En medarbejder i en kommune klagede over at hun var blevet tildelt en tjenstlig advarsel af kommunen. Begrundelsen for advarslen var at medarbejderen uden saglig grund havde indhentet oplysninger om kommunens arbejdsmarkedschef og dennes familie i et kommunalt register som indeholdt fortrolige oplysninger til brug for ligningen af skatteborgerne i kommunen. Advarslen blev endvidere begrundet i at medarbejderen havde videregivet anonymiserede oplysninger i en social sag til sin fagforening.

Ombudsmanden udtalte at kommunen ikke kunne betragte medarbejderens videregivelse af anonymiserede oplysninger fra en social sag til sin fagforening som en tjenesteforseelse eller på anden måde kritisabelt. Videregivelsen af oplysningerne kunne dermed heller ikke berettige kommunen til at give en advarsel. Ombudsmanden havde derimod ikke grundlag for at kritisere at kommunen mente at medarbejderen handlede pligtstridigt ved at indhente oplysninger i registret om arbejdsmarkedschefen og dennes familie. På den baggrund henstillede ombudsmanden til kommunen at genoptage sagen med henblik på at overveje om det forhold at medarbejderen søgte oplysninger om arbejdsmarkedschefen og dennes familie i registret, i sig selv var af en sådan grovhed at det kunne give anledning til at meddele medarbejderen en advarsel. Ombudsmanden skrev samtidig til kommunen at den i forbindelse med sin genoptagelse af sagen burde være opmærksom på at en advarsel kan miste sin betydning ved at ligge for langt tilbage i tiden. (J.nr. 2001-2313-812).

En kommunalt ansat psykolog lod sig interviewe til et månedsmagasin i forbindelse med en artikel om pædofili. Psykologen blev efterfølgende afskediget under henvisning til at kommunen og kommunens borgere ikke havde den fornødne tillid til ham.

Psykologens udtalelser var efter ombudsmandens opfattelse ikke retsstridige. Ombudsmanden udtalte at følgevirkninger af lovlige ytringer, herunder en eventuelt opstået mangel på tillid, kan danne grundlag for anvendelsen af negative ledelsesbeføjelser som f.eks. diskretionær afskedigelse, men at det kræver et særlig sikkert bevismæssigt grundlag. På den baggrund kritiserede ombudsmanden kommunen for ikke at have tilstrækkelig dokumentation for grundlaget for afskedigelsen. Desuden kritiserede ombudsmanden at kommunen havde overtrådt reglerne om partshøring. (J.nr. 1999-1570-812).

En journalist klagede over Danmarks Radios (DR) afslag på aktindsigt i en række personalesager. DR begrundede afslaget med at et udvalgsarbejde var sat i gang i Justitsministeriet. Udvalget skulle vurdere offentlighedslovens regler om aktindsigt i personalesager, og DR ville udskyde afgørelsen indtil retsgrundlaget var afklaret.

I en udtalelse til ombudsmanden skrev DR bl.a. at man af hensyn til konkurrencen om medarbejdere i mediebranchen ikke anså det for hensigtsmæssigt at oplyse lønninger på direktører og chefer. DR ønskede ikke at give mulighed for at udøve pression mod medarbejdere, hvis personalesager der var givet aktindsigt i. DR anså endvidere anmodningen om aktindsigt for "voddragning" i personalesagerne og ville alene af den grund ikke give aktindsigt, idet det antages at ligge uden for offentlighedslovens formål.

Ombudsmanden anså det for overordentlig kritisabelt at DR udskød afgørelsen med henvisning til udvalgsarbejdet. En sådan beslutning var klart uforenelig med borgernes retskrav på aktindsigt efter offentlighedsloven. Ombudsmanden mente at anmodningen om aktindsigt indeholdt tilstrækkelig identifikation af de sager, journalisten ønskede at se, hvorfor henvisningen til "voddragning" også var klart uberettiget.

De grunde DR havde anført kunne efter ombudsmandens mening ikke begrunde et fuldstændigt afslag på aktindsigt, og radiolovens § 73 a gav ikke holdepunkter for at antage at DR's personalesager generelt skulle være undtaget fra aktindsigt i henhold til offentlighedsloven. En begrænsning af aktindsigten efter offentlighedsloven, og eventuelt radiolovens § 73 a, forudsætter en konkret vurdering som DR ikke sås at have foretaget.

Ombudsmanden henstillede at DR genoptog sagen. (J.nr. 1997-1124-522).

Som svar på en forælders anmodning om aktindsigt i en kritisk rapport om forholdene i en daginstitution udleverede en kommune kun dele af rapportens konklusion til den pågældende.

Ombudsmanden mente det var yderst kritisabelt at kommunen ikke udleverede hele rapporten. Da resten af rapportens konklusion var stærkt kritisk over for forholdene i institutionen, kunne den delvise aktindsigt i konklusionen komme til at fremstå som om kommunen ønskede at skjule noget. Den afskrift som kommunen udleverede, fremstod urigtigt som den fulde konklusion idet afskriften ikke på nogen måde angav at der var sprunget flere afsnit over.

På et møde med forældrene nævnte forvaltningen at eventuelle grundløse anklager kunne give anledning til at medarbejderne kunne overveje en injuriesag.

