelser inden for skole- og fritidsområdet.

I forbindelse med inspektionen modtog ombudsmanden fra statsfængslet rapportmateriale for repræsentative perioder vedrørende disciplinærsager, anvendelse af håndjern, enrumsanbringelse, sikringscelleanbringelse, magtanvendelse, videregående visitation af besøgende og brevveksling og besøg. Gennemgangen gav anledning til såvel henstillinger som kritik. Ombudsmanden konstaterede på baggrund af gennemgangen, at der eksisterede en forskel mellem praksis i Statsfængslet i Vridsløselille og Statsfængslet i Horsens med hensyn til anvendelse af nogle af de omtalte tvangsmidler. (For så vidt angår praksis i Statsfængslet i Horsens henvises til FOB 1990.129-144 og nedenfor pkt. 15 b), c), d) og e)).

Ombudsmanden bad oplyst, om denne forskel gav direktoratet anledning til at foretage noget med henblik på at sikre, at der følges en mere ensartet praksis i statsfængslerne.

(J. nr. 1991-2038-615).

Direktoratet for Kriminalforsorgens fortolkning og praksis

I forbindelse med inspektion af Statsfængslet i Nyborg den 25. og 26. april 2001 klagede en indsat over at Direktoratet for Kriminalforsorgen opretholdt statsfængslets afgørelse om at han skulle afsone i enrum, og over statsfængslets ugentlige afgørelser om at opretholde enrumsanbringelsen. Afgørelserne var begrundet i flugtrisiko. Den indsatte havde på baggrund af flere tidligere undvigelser fra andre fængsler været anbragt i enrum i lange perioder siden 1996. Den indsatte klagede også over at direktoratet som særligt vilkår for afviklingen af enrumsanbringelsen havde tilbagekaldt hans tilladelse til begrænset fællesskab med andre indsatte under henvisning til sikkerhedsmæssige hensyn. Den indsatte havde af statsfængslet fået dispensation til at have en pc i cellen og tilladelse til at deltage i redaktionsarbejdet på de indsattes blad.

Den indsatte gjorde gældende at det ikke var direktoratet, men statsfængslet der havde kompetence til at træffe afgørelser om hans anbringelse i enrum. Herudover gjorde han gældende at sagen var mangelfuldt oplyst idet statsfængslet savnede fornødent kendskab til ham.

Ombudsmanden udtalte at kompetencen til at træffe afgørelser om enrumsanbringelse var delegeret fra Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, til de enkelte institutioner, og at ministeren som den øverst ansvarlige såvel konkret som generelt kunne tilbagekalde sin delegation. Ombudsmanden havde derfor ikke nogen bemærkninger til at direktoratet havde taget kompetencen til at træffe afgørelse om lempelser i den indsattes afsoningsmæssige forhold tilbage.

For så vidt angik afgørelserne om henholdsvis etablering og løbende opretholdelse af enrumsanbringelsen, udtalte ombudsmanden at afgørelserne hvilede på konkrete vurderinger og afvejninger af risikoen for undvigelse. I sådanne sager kan ombudsmanden kun udtale kritik når der foreligger særlige omstændigheder, herunder mangler ved sagens oplysning. Ombudsmanden havde ikke ved sin undersøgelse fundet sådanne særlige omstændigheder. Tilsvarende gjaldt for så vidt angik fastsættelsen af vilkårene for enrumsanbringelsen.

Om proceduren i forbindelse med de ugentlige afgørelser om at opretholde enrumsanbringelsen udtalte ombudsmanden at han mente det var kritisabelt at statsfængslet ikke havde overholdt notatpligten idet statsfængslets ugentlige notater ikke indeholdt nogen konkrete oplysninger om hvilke overvejelser statsfængslet havde gjort sig. Der fandtes ikke noget skriftligt om de samtaler der havde været ført mellem personalet og den indsatte. Ombudsmanden mente endvidere det var kritisabelt at direktoratet først på hans foranledning påtalte den manglende overholdelse af notatpligten over for statsfængslet, og meddelte direktoratet at han gik ud fra at direktoratet fortsat ville følge den indsattes situation, herunder til stadighed overveje mulighederne for lempelser af vilkårene for hans strafudståelse. (J.nr. 2001-1520-625).

Den 1. september 2006 skrev en internetavis om forholdene i detentionen i Tasiilaq på Grønlands Østkyst. Avisen beskrev forholdene som ”usle og kummerlige”; navnlig under henvisning til de massive problemer med overbelæg i detentionen.

I avisartiklerne var også en straffesag mod stationslederen i Tasiilaq omtalt. Stationslederen var tiltalt for pligtforsømmelse ved – i strid med politimesterens regler – ikke at have låst de detentionsanbragte tilbageholdte og domfældte inde i de enkelte detentionsrum om natten. Stationslederen blev imidlertid frifundet af Kredsretten i Tasiilaq der delte stationslederens vurdering hvorefter indelåsning under de givne forhold ikke var forsvarlig.

