En journalist ved et dagblad bad Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om aktindsigt i korrespondance og andet materiale vedrørende styrelsen af et bestemt fond. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen afslog journalistens anmodning med henvisning til § 61, stk. 1, 2. pkt., i lov om erhvervsdrivende fonde. Efter denne bestemmelse kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen undtage oplysninger som styrelsen besidder i sin egenskab af tilsynsmyndighed for de erhvervsdrivende fonde. Journalisten bad på ny Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om at behandle aktindsigtsanmodningen, men denne gang i henhold til aktindsigtsbestemmelserne i offentlighedsloven. Dette afslog styrelsen imidlertid med den begrundelse at offentlighedslovens regler ikke fandt anvendelse på de pågældende dokumenter.

Journalisten indbragte sagen for ombudsmanden. Med støtte i lovens forarbejder præciserede ombudsmanden at undtagelsesbestemmelsen i § 61, stk.1, i lov om erhvervsdrivende fonde ikke finder anvendelse på dokumenter der kun er hos Erhvervs- og Selskabsstyrelse som fondsmyndighed. Da ombudsmanden var af den opfattelse at det var tilfældet i den foreliggende sag, var bestemmelsen ikke anvendelig. Derimod mente ombudsmanden at de pågældende dokumenter var omfattet af offentlighedslovens almindelige bestemmelser om aktindsigt. Styrelsen burde derfor efter ombudsmandens opfattelse have afgjort spørgsmålet om dagbladets ret til aktindsigt i henhold til disse bestemmelser. På den baggrund henstillede ombudsmanden til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen at genoptage sagens behandling. (J.nr. 1997-0435-301).

En erhvervsdrivende fond A klagede til ombudsmanden over, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (ESS) som fondsmyndighed havde pålagt A at stille en bankgaranti på 2,4 mio. kr. i anledning af et af A oparbejdet underskud.

Ombudsmanden fandt det kritisabelt, at ESS ikke havde besvaret en forespørgsel fra A om, med hvilken hjemmel ESS havde stillet krav om garantistillelse. I sit svar til ombudsmanden henviste ESS som hjemmel til Lov om erhvervsdrivende fonde § 42. Ombudsmanden fandt ikke, at denne bestemmelse gav sikker hjemmel for at påbyde en fondsbestyrelse at foretage dispositioner, som ikke tog sigte på en regulering af fondens uddeling eller overskudsdisponering. Da A selv hæftede for den stillede bankgaranti, måtte garantien antages alene at sikre A's kreditorer og ikke dens formue. Ombudsmanden fandt på det grundlag ikke, at den afleverede garanti kunne sidestilles med et krav om øget konsolidering eller lignende til sikring af fondens formål, hvorfor ombudsmanden fandt det kritisabelt, at ESS havde pålagt A at stille den omhandlede garanti.

Ombudsmanden kritiserede endvidere ESS for fejlagtigt at have meddelt A, at en klage til ombudsmanden i henhold til Lov om erhvervsdrivende fonde ikke kunne tillægges opsættende virkning. Afgørelsen om opsættende virkning beroede i det hele på ESS's eget skøn. Afslutningsvis bad Ombudsmanden ESS tage stilling til, hvorvidt der i den foreliggende sag var grundlag for at statuere erstatningsansvar for det offentlige for A's tab i forbindelse med den afkrævede garantistillelse. (J. nr. 1992-175-319).