Ombudsmanden bemærkede at det efter omstændighederne i særlige tilfælde kan være relevant for en myndighed at vejlede om mulige strafferetlige konsekvenser i en sag, men at det i sådanne tilfælde er yderst vigtigt at vejledningen ikke kommer til at fremstå som en utilbørlig trussel således at relevante klager og synspunkter fra de implicerede borgere holdes tilbage uden grund. Vejledningen må derfor holdes i streng juridisk sprogbrug og være så detaljeret og fyldestgørende at den er dækkende.

Ombudsmanden kritiserede at kommunen havde udsendt en tjenestebefaling der begrænsede de ansattes ytringsfrihed, og i den forbindelse tilkendegav at ansatte der ikke fulgte tjenestebefalingen i brevet, kunne risikere bortvisning. (J.nr. 2001-0203-001).

Socialstyrelsen traf afgørelse om at begrænse samkvemmet mellem A og hendes barn B, der var tvangsmæssigt fjernet fra hjemmet. Begrænsningerne bestod bl.a. i, at telefonsamtaler foregik med medhør.

A gjorde gældende, at denne begrænsning i samkvemmet var i strid med grundlovens § 72 og savnede hjemmel i bistandsloven.

Ombudsmanden udtalte, at et så væsentligt indgreb i privatlivets fred som det her foreliggende kræver klar og sikker hjemmel i lovgivning. Han nærede derfor betænkelighed ved at anse indgrebet for hjemlet i medfør af en analogi af regler om brevkontrol udstedt i henhold til bistandsloven. Desuden anså ombudsmanden begrænsningen for et indgreb i den ved grundlovens § 72   sikrede ret til at føre hemmelige telefonsamtaler. Ombudsmanden lagde ved afgørelsen til grund, at den i § 72 indeholdte beskyttelse gælder både inden og uden for strafferetsplejen. Ombudsmanden fandt endvidere på baggrund af formålet med grundlovens § 72 og et enigt standpunkt i teorien, at der ikke på tidspunktet for den trufne afgørelse forelå fornødent retligt grundlag for at fravige kravet i § 72 om retskendelse.

Under hensyn til den tvivl, der dog må siges at bestå om de rejste spørgsmål, fandt ombudsmanden ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere de gældende regler som værende uden hjemmel eller grundlovsstridige. Ombudsmanden henstillede dog til Socialministeriet, at en udtrykkelig lovregulering søgtes tilvejebragt, og han gjorde Retsudvalget bekendt med sin udtalelse. (J. nr. 1989-579-062).

En politisk forening klagede til ombudsmanden over at Politidirektøren i København havde afvist tre anmeldte demonstrationer. Politidirektørens afgørelser var stadfæstet af Justitsministeriet. Foreningen mente at afgørelserne var udtryk for et grundlovsstridigt forbud mod at foreningen demonstrerede i det indre København.

Under henvisning til at afgørelserne var begrundet i konkrete forhold, at politidirektøren havde anvist en alternativ rute i Københavnsområdet, og at der mellem foreningen og politidirektøren havde været drøftelser om en alternativ rute, udtalte ombudsmanden at han ikke havde grundlag for at antage at der var indført et generelt forbud mod at bevægelsen demonstrerer i det indre København, i strid med grundlovens § 79.

Ombudsmanden konstaterede herefter at afgørelserne om afvisning af de anmeldte demonstrationer fremstod som udtryk for konkrete forbud efter grundlovens § 79, 3. pkt. Han udtalte at myndighederne i stedet for politivedtægten for København og retsplejeloven burde have angivet grundlovens § 79, 3. pkt., og/eller nødretsbetragtninger som det rette hjemmelsgrundlag for afgørelserne.

Videre udtalte ombudsmanden at han ikke havde mulighed for at kritisere de konkrete afgørelser om afvisning af de tre anmeldte demonstrationer. Han henviste bl.a. til sin manglende politifagkyndige viden og til at det skøn som afgørelserne byggede på, ikke åbenbart lå uden for rammerne af grundlovens § 79, 3. pkt. og/eller nødretsbetragtninger.

Om den alternativt anviste rute udtalte ombudsmanden at han ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at bedømme om den var mere øde end nødvendigt. (J.nr. 1999-2565-619).

En sygeplejerske klagede over at hun på grund af ytringer på sin arbejdsplads og til pressen og fagforbundet var blevet forflyttet med lønnedgang til følge.

Sygeplejersken havde udtalt sig kritisk om uddannelsen af en elev, og sygeplejerskens adfærd blev af ledelsen opfattet som om der var samarbejdsvanskeligheder mellem hende og de øvrige ansatte.

Sygeplejersken blev forflyttet til et andet plejehjem i kommunen og måtte i den forbindelse tåle en lønnedgang i nettolønnen på over 1.400 kr. om måneden idet timetallet blev nedsat med ca. 4 timer.

Ombudsmanden anså ytringerne til pressen og fagforbundet for lovlige ytringer som ikke kunne mødes med negative personalereaktioner fra ledelsens side. Ledelsen kunne heller ikke begrænse sygeplejerskens ret til at kontakte fagforbundet uden om ledelsen. Der var ikke grundlag for at gå ind i nærmere overvejelser af i hvilket omfang samarbejdsvanskeligheder i kølvandet på lovlige ytringer kunne begrunde sanktioner idet der ikke var dokumenteret samarbejdsvanskeligheder. På den baggrund var det ombudsmandens opfattelse at kommunens beslutning om at forflytte sygeplejersken var sket uden saglig grund, og ombudsmanden henstillede til kommunen at genoptage sagen. (J.nr. 1998-0645-812).

