A's datter var blevet varetægtsfængslet ved anbringelse i såkaldt fængslingssurrogat i en døgninstitution for børn og unge, der var godkendt i henhold til bistandsloven. Herefter opstod spørgsmålet om, hvorvidt A kunne afkræves betaling for datterens ophold. Afgørende var, om betalingsspørgsmålet skulle bedømmes efter bestemmelser i bistandsloven, hvorefter betaling kunne kræves, eller i retsplejeloven, hvorefter betaling ikke kunne kræves.
Den Sociale Ankestyrelse (DSA) anførte i sin afgørelse, at betalingen af udgifterne med rette var henført under bistandslovens regler, da anbringelsen var besluttet af kommunen, og at retsplejelovens regler om betaling af delinkventomkostninger ikke kunne medføre, at bistandslovens regler ikke skulle anvendes.
Ombudsmanden fandt, at anbringelsen var sket i henhold til retsplejelovens regler. Der var derfor ikke hjemmel til at pålægge A at betale for B's ophold i institutionen. Ombudsmanden henstillede til DSA at overveje spørgsmålet igen. (J. nr. 1990-642-064).
