A, en privat vandforsyningsforening, klagede over at Miljøstyrelsen (M) havde tiltrådt en amtskommunes (E's) pålæg til A om tilslutning til et alment vandforsyningsanlæg samt om overdragelse af A's vandledning til vandværket (B).

A, der havde 10 medlemmer, ejede en vandledning der førte vand fra B frem til A's 10 ejendomme. I forbindelse med kommunens (D's) og E's plan om etablering af et vandforsyningsanlæg for hele området tilbød A vederlagsfrit at overdrage ledningen, blot A ikke blev pålagt udgifter i forbindelse hermed. E meddelte i første omgang at alle i området, med undtagelse af A, skulle pålægges tilslutningspligt. E ændrede senere holdning og traf afgørelse om at A skulle være omfattet af tilslutningspligten, og bestemte samtidig i medfør af vandforsyningslovens § 29, stk. 3, at A's private vandledning skulle overtages af B, og at A som kompensation for at B overtog pligten til at vedligeholde ledningen, skulle betale 68.000 kr. til B. E havde partshørt A før, men ikke efter det kom på tale også at lade A være omfattet af tilslutningspligten. Før afgørelsen blev truffet havde A trukket tilbudet om vederlagsfri overdragelse af ledningen tilbage.

M stadfæstede E's afgørelse idet M dog for A's vedkommende henviste til vandforsyningslovens § 32, stk. 1.

I en foreløbig redegørelse udtalte ombudsmanden at E's ændrede holdning med hensyn til også at inddrage A under tilslutningspligten ændrede A's interesse i sagen radikalt. E burde derfor på dette tidspunkt - og før den endelige afgørelse i sagen - have partshørt A. M burde have påtalt partshøringsfejlen over for E. Ombudsmanden udtalte videre at afgørelsen om at inddrage A's private vandledning havde karakter af ekspropriation og derfor ikke kunne træffes i medfør af vandforsyningslovens § 32, stk. 1. Sagen skulle i stedet have været behandlet efter de særlige ekspropriationsregler i lovens kap. 7. Efter ombudsmandens opfattelse var afgørelsen herefter ugyldig. Endelig udtalte ombudsmanden at også den del af E's afgørelse der vedrørte betaling af de 68.000 kr., efter vandforsyningslovens § 75 kunne påklages til M.

M ophævede herefter sin afgørelse og annullerede samtidig E's beslutning. (J. nr. 1992-1982-149).

En forening klagede over at Trafikministeriet i to sager vedrørende Hillerød-motorvejens forlængelse ikke havde tillagt foreningen status som part i forvaltningslovens forstand.

I den ene sag fastlagde Trafikministeriet efter hvilke regler de egentlige ekspropriationsforrretninger skulle finde sted. Denne beslutning var af processuel karakter og ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Ombudsmanden kunne allerede af den grund ikke kritisere at ministeriet ikke havde tillagt foreningen partsstatus i sagen.

I den anden sag havde Trafikministeriet udstedt en ekspropriationsbemyndigelse. En sådan beslutning er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det gav dog ikke ombudsmanden anledning til kritik at ministeriet ikke havde anset foreningen for part i forvaltningslovens forstand i denne sag. Ombudsmanden henviste dels til at foreningen i sine henvendelser til ministeriet fremstod som repræsentant for medlemmernes almindelige og generelle modstand mod projektet til Hillerød-motorvejens forlængelse, dels til at ministeriet ikke i forbindelse med sin afgørelse skulle foretage en nærmere prøvelse af projektgrundlaget i forhold til de foreningsmedlemmer som var individuelt berørt af projektet. (J.nr. 1995-674-501).