Ombudsmanden kritiserede at en kommunalt ansat bibliotekar fik en irettesættelse af kommunen fordi hun havde brugt sin arbejdsmailadresse da hun sendte en e-mail til en række private venner og bekendte.

E-mailen indeholdt en opfordring til at deltage i et debatmøde om bibliotekets fremtid og gjorde samtidig opmærksom på mulighederne for at deltage i debatforum på nettet, spørgeskemaundersøgelse og interview.  

Ombudsmanden var ikke enig med kommunen i at e-mailen kunne opfattes som sendt på vegne af kommunen, og han mente ikke at urigtige faktuelle oplysninger i e-mailen eller hensynet til myndighedens interne beslutningsproces kunne berettige irettesættelsen. 

Kommunen meddelte efterfølgende bibliotekaren at den tildelte irettesættelse var bortfaldet i henhold til præmisserne i min udtalelse.

(J.nr. 2008-2317-812).

En Kommune (K) påtænkte at privatisere områderne for rengøring, vask og bevogtning. Inden kommunalbestyrelsen havde truffet endelig beslutning, udsendte tre tillidsrepræsentanter B, C og D, der var medlemmer af kommunens hovedsamarbejdsudvalg, en pressemeddelelse, hvori indstillingen hos kommunalbestyrelsens flertal blev skarpt kritiseret.

K's advokat gjorde gældende, at B, C og D som tillidsrepræsentanter og samarbejdsudvalgsmedlemmer var underlagt en særlig loyalitetspligt og en tilsvarende begrænsning af ytringsfriheden. K besluttede på den baggrund at tildele B, C og D en skriftlig advarsel, medmindre pressemeddelelsen blev dementeret i sin helhed.

Ombudsmanden fremsatte nogle generelle bemærkninger om offentligt ansattes ytringsfrihed, herunder om hvornår hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og funktionsevne i særlige tilfælde kan føre til en begrænsning af ytringsfriheden. Ombudsmanden fandt ikke, at reglerne om samarbejdsudvalg og om tillidsrepræsentanter udgjorde en begrænsning af ytringsfriheden for de pågældende. Ombudsmanden konkluderede, at K's reaktion og kritik af B, C og D for så vidt var grundløs.

K havde ifølge ombudsmanden berettiget påtalt, at B, C og D ikke i tilstrækkelig grad havde gjort det klart, at de ikke udtalte sig på samarbejdsudvalgets vegne. (J. nr. 1991-354-42).

En fagforening og et fagforbund klagede over en afgørelse fra Tilsynsrådet for Ribe Amt. Sagen drejede sig om Esbjerg Kommunes udstedelse af et tjenstligt pålæg til fem medarbejdere i kommunens Flygtningegruppe om fremover ikke at rette tjenstlige henvendelser til det politiske system uden om eller parallelt med henvendelser til ledelsen.

De fem medarbejdere havde sendt et brev til blandt andre borgmesteren på trods af at de af socialdirektøren havde fået oplyst at brevet skulle sendes gennem kontorchefen. I brevet gjorde de indsigelser imod at deres afdeling ikke havde fået tildelt yderligere arbejdskraft i forbindelse med en omstrukturering af ressourcer.

Ombudsmanden udtalte generelt at ledelsen af et administrativt hierarki i offentlige forvaltningsmyndigheder inden for lovgivningens rammer er forholdsvis frit stillet med hensyn til at bestemme hvordan kommunikationen mellem ansatte og ledelsen, herunder den politiske ledelse, skal foregå.

Ombudsmanden bemærkede dog at en sådan ret var begrænset af princippet i grundlovens § 77 om de ansattes adgang til at udtale sig som privatpersoner. De underordnedes almindelige ulovbestemte rådgivningspligt indebar også begrænsninger i denne ret.

Det gav herefter ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger at Esbjerg Kommune havde fastsat regler der forpligtede de underordnede til at rette eventuelle tjenstlige henvendelser til det politiske niveau gennem de pågældendes overordnede chefer. (J.nr. 1995-2277-009).

En kommune udsendte retningslinier til personalet ansat ved kommunens døgnhjemmepleje om de ansattes ret til at udtale sig til pressen. Dansk Sygeplejeråd klagede til ombudsmanden. Ombudsmanden udtalte at der som udgangspunkt ikke kan fastsættes begrænsninger i offentligt ansattes ret til at udtale sig som privatpersoner. Udtalelser den ansatte afgiver som led i tjenesten, er undergivet arbejdsgiverens almindelige instruktionsbeføjelser. Der kan dog almindeligvis ikke opstilles en generel formodning for at udtalelser fremsat i tjenesten vil fremstå som udtalelser fra myndigheden.

Hvis en myndighed anbefaler medarbejderne at fremføre en eventuel kritik via interne systemer (ledelses- og samarbejds-/tillidsmandssystemet), må kommunen som udgangspunkt samtidig understrege at retten til i stedet at vælge at fremføre en kritik offentligt ikke begrænses af en sådan anbefaling. (J. nr. 1994-2754-815).

På vegne af et medlem som var ansat i en kommunes socialforvaltning klagede en fagforening over at kommunen havde reageret tjenstligt over for medarbejderen, efter at han i et interview i lokalavisen havde udtalt sig om kommunens arbejds- og arbejdsmiljømæssige forhold. Foreningen mente at medarbejderens grundlovssikrede ret til ytringsfrihed herved var blevet begrænset.

Ombudsmanden lagde til grund at kommunens brev til medarbejderen i sagen var en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og kritiserede på den baggrund at skrivelsen ikke indeholdt en tilstrækkelig begrundelse.