Efter at have modtaget udtalelser og akter mv. fra Politimesteren i Grønland og Direktoratet for Kriminalforsorgen besluttede ombudsmanden den 3. juli 2007 at tage sagen op til undersøgelse af egen drift. I en udtalelse af denne dato konstaterede ombudsmanden efter en nærmere gennemgang af politiets anholdelsesprotokol mv. at der kun i 12 dage (af de 334 dage/11 måneder i 2006 som han havde modtaget oplysninger om) ikke havde været overbelægning i detentionen. Herefter, og idet han umiddelbart ikke vurderede at belægningssituationen var blevet forbedret væsentligt i første halvdel af 2007, bad ombudsmanden den 3. juli 2007 myndighederne om yderligere oplysninger og udtalelser. Myndigheder havde under den hidtidige behandling af sagen – som en løsning på kapacitetsproblemet – alene henvist til at der den 1. juli 2007 var åbnet en midlertidig anstalt for domfældte i Kangerlussuaq, og til udsigten til at der inden for en overskuelig årrække ville blive opført en (permanent) anstalt for domfældte på østkysten.

Den 22. oktober 2007 orienterede Direktoratet for Kriminalforsorgen ombudsmanden om at de involverede myndigheder – herunder Slots- og Ejendomsstyrelsen og Rigspolitiet – havde besluttet at detentionen i Tasiilaq skulle udvides med to ekstra detentionsrum, og at selve projektet med udvidelsen skulle iværksættes når de klimatiske forhold tillod det, med henblik på ibrugtagning i efteråret 2008. I en udtalelse af 2. november 2007 noterede ombudsmanden sig ovenstående oplysninger.

Den 3. februar 2009 tog ombudsmanden til efterretning at arbejdet med udvidelsen af detentionen var forløbet planmæssigt. Detentionen i Tasiilaq rummer således nu 5 detentionsrum.
(J.nr. 2006-2982-618).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En indsat havde fået tilladelse til udgang fra fængslet, med ledsagelse af to fængselsbetjente, til at besøge sin mormor på hospitalet. Dagen efter bestemte Direktoratet for Kriminalforsorgen at en efterfølgende anmodning fra politiet om også at deltage i udgangen skulle imødekommes.

Ved ankomsten til hospitalet fik den indsatte efter ønske fra politiet håndjern på. Da politiet også mente at han skulle have håndjern på under selve sygebesøget, ønskede han ikke at gennemføre det, men søgte senere om en ny udgang til sygebesøg. Mormoderen døde imidlertid inden der blev truffet afgørelse i denne sag der blev behandlet sammen med en verserende sag om regelmæssig udgang.

Ombudsmanden var ikke enig med Direktoratet for Kriminalforsorgen i at direktoratet var afskåret fra at afvise politiets anmodning om at deltage i udgangen, eller at der ved imødekommelsen af politiets anmodning ikke var tale om en ændring af direktoratets afgørelse. Denne ændring måtte endvidere betragtes som en skærpelse af afgørelsen.

Ombudsmanden henstillede til direktoratet i samarbejde med politiet at finde en løsning således at der ikke i fremtiden, under selve udgangen, opstår uheldige situationer vedrørende anvendelse af håndjern som i den konkrete sag. Ombudsmanden mente endvidere at direktoratet burde have udskilt den nye ansøgning om udgang til sygebesøg fra udgangssagen og hastebehandlet ansøgningen. Det var også uheldigt at direktoratet ved behandlingen af den nye ansøgning tillagde det betydning, at den indsatte kunne have valgt at gennemføre besøget med håndjern på.

Ombudsmanden kritiserede politiets beslutning om anvendelse af håndjern ved ankomsten til hospitalet. Det var ikke godtgjort at der på dette tidspunkt forelå det fornødne grundlag for en ændret vurdering af den konkrete flugtrisiko og dermed for behovet for anvendelse af håndjern. (J. nr. 1994-1913-600).

En prøveløsladt flyttede til en ny adresse uden at tilsynsmyndigheden havde godkendt bopælsskiftet.

Myndigheden betragtede flytningen som en overtrædelse af det vilkår man havde sat for prøveløsladelsen - nemlig at den pågældende skulle "efterkomme tilsynsmyndighedens bestemmelse om ophold". Den prøveløsladte fik pålæg om at flytte ind på en af kriminalforsorgens institutioner.

Ombudsmanden kunne efter sin gennemgang af sagen ikke kritisere at flytningen uden godkendelse blev anset for at være en overtrædelse af vilkåret for prøveløsladelse. Ombudsmanden kritiserede derimod pålægget om institutionsophold. Der var efter hans mening ikke hjemmel i vilkårsgrundlaget til at give pålæg af sådan art. Den pågældende afdeling under kriminalforsorgen burde i stedet have foretaget en indberetning til Direktoratet for Kriminalforsorgen. (J.nr. 1996-1018-623).

