A, der siden 1974 havde været ansat i EF med bopæl i Bruxelles, klagede over Landsskatterettens stadfæstelse af et skatteråds afgørelse om, at han skulle betale bunden opsparing. A bestred ikke, at han var indkomstskattepligtig her i landet i henhold til kildeskattelovens § 1, nr. 1, sammenholdt med art. 14 i den til "Traktat om oprettelse af et fælles råd og en fælles kommission for EF" hørende protokol om EF's privilegier og immuniteter; denne artikel vedrører imidlertid kun indkomstskat, formueskat og arveafgift.

Skatterådets fastholdelse af beregningsgrundlaget for den opkrævede bundne opsparing påklagedes til Landsskatteretten, der imidlertid videresendte den til ligningskommissionen som en klage over selve opsparingspligten. Ligningskommissionen meddelte A, at kommissionen fastholdt hans skatteansættelse uændret. Da A herefter anførte, at hans klage alene vedrørte det forhold, at han var blevet pålagt byrder, udover hvad art. 14 i 1965-protokollen berettigede til, meddelte ligningskommissionen ham, at kommissionen ikke havde bemyndigelse til at træffe afgørelse vedrørende opsparingspligten og dennes retsgrundlag. Denne afgørelse indbragte A for Landsskatteretten, som stadfæstede skatterådets afgørelse.

Ombudsmanden fandt, at det havde været med urette, at Landsskatteretten, da denne fik sagen forelagt første gang, havde henvist den til behandling ved ligningskommissionen efter reglerne om klage over indkomstansættelser. Ombudsmanden anførte, at Landsskatteretten i den indklagede kendelse alene havde taget stilling til det spørgsmål, A havde rejst om, hvorledes § 1 i lov om bunden opsparing retteligt skulle fortolkes, og anførte, at Landsskatterettens fortolkning vedrørende dette spørgsmål ikke forekom ham helt utvivlsom. Ombudsmanden fandt dog ikke anledning til at gå ind i en nærmere vurdering heraf, men henstillede til Landsskatteretten at genoptage sagen, idet han fandt, at Landsskatteretten i kendelsen burde have taget stilling til, om bunden opsparing kan anses som "beskatning" efter art. 14 i den forannævnte traktat.

Ombudsmanden henviste klageren til, såfremt Landsskatteretten herefter traf en afgørelse, som klageren ikke var enig i, at indbringe Landsskatterettens afgørelse for domstolene inden 6 måneder efter kendelsens afsigelse. Ombudsmanden anførte herved, at ombudsmandsembedet efter hans opfattelse i almindelighed må anses for et mindre egnet forum for afklaring af tvivlsspørgsmål om rækkevidden af EF-retlige regler, fordi det alene er domstolene, som kan forelægge sådanne spørgsmål for EF-Domstolen til præjudiciel afgørelse. (J. nr. 1989-621-223).

Selskabet A A/S klagede over skattemyndighedernes opkrævning og beregning af morarente i anledning af selskabets køb af egne aktier. Til støtte for klagen anførte A A/S at den opkrævede morarente ikke havde tilstrækkelig hjemmel i lovgivningen, og at det i øvrigt fremgik af Skatteministeriets cirkulæreskrivelse af 29. juni 1992 om indeholdelse af udbytteskat, at der ikke er pligt til indeholdelse af udbytteskat, når der foretages kapitalnedsættelse eller et aktiesalg til udstedende selskab, og der samtidig meddeles dispensation efter ligningslovens § 16 A, stk. 2, eller § 16 B, stk. 2.

Ombudsmanden udtalte at efter hans opfattelse var der en berettiget tvivl om lovmedholdeligheden af skattemyndighedernes tidligere praksis for indeholdelse af udbytteskat ved salg af aktier til udstedende selskab, når der ved salget var meddelt dispensation for udbyttebeskatning. Det var ligeledes ombudsmandens opfattelse at der forelå tvivl om berettigelsen af myndighedernes praksis for fastlæggelse af forfaldstidspunktet for indeholdelse af udbytteskat, såfremt indeholdelsespligten i øvrigt bestod. På trods af denne tvivl fandt ombudsmanden dog ikke at der forelå et fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Told- og Skattestyrelsens afgørelse om opkrævning af morarenter.

Ombudsmanden anerkendte imidlertid A A/S's interesse i at få fortolkningsproblemet afgjort og eventuelt herved opnå medhold i at det påklagede morarentebeløb var opkrævet uden den fornødne lovhjemmel. Ombudsmanden udtalte at han - såfremt A A/S måtte ønske sagen prøvet ved domstolene - ville henstille til Civilretsdirektoratet, at der blev meddelt A A/S fri proces. (J. nr. 1993-207-216).