Ombudsmanden mente ikke at medarbejderens udtalelser overskred de retlige grænser for offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden udtalte derfor kritik af at kommunen uberettiget havde irettesat medarbejderen.

Ombudsmanden henstillede til kommunen at den for fremtiden - hvis den enten i konkrete afgørelser eller i generelle personalepolitiske foranstaltninger ønskede at tilkendegive sin holdning til de ansattes ytringer - forsøgte at undgå, at tilkendegivelserne til de ansatte kunne opfattes som retlige grænser for deres ytringsfrihed. (J. nr. 1994-972-419).

Et dagblad offentliggjorde et debatindlæg som indeholdt kritiske kommentarer til samlingen af forsvaret og redningsberedskabet og til regeringens planer for terrorberedskabet. Indlægget var skrevet af chefen for en skole under redningsberedskabet.

Over for pressen udtrykte forsvarsministeren den følgende dag misbilligelse af at skolechefen havde skrevet indlægget, og ministeren udtrykte tvivl om hvorvidt det var foreneligt med hans fortsatte ansættelse i Forsvarsministeriet. Samme dag bad Forsvarsministeriet skolechefen om at redegøre for om ministeriet fortsat kunne have tillid til at han ville arbejde effektivt og loyalt for gennemførelsen af de politiske aftaler på forsvarsområdet.

  Ombudsmanden tog sagen op af egen drift. Efter ombudsmandens opfattelse måtte indlægget betragtes som lovlige ytringer som skolechefen havde skrevet på egne vegne. Ombudsmanden kritiserede at Forsvarsministeriet havde henvendt sig til skolechefen da det ikke var påvist at henvendelsen tjente et sagligt formål. Tværtimod måtte henvendelsen, når den blev læst i sammenhæng med ministerens samtidige offentlige udtalelser, virke som et påtryk over for skolechefen. Ombudsmanden kritiserede desuden at forsvarsministeren havde fremsat en misbilligelse af at skolechefen havde skrevet debatindlægget.

  (J.nr. 2005-3419-815).

Ombudsmanden rettede henvendelse til en kommune på baggrund af en artikel på internettet. Af artiklen fremgik det at kommunen havde skrevet til lederne i kommunen at de ikke måtte udtale sig imod planlagte besparelser i kommunen. Det gjaldt også når de udtalte sig som privatpersoner.

På baggrund af kommunens svar besluttede ombudsmanden at tage sagen op af egen drift.

Ombudsmanden var enig med kommunen i at ordlyden i kommunens instruks til lederne var beklagelig. Ombudsmanden var også enig med kommunen i at det var beklageligt at instruksen berettiget havde kunnet læses som en instruks med det formål at indskrænke ytringsfriheden for lederne i kommunen.

Ombudsmanden noterede sig at kommunen havde beklaget ordlyden i instruksen over for samtlige ledere og på kommunens hjemmeside. Kommunen betonede at det ikke havde været hensigten at indskrænke ytringsfriheden for hverken ledere eller medarbejdere i kommunen.
(J.nr. 2010-1682-8111).

En adjunkt klagede til ombudsmanden over at et universitet havde undladt at besætte en lektorstilling han havde søgt.

Det fremgik af sagen at adjunkten efter at have søgt lektorstillingen havde kontaktet et professorbedømmelsesudvalg og gjort gældende at en af professoratets ansøgere – der tillige var institutleder på det institut hvor adjunkten havde søgt stillingen som lektor – muligvis havde handlet videnskabeligt uredeligt.

Under et møde mellem universitetet og adjunkten oplyste universitetet at det var en forudsætning for ansættelse at adjunkten gav institutlederen sin uforbeholdne undskyldning og over for professorbedømmelsesudvalget beklagede sin henvendelse. Da adjunkten ikke opfyldte de opstillede vilkår, afslog universitetet at ansætte ham. Da ingen andre ansøgere var kvalificerede, undlod universitetet at besætte stillingen.

Adjunktens henvendelse til professorbedømmelsesudvalget var efter ombudsmandens opfattelse en lovlig ytring. Spørgsmålet var herefter om stillingsafslaget var berettiget på grund af mulige samarbejdsvanskeligheder under en eventuel ansættelse.

Ombudsmanden mente at universitetets vilkår forudsatte at der var et sagligt grundlag for at stille de omtalte vilkår og tilstrækkelige oplysninger til vurdering heraf. Det ville i dette tilfælde sige en sandsynliggørelse af at der ved ansættelse af adjunkten ville være en væsentlig risiko for samarbejdsvanskeligheder, og at denne risiko kunne mindskes betydeligt hvis han efterkom de opstillede vilkår.

Ombudsmanden skrev i en foreløbig redegørelse at det muligvis havde været berettiget at opstille de omtalte vilkår hvis universitetet først havde indhentet en udtalelse fra institutlederen som med god saglig grund havde krævet dette som forudsætning for et fremtidigt samarbejde med adjunkten.

Universitetet oplyste herefter over for ombudsmanden at universitetet havde ført grundige samtaler med institutlederen med henblik på at belyse mulige samarbejdsvanskeligheder, og at de omtalte vilkår var blevet opstillet på dette grundlag. Universitetet havde ikke udarbejdet notat(er) om disse samtaler.

