På grundlag af klagesager som skyldrådet havde truffet afgørelse i, og som angik en bestemt vej, indstillede skyldrådet til Told- og Skatteregion Thisted at vurderingen af grundværdierne for den ældre del af vejen blev taget op til revision. En husejer bad om aktindsigt i skyldrådets (eventuelle) klagesager. Regionen afslog anmodningen under henvisning til at anmodningen ikke var tilstrækkelig præcis hvilket Told- og Skattestyrelsen tiltrådte.

Ombudsmanden var ikke enig med regionen og styrelsen i at regionen var kompetent til i 1. instans at træffe afgørelse om husejerens begæring om aktindsigt. Ombudsmanden kritiserede derfor at regionen havde truffet afgørelse om hvorvidt husejerens anmodning skulle imødekommes. Regionen burde have sendt anmodningen videre til skyldrådet til behandling. Ligeledes kritiserede ombudsmanden at styrelsen ikke havde ophævet regionens afgørelse og oversendt sagen til skyldrådet til behandling.

Ombudsmanden mente ikke at det kunne udelukkes at regionens manglende kompetence til at træffe afgørelse i sagen i 1. instans havde haft betydning for sagens udfald, og henstillede at styrelsen genoptog sagen. (J.nr. 1998-0291-201).

A klagede over, at en meddelelse om den 19. almindelige ejendomsvurdering ikke var begrundet.

Ombudsmanden udtalte, at ejendomsvurderinger må betragtes som afgørelser i forvaltningslovens forstand, og at lovens regler om begrundelse m.v. derfor finder anvendelse. Meddelelsen om ejendomsvurderingen i forbindelse med den samtidigt udsendte orienteringsmeddelelse opfyldte efter ombudsmandens opfattelse ikke kravene i forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2, til indholdet af en begrundelse. Ombudsmanden henstillede, at oplysning om retsgrundlaget for vurderingen i fremtiden kom til at fremgå af vurderingsmeddelelserne. Da Told- og Skattestyrelsen allerede under sagen havde oplyst, at styrelsen overvejede i vurderingsmeddelelserne for 1995 at angive de oplysninger fra bygnings- og boligregistret m.v. og den statistiske beregningsmodel, der anvendes, fandt ombudsmanden ikke på det foreliggende grundlag anledning til at foretage videre, men udbad sig underretning om resultatet af styrelsens overvejelser.

Ombudsmanden udtalte endvidere, at der ikke i forvaltningsloven eller i øvrigt er hjemmel til en generel praksis, hvorefter personer, der mundtligt, herunder telefonisk, retter henvendelse til f.eks. en kommune med anmodning om en begrundelse m.v., henvises til at fremsætte anmodningen skriftligt. (J. nr. 1992-2555-202).

 

A klagede over, at Landsskatteretten (LSR) fastholdt, at hans ejendom i vurderingsmæssig henseende skulle anses for en beboelsesejendom og ikke en landbrugsejendom. A klagede samtidig over den begrundelse, der i kendelsen var givet for Landsskatterettens afgørelse.

LSR havde under forberedelse af sagen meddelt A, at den beroede på principielle overvejelser. Disse overvejelsers indhold fremgik hverken af LSR's kendelse eller af LSR's udtalelse til ombudsmanden. I en supplerende udtalelse gav LSR udtryk for, at LSR's afgørelser fremtrådte som konkrete begrundede kendelser, jf. skattestyrelseslovens § 28, stk. 2, og således ikke indeholdt stedfundne principielle overvejelser.

Ombudsmanden udtalte, at det efter hans opfattelse fulgte af forvaltningslovens § 24, at dersom en afgørelse blev truffet efter forudgående principielle overvejelser, burde der i begrundelsen redegøres for de stedfundne overvejelser og deres betydning for den stedfundne afgørelse.

Ombudsmanden henstillede til LSR at genoptage sagens behandling med henblik på at meddele A en ny afgørelse, hvori der redegjordes for de principielle overvejelser, som sagen havde beroet på. (J. nr. 1990-575-223).