En 57-årig indsat klagede over at Direktoratet for Kriminalforsorgen som betingelse for prøveløsladelse efter halv tid havde stillet vilkår om at den indsatte havde et arbejde. Baggrunden for afgørelsen var direktoratets praksis hvorefter det er en forudsætning for at en indsat – der er rask og i den arbejdsdygtige alder – opfylder en betingelse om at have gode personlige forhold, at han/hun har et arbejde eller er i gang med en uddannelse. Dette blev meddelt den indsatte i et efterfølgende brev hvori direktoratet uddybede begrundelsen for afgørelsen. Direktoratet henviste i sin første udtalelse til ombudsmanden til den uddybende begrundelse.

I en foreløbig redegørelse udtalte ombudsmanden at ordlyden af straffelovens § 40 a og sammenhængen mellem de enkelte stykker i bestemmelsen klart taler imod at der kan opstilles ufravigelige betingelser for prøveløsladelse ud over dem som er nævnt i loven. Ombudsmanden gav endvidere udtryk for sin foreløbige opfattelse at direktoratets praksis savnede det fornødne hjemmelsmæssige grundlag og derfor var ulovlig.

Direktoratet beklagede at beskrivelsen af praksis i den uddybende begrundelse havde været formuleret for generelt og ufravigeligt, og skrev at det beror på en konkret vurdering af den enkelte sag om der skal stilles krav om arbejde mv.

Ombudsmanden udtalte herefter at det havde været ønskeligt om dette var kommet frem i forbindelse med direktoratets besvarelse af ombudsmandens høringsskrivelse.

Ombudsmanden konkluderede at direktoratet delte ombudsmandens opfattelse af lovgrundlaget, og tilsluttede sig endvidere direktoratets beklagelse for så vidt angik direktoratets beskrivelse af praksis over for den indsatte. Da direktoratet indirekte havde tilkendegivet at direktoratet var indstillet på at genoptage behandlingen af den konkrete sag – og en række lignende sager – afstod ombudsmanden fra at afgive en henstilling på dette punkt til direktoratet.

Direktoratet traf en ny afgørelse i forhold til den indsatte. Direktoratet fastholdt i afgørelsen det stillede vilkår – nu med en konkret begrundelse. Den indsatte klagede igen til ombudsmanden der herefter iværksatte endnu en undersøgelse som endnu ikke er afsluttet.

(J.nr. 2004-3269-623)

En indsat i Statsfængslet i Horsens (SH) afgik i sommeren 1989 ved døden under anbringelse i sikringscelle. Der var ikke - selv om det er foreskrevet - tilkaldt en læge under anbringelsen.

Af undersøgelsen i forbindelse med dødsfaldet fremgik det, at der var tale om et generelt problem med hensyn til overholdelsen af reglerne om, at sikringscelleanbragte skal tilses af en læge. Ombudsmanden rejste af egen drift sagen over for Direktoratet for Kriminalforsorgen (DfK).

Efter undersøgelsen og efter en inspektion af SH udtalte ombudsmanden, at lægetilsyn -ifølge kriminalforsorgens egne regler - skal finde sted i alle tilfælde af sikringscelleanbringelse, hvor der anvendes magt og/eller bælte, handsker og fod- og håndremme, og at tilsynet normalt skal finde sted omgående.

Ombudsmanden henstillede til DfK, at tilkald og lægetilsyn organiseres således, at de gældende regler overholdes.

Ombudsmandsundersøgelsen viste, at DfK fra indberetninger havde været bekendt med, at reglerne om tilkald og lægetilsyn ikke blev iagttaget af SH, men at disse indberetninger ikke tidligere havde direktoratet anledning til at påse, at de gældende regler om tilsyn blev fulgt. Ombudsmanden noterede sig i øvrigt, at der nu var gennemført undersøgelser om reglernes overholdelse i andre fængsler. (J. nr. 1990-1091-615).

A, der i underretten var idømt 4 dagbøder á 150 kr., klagede bl.a. over, at han efter at have søgt om tilladelse til at anke underrettens dom til landsretten i henhold til retsplejelovens § 962, stk. 3, var blevet indkaldt til afsoning af bødeforvandlingsstraffen, førend Justitsministeriet havde truffet afgørelse i anledning af ansøgningen om anketilladelse.

Ombudsmanden udtalte, at politimesteren, såfremt han iværksætter fuldbyrdelsen, uanset at den domfældte har ansøgt om anketilladelse, skal sørge for, at den domfældte vejledes om muligheden for at indgive ansøgning til landsrettens præsident om udsættelse eller standsning af straffuldbyrdelsen. Ombudsmanden henstillede til Justitsministeriet at sørge for, at der tilrettelægges en procedure således, at der ikke tages skridt til at fuldbyrde en dom, som er søgt anket, uden at den domfældte vejledes om reglen i retsplejelovens § 962, stk. 4. (J. nr. 1991-1712-610).