I sin endelige redegørelse kritiserede ombudsmanden den manglende overholdelse af notatpligten efter offentlighedslovens § 6. Ombudsmanden havde imidlertid på det foreliggende grundlag ikke tilstrækkelige forudsætninger for at vurdere om universitetet – efter en samlet vurdering af hele sagsforløbet – havde et tilstrækkeligt sagligt grundlag for ikke at ansætte adjunkten. (J.nr. 2001-1246-810).

En arbejdsgiverforening klagede over at kredschefen for arbejdstilsynet gennem pressen havde udtalt sig kritisk om branchen og en medlemsvirksomhed. Arbejdsgiverforeningen var af den opfattelse at der var tale om ulovlig pression, og at arbejdstilsynet som offentlig myndighed kun måtte anvende de retsmidler som arbejdsmiljøloven gav adgang til. Endvidere forlangte arbejdsgiverforeningen at arbejdstilsynet eller Direktoratet for Arbejdstilsynet dementerede kredschefens udtalelser til pressen.

En kredspsykolog der var ansat i arbejdstilsynet, havde endvidere i en bog beskrevet muligheden for at anvende pressen som pressionsmiddel i arbejdsmiljøsager. Arbejdsgiverforeningen mente at dette var opfordring til brug af ulovlige midler, og at arbejdstilsynet burde have skredet ind over for kredspsykologen i den forbindelse.

Ombudsmanden udtalte bl.a. at en myndighed som udgangspunkt er berettiget til at offentliggøre sager som ifølge offentlighedsloven ville være undergivet aktindsigt på begæring af pressen. Offentlige myndigheder er således ikke generelt afskåret fra gennem pressen at søge at påvirke de retsundergivnes adfærd.

Ombudsmanden udtalte endvidere at offentligt ansatte som udgangspunkt har samme adgang til at fremsætte udtalelser som borgerne i almindelighed. Kun hvor der foreligger tungtvejende hensyn til myndighedens interne beslutningsproces og funktionsevne, kan de ansattes ret til at ytre sig anses for begrænset. Kredspsykologens bog måtte anses for kredspsykologens private mening, og der forelå ikke tungtvejende hensyn til myndigheden der kunne begrænse kredspsykologens ytringsfrihed. (J.nr. 1995-255-015).

To sygeplejersker udsendte en kritisk pressemeddelelse om arbejdsforholdene på et amts sygehus. En uge senere udsendte amtet en pressemeddelelse hvori amtets sundhedsudvalg beklagede at sygeplejerskerne ikke havde anvendt sygehusets normale tillidsmands- og ledelsessystem.

Under ombudsmandens behandling af sagen udtalte amtet at beklagelsen i pressemeddelelsen alene var udtryk for skuffelse over sygeplejerskernes fremgangsmåde, og at der således ikke i beklagelsen lå en påtale over for de to sygeplejersker.

Ombudsmanden måtte i den sproglige sammenhæng opfatte beklagelsen i amtets pressemeddelelse som en kritik af sygeplejerskerne. Ombudsmanden fandt kritikken uberettiget da sygeplejerskernes udtalelser lå inden for rammerne af offentligt ansattes ytringsfrihed.

Herudover havde ombudsmanden ingen bemærkninger til at ledelsen på en offentlig arbejdsplads generelt over for de ansatte anbefalede de interne systemer til fremførelse af kritik mv. Men ledelsens tilkendegivelser eller adfærd må ikke udvikle sig til normer der med tiden kan få en sådan karakter at de reelt kommer til at virke på samme måde som egentlige censurlignende ordninger. Når man derfor fra ledelsens side anbefaler anvendelse af de interne systemer, må det - hvis det i sammenhængen og i lyset af den eventuelle konkrete baggrund er relevant - understreges over for de ansatte at retten til i stedet at vælge at fremføre en eventuel kritik offentligt ikke begrænses af en sådan anbefaling. (J. nr. 1993-2850-429).

En amtsdirektør skrev en kronik om offentligt ansattes ytringsfrihed til et internt blad for amtets ansatte. Kronikkens indhold kunne opfattes som et udtryk for regler der forsøgte at indskrænke de ansattes ytringsfrihed.

Ombudsmanden besluttede derfor af egen drift at undersøge sagen. Amtet oplyste at kronikken skulle ses som en henstilling til de ansatte om i første række at bruge ledelses- og samarbejdssystemet i amtet.

Ombudsmanden udtalte at det var nærliggende at forstå de spilleregler der var opstillet i kronikken som egentlige retsregler om de ansattes offentlige ytringer om forholdene i amtet, og at regelsættet på flere punkter afveg væsentligt fra de regler der i almindelighed antages at gælde for offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden udtalte endvidere at amtet ved offentligt at dementere at der med kronikken var fastlagt særlige regler der begrænsede de ansattes ret til at udtale sig over for offentligheden, havde taget passende skridt til at fjerne det indtryk kronikken kunne give. (J.nr. 1998-3597-815).

Tre ansatte i Told og Skat havde i et dagblad udtalt sig kritisk om Told- og Skattestyrelsens beslutning om at omlægge dele af toldkontrollen. Efterfølgende gav skatteregionen over for medarbejderne udtryk for at man opfattede udtalelserne som illoyale over for organisationen. Skatteregionen præciserede over for medarbejderne at de ikke måtte udtale sig om de fremtidige strategier for toldkontrol.

Ombudsmanden udtalte at offentligt ansatte der udtaler sig som led i tjenesten, er undergivet ledelsens bestemmelse på sædvanlig måde. Ledelsens ret til at indsnævre offentligt ansattes ret til at ytre sig offentligt som privatpersoner er imidlertid begrænset.

