En far rettede henvendelse til ombudsmanden om problemer vedrørende brugerbetaling i folkeskolen. Han pegede på at det var en udbredt praksis at der i forbindelse med bl.a. lejrskoler opkrævedes betaling af forældrene for elevernes deltagelse. Ombudsmanden bad Undervisningsministeriet om en udtalelse i anledning af henvendelsen.

Undervisningsministeriet meddelte ombudsmanden at det var ministeriets opfattelse at der var hjemmel i folkeskoleloven til at opkræve betaling fra forældrene til elevernes deltagelse i de nævnte aktiviteter, idet aktiviteterne ikke kunne henregnes til undervisning.

Ombudsmanden udtalte i sin foreløbige redegørelse at da aktiviteterne typisk ville have et klart fagligt sigte og være en integreret del i den undervisning der foregår på skolen, måtte de betegnes som undervisning. Der var således ikke hjemmel i folkeskoleloven for at pålægge forældrene udgifterne for afholdelsen af arrangementerne. Desuden udtalte ombudsmanden at det fulgte af det almindelige legalitetsprincip at også forældrebetaling til dækning af udgifter der ikke kan henregnes til folkeskolelovens undervisning, skal have hjemmel - en hjemmel der dog ikke behøver at være udtrykkelig lovhjemmel.

Ministeriet erklærede sig enig i at der ikke i folkeskoleloven var hjemmel til opkrævning af forældrebetaling for elevernes deltagelse i lejrskoler mv. og at hjemmelsgrundlaget burde afklares. Ministeriet ville derfor tage initiativ til at udarbejde et forslag til lov om ændring af folkeskoleloven. Derimod var det ministeriets opfattelse at der ikke kræves hjemmel for at en kommune eller skole modtager bidrag fra forældrene der beror på en frivillig aftale.

I sin endelige redegørelse opretholdt ombudsmanden de synspunkter med hensyn til hjemmelsgrundlaget for forældrebetaling som var fremsat i den foreløbige redegørelse. For så vidt angik ministeriets henvisning til at opkrævningen kunne have grundlag i en frivillig aftale mellem skole og forældre, bemærkede ombudsmanden at der gjaldt visse retlige grænser for skolernes mulighed for modtagelse af frivillige bidrag. Under hensyn til at ministeriet ville afklare hjemmelsgrundlaget, fandt ombudsmanden ikke grundlag for at foretage sig videre vedrørende spørgsmålet og udbad sig underretning om hvad der skete med lofroslaget. (J.nr. 1995-2440-710)

A klagede over, at Arbejdsformidlingen (AF) og senere Arbejdsmarkedsnævnet (AMN) havde afslået hendes ansøgning om at gennemføre en uddannelse til kosmetolog som et uddannelsestilbud (UTB). Myndighederne havde i afgørelsen henvist til et særlig regionalt fastsat regelsæt. Regelsættet var udstedt af nævnet, men ikke offentliggjort. Det var heri bl.a. bestemt, at varigheden af et individuelt UTB skulle være mellem 13 og 26 uger. Afslaget til A var begrundet i, at hendes uddannelse ikke opfyldte denne tidsnorm. Efter at A havde indbragt sagen for ombudsmanden, begrundede AMN i en udtalelse tillige afgørelsen med, at et UTB ikke kan godkendes, efter at uddannelsen er startet. Nævnet henviste herved til et cirkulære af 14. december 1989 udstedt af Arbejdsmarkedsstyrelsen (AMS).

Ombudsmanden var afskåret fra at tage stilling til myndighedernes afgørelser i den konkrete sag, da den administrative rekurs ikke var udnyttet. Vedrørende de generelle spørgsmål om regelfastsættelse mv., som sagen rejste, meddelte ombudsmanden, at han kunne tilslutte sig den opfattelse, som AMS og Arbejdsministeriet (AM) havde givet udtryk for, hvorefter den regionale regelfastsættelse var sket uden hjemmel. Ombudsmanden fandt dette forhold uheldigt. Ombudsmanden kunne endvidere tilslutte sig AMS' og AM's opfattelse, hvorefter den begrænsning af den maksimale varighed af et individuelt UTB, som den regionale regel indeholdt, begrænsede rammerne for det lovfastsatte pligtmæssige skøn. Ombudsmanden fandt dette kritisabelt. Ombudsmanden var imidlertid ikke enig med AM i, at AMS' cirkulære udelukkende var en tjenestebefaling og derfor ikke indeholdt bestemmelser, der selvstændigt regulerede borgernes retsstilling. Ombudsmanden henstillede, at AM foranledigede, at den nævnte regel blev udsendt i bekendtgørelsesform. (J. nr. 1990-1900-021).