Ombudsmanden mente at de tre ansatte havde udtalt sig som privatpersoner angående en sag som lå inden for deres arbejdsområde. De havde ikke deltaget i beslutningsprocessen om omlægningen af toldkontrollen på en måde der kunne tillægges betydning for deres adgang til at ytre sig offentligt. Hertil kom at udtalelserne var fremsat på et tidspunkt hvor beslutningen om at omlægge toldkontrollen allerede var truffet. Efter ombudsmandens opfattelse er en offentligt ansat berettiget til at udtale sig kritisk om en myndighed uden nødvendigvis derved at overskride grænserne for sin loyalitetspligt. De tre ansattes udtalelser lå klart inden for de begrænsninger der gælder for offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden mente derfor irettesættelsen af de tre ansatte var kritisabel. (J.nr. 1997-2513-815). 

En sygeplejelærer fik en advarsel for at tilsidesætte sin loyalitetspligt. Årsagen til advarslen var at sygeplejelæreren i et opslag på skolen havde orienteret om baggrunden for at hun havde fået afslag på sin ansøgning om stillingen som rektor, og hendes inddragelse af studerende i forløbet om besættelse af stillingen.

Det var ombudsmandens opfattelse at der ikke var grundlag for at give sygeplejelæreren en advarsel. Ved bedømmelsen af sagen inddrog ombudsmanden især hensynet til offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden henstillede at amtet, som havde givet advarslen, tog sagen op til fornyet behandling og traf en ny afgørelse. (J.nr. 1999-2514-812).

En overlæge medvirkede i et dokumentarprogram om apopleksibehandling og udtalte i programmet at apopleksipatienter burde behandles på specialafdelinger, og at det medførte en øget dødelighed hvis de blev indlagt og behandlet på andre afdelinger. Overlægens medvirken og optagelsen af en konkret patienthistorie, som også indgik i programmet, var først blevet godkendt af sygehusdirektionen.

Inden programmet blev bragt, forsøgte sygehusdirektionen at få overlægen til at lægge navn til en pressemeddelelse hvori han skulle udtale at den patient som medvirkede i programmet, var blevet behandlet fagligt forsvarligt. Overlægen nægtede dette og medvirkede i den forbindelse i en nyhedsudsendelse hvor han bl.a. udtalte at hans ytringsfrihed var blevet krænket ved forsøget på at få ham til at godkende pressemeddelelsen.

Overlægens arbejdsgiver, amtet, tildelte ham en irettesættelse på grund af hans ”samlede håndtering af mediebetjeningen” i sagen. Det var amtets opfattelse at han ikke havde vist tilfredsstillende loyalitet over for sygehusets bestræbelser på at give patienter med apopleksi en kvalificeret behandling, og at han havde overtrådt amtets informationspolitik ved at have medvirket i nyhedsudsendelsen uden at give besked herom.

Overlægen klagede til ombudsmanden over amtets håndtering af sagen. Ombudsmanden udtalte i en foreløbig redegørelse at overlægens medvirken i nyhedsudsendelsen skete som privatperson. Han var dermed beskyttet af reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed, og han havde således ikke pligt til hverken før eller efter interviewet at orientere sin arbejdsgiver. Overlægens medvirken i dokumentarprogrammet skete derimod som led i tjenesten, hvorfor han ikke var beskyttet af ytringsfrihedsreglerne. Det var imidlertid ombudsmandens vurdering at de udtalelser som overlægen fremsatte i programmet, selv om de kunne opfattes som kritiske over for sundhedssystemet som sådan, ikke kunne anses for at være i strid med de rammer som amtet havde fastsat for hans medvirken i programmet. På den baggrund mente ombudsmanden ikke at der var grundlag for at tildele overlægen irettesættelsen.

På baggrund af ombudsmandens foreløbige redegørelse trak amtet irettesættelsen tilbage.

(J.nr. 2002-3762-812)

På baggrund af en offentlig debat i forbindelse med en overlæges opsigelse af sin stilling på et hospital iværksatte ombudsmanden en egen drift-undersøgelse. Undersøgelsen tog udgangspunkt i hospitalsledelsens håndtering af en kritik fra overlægen.

Ombudsmanden udtalte sig om ledelsens håndtering af kritikken og om hospitalsdirektionens ændring af en stillingsbeskrivelse med henblik på ansættelse af en overlæge på børneafdelingen. Overlægen havde i første omgang været med til at skrive denne stillingsbeskrivelse. Endelig udtalte ombudsmanden sig om en afvisning fra den ansvarshavende redaktør på hospitalets personaleblad af at bringe et interview med overlægen. Overlægen udtalte sig i interviewet kritisk om forholdene på børneafdelingen. (J.nr. 1998-1013-815).

En far klagede over at skolebladsredaktionen på hans barns skole afviste at optage to indlæg fra ham i skolebladet. Skolebestyrelsen og kommunen fastholdt redaktionens afvisning. Kommunen henviste bl.a. til at skolebladet skulle kunne læses både af elever og forældre, og at indlæg i bladet af den grund skulle holdes i en venlig og positiv tone. Hverken tilsynsrådet eller Indenrigsministeriet mente der var handlet ulovligt i sagen.

Ombudsmanden tog kun stilling til om tilsynsrådet og ministeriet i medfør af den kommunale tilsynsordning burde have påtalt kommunens behandling af sagen.

Efter ombudsmandens opfattelse kunne afvisningen af indlæggene ikke betegnes som censur i grundlovens forstand eller som værende i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 10 om ytringsfriheden. Ombudsmanden udtalte dog at hensynet til ytringsfriheden bør indgå med høj prioritet i myndigheders skønsmæssige vurdering. Der skulle således foreligge gode grunde til ikke at optage indlæggene. Dette burde bl.a. tilsynsrådet have tilkendegivet over for kommunen.

Det gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger at tilsynsrådet og ministeriet mente, det var sagligt at tage hensyn til at indlæg i et skoleblad skulle kunne læses af såvel elever som forældre.

Derimod stemte det efter ombudsmandens opfattelse dårligt med hensynet til ytringsfriheden at afvise indlæg blot fordi de ikke var positive eller venlige i deres tone eller indhold. Ombudsmanden tilsluttede sig derfor ministeriets opfattelse af at det var tvivlsomt, om dette hensyn var sagligt. (J.nr. 1998-1809-710).

Gennem omtale i pressen blev ombudsmanden opmærksom på at Statsministeriet havde givet en bestemt avis aktindsigt i en tale som statsministeren skulle holde om EU. Avisen ville bringe talen som kronik samme dag som talen skulle holdes. Dagen før viste andre medier, bl.a. en anden avis, interesse for taledokumentet. Avisen bad om aftenen Statsministeriets pressechef om også at få aktindsigt i taledokumentet, men fik afslag med den begrundelse at den første avis allerede havde fået aktindsigt. Ombudsmanden tog sagen op af egen drift.

Ombudsmanden udtalte at en myndigheds interesse i at sikre at visse budskaber formidles på den mest effektive måde og opnår optimal gennemslagskraft ved at lade dem lancere som solohistorier, ikke i sig selv kan frakendes saglighed. Men dette hensyn kan ikke tillægges en så afgørende vægt over for det lovfæstede offentlighedsprincip og den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning at det i almindelighed vil kunne begrunde tilbageholdelse eller forsinket indsigt til andre.

Ombudsmanden udtalte at taledokumentet ved udlevering til den første avis mistede sin interne karakter, og at Statsministeriet herefter ikke kunne afslå at udlevere det til andre på grundlag af offentlighedslovens bestemmelser om interne dokumenter.

Da Statsministeriet samme dag som udleveringen af taledokumentet til den første avis fandt sted, var i kontakt med en række medier vedrørende talen, burde ministeriet efter ombudsmandens mening på eget initiativ have tilbudt disse medier indsigt i de samme oplysninger som den første avis havde fået.

Ombudsmanden udtalte desuden at en forvaltningsmyndighed, hvis den giver en journalist eller andre indsigt i et eller flere dokumenter og/eller afgiver oplysninger og denne ekspedition ikke fremgår af sagen, skal tage notat om det. Af notatet skal fremgå hvilke dokumenter eller oplysninger der er udleveret, til hvem eller under hvilke omstændigheder de er udleveret, tidspunktet for udleveringen og eventuelle vilkår eller klausuler der er aftalt eller forudsat ved udleveringen. Ved udlevering af dokumenter eller oplysninger som en myndighed afgiver som led i en solohistorie, vil det efter ombudsmandens opfattelse være ønskeligt at myndigheden i notatet yderligere angiver den eller de interesser som myndigheden har tillagt betydning ved beslutningen om udlevering. (J.nr. 2003-0322-401).

Af en vejledning om optagelse på Statens Teaterskole fremgik at skolen skulle forhåndsgodkende de studerendes medvirken i skuespil(optræden) som ikke var en del af undervisningen.

  Ombudsmanden bad teaterskolen og Kulturministeriet om at overveje ordningen i forhold til grundlovens og den europæiske menneskerettighedskonventions bestemmelser om ytringsfrihed.

  Ombudsmanden lagde til grund at de studerendes optræden måtte anses for en "ytring". Kravet om forhåndsgodkendelse skulle derfor vurderes i relation til censurforbudet i grundlovens § 77 og de særlige retsforhold, anstaltsforhold, der kan begrunde en begrænset afvigelse fra beskyttelsen i § 77. 

  Ombudsmandens udtalte at det må anses for meget tvivlsomt om teaterskolens begrundelse for ordningen med forhåndsgodkendelse kan hjemle en sådan begrænsning af de studerendes beskyttelse i grundlovens § 77.

  Ombudsmanden henstillede derfor til Kulturministeriet at sørge for at forhåndsgodkendelsesordningen ikke blev opretholdt på det foreliggende grundlag.

  (J.nr. 2004-3970-7549).

Et præsteseminarium klagede over Undervisningsministeriets afslag på at godkende seminarets uddannelse som SU-berettiget. Undervisningsministeriet afslog at godkende uddannelsen med henvisning til at den havde et snævert erhvervssigte. Stigende udgifter til uddannelsesstøtte bevirkede at ministeriet var tilbageholdende med at godkende nye uddannelser. Præsteseminaret skrev i sin klage til ombudsmanden at ministeriets afgørelse var truffet på et utilstrækkeligt grundlag, og at ministeriet ikke havde hjemmel til sin restriktive praksis, og at ministeriet ikke havde inddraget hensynet til den grundlovssikrede religionsfrihed. Endvidere klagede seminariet over at ministeriet ikke havde givet en fyldestgørende begrundelse for sin afgørelse, og at sagsbehandlingstiden havde været for lang.

Ombudsmanden udtalte om retsgrundlaget for afgørelsen at det fremgik af forarbejderne til SU-loven at spørgsmålet om godkendelse af en privat uddannelse som SU-berettigende var overladt til ministerens skøn ud fra uddannelsespolitiske og dermed økonomiske hensyn.

I sin behandling af spørgsmålet om den grundlovssikrede religionsfrihed udtalte ombudsmanden at der efter hans opfattelse hverken i medfør af grundloven eller den europæiske menneskerettighedskonvention kunne udledes en ret til at modtage statslig støtte til præsteuddannelsen i form af uddannelsesstøtte.

Om Undervisningsministeriets udøvelse af skønnet udtalte ombudsmanden at baggrunden for at stille høje krav til det akademiske niveau for religiøse uddannelser især var et ønske om at sikre den fornødne kvalitet på området. Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at fastslå at sådanne kriterier var ulovlige eller irrelevante. Ombudsmanden lagde endvidere vægt på at der ikke blev stillet højere kvalitetskrav til de private religiøse uddannelser end de krav der stilles til teologistudiet på universitetet.

Ombudsmanden bemærkede dog at hensynet til religionsfriheden bør veje tungt ved skønsmæssige vurdering som her i sagen.

Ombudsmanden kritiserede at Undervisningsministeriet ikke havde partshørt præsteseminaret over en udtalelse fra dekanen for Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet. Ombudsmanden kritiserede endvidere at Undervisningsministeriets begrundelse for afgørelsen ikke var fyldestgørende. (J.nr. 1998-1677-073).

A, der var cheflæge på et lokalt sygehus, udtalte sig på et politisk møde om overflytningen af en afdeling til et andet sygehus. Dagen efter blev det foreholdt A på et møde med amtskommunens ledelse, at han havde handlet illoyalt ved at udtale sig om sagen på mødet dagen før.

Ombudsmanden fandt, at ledelsen af relativt selvstændige offentlige institutioner - som f.eks. hospitaler - har en i det væsentlige fri adgang til over for offentligheden at fremlægge synspunkter såvel på egne som på institutionens vegne.

Ombudsmanden bemærkede, at cheflægen som andre offentligt ansatte var undergivet en overordnet myndigheds bestemmelse om, hvorvidt han må udtale sig på institutionens vegne, og om hvad han i givet fald må sige. Denne instruktionsadgang har kun betydning, såfremt den faktisk er udnyttet i form af udtrykkelige meddelte begrænsninger i adgangen til at ytre sig offentligt på forvaltningens vegne.

Ombudsmanden fandt ikke, at der på forhånd var meddelt sygehusledelsen nogle begrænsninger med hensyn til adgangen til at udtale sig offentligt om sammenlægningssagen. A havde således været berettiget til at udtale sig offentligt om sagen, og amtskommunens ledelse havde ikke haft grundlag for at rette bebrejdelser mod ham i den anledning. (J. nr. 1991-2283-42).

En professor klagede til ombudsmanden over at det universitet hvor han var ansat, havde krænket hans ytringsfrihed.

Professoren havde i en kronik kritiseret en rapport udarbejdet af tre af hans kolleger. Han havde også indkaldt erhvervsfolk til et møde til drøftelse af erhvervsudviklingen i regionen, og i den forbindelse henviste han til den kritiske kronik.

Universitetets rektor skrev i anledning af kronikken og mødeindkaldelsen til professoren og kritiserede hans adfærd der blev karakteriseret som ”dybt illoyal”. Kritikken blev fremsat bl.a. med baggrund i en aftale som tidligere var blevet indgået mellem professoren og rektor. Ifølge aftalen måtte professoren ikke, når han udtalte sig offentligt, referere til navngivne personer i direkte eller indirekte form. Rektor skrev desuden til dem som var inviteret til mødet, og gjorde opmærksom på at der var tale om et rent privat initiativ fra professorens side.
Ombudsmanden lagde til grund at professorens kritik af kollegerne og mødeindkaldelsen var tjenstlige aktiviteter. Reglerne om hvad offentligt ansatte kan ytre sig om som privatpersoner, var derfor ikke relevante.

Ombudsmanden udtalte at spørgsmålet om rektors reaktioner måtte bedømmes på baggrund af ledelsesretten. Ledelsesretten skal for så vidt angår ansættelsen på et universitet, udøves bl.a. med respekt for reglerne i universitetsloven.

Det var ombudsmandens opfattelse at forbuddet mod at referere til navngivne personer ikke var foreneligt med reglerne i universitetsloven om forskningsfrihed og tilskyndelse til at deltage i den offentlige debat. Den del af rektors kritik der havde baggrund i overtrædelse af dette forbud, var derfor ikke berettiget.

Derimod mente ombudsmanden at det lå inden for ledelsesrettens rammer at stille krav om loyal adfærd over for kolleger i forbindelse med faglig kritik, herunder krav til sprogbrugen og til information, inden kritik fremsættes offentligt. Herudover måtte der også kunne stilles krav om at en professor underrettede universitetsledelsen inden der blev indkaldt til at møde hvor det fremstod som om mødet var indkaldt på universitets vegne, og som om professoren repræsenterede universitetets synspunkter. I det omfang rektors kritik var baseret på disse forhold, kunne den således ikke give ombudsmanden anledning til bemærkninger.

Endelig var det ombudsmandens opfattelse at rektor som led i ledelsesretten kunne rette henvendelse til de inviterede for nærmere at redegøre for universitetets rolle og i den forbindelse kunne præcisere at de synspunkter som blev fremsat i mødeindkaldelsen, var professorens egne, og ikke universitets syns punkter.

(J.nr. 2003-4209-815)