Ombudsmanden modtog oplysninger om at en varetægtsarrestant før fremstillingen i retten havde været henvist til at overnatte i et venterum på en politistation. Ombudsmanden besluttede af egen drift at iværksætte en undersøgelse af sagen.

Ombudsmanden indhentede oplysninger fra politimesteren om baggrunden for at varetægtsarrestanten var blevet anbragt i venterummet, og udtalelser fra politimesteren, Rigspolitichefen og Justitsministeriet om det forhold at et venterum var blevet anvendt til overnatning.

Ombudsmanden udtalte at han forstod politimesterens, Rigspolitichefens og Justitsministeriets udtalelser således at det er myndighedernes generelle opfattelse at politiets venterum ikke kan anvendes til overnatning. Ombudsmanden erklærede sig enig i denne opfattelse.

Efter omstændighederne mente ombudsmanden ikke at han havde fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere politimesteren for anvendelsen af venterummet i det konkrete tilfælde. Ombudsmanden henviste bl.a. til at der på det tidspunkt da anbringelsen fandt sted, var overbelægning i arresthuset, at der ikke var plads i nærliggende arresthuse, og til den særlige situation som politiet og kriminalforsorgen befandt sig i på grund af EU- møder i hovedstadsområdet. (J.nr. 2001-2411-819).

A's datter var blevet varetægtsfængslet ved anbringelse i såkaldt fængslingssurrogat i en døgninstitution for børn og unge, der var godkendt i henhold til bistandsloven. Herefter opstod spørgsmålet om, hvorvidt A kunne afkræves betaling for datterens ophold. Afgørende var, om betalingsspørgsmålet skulle bedømmes efter bestemmelser i bistandsloven, hvorefter betaling kunne kræves, eller i retsplejeloven, hvorefter betaling ikke kunne kræves.

Den Sociale Ankestyrelse (DSA) anførte i sin afgørelse, at betalingen af udgifterne med rette var henført under bistandslovens regler, da anbringelsen var besluttet af kommunen, og at retsplejelovens regler om betaling af delinkventomkostninger ikke kunne medføre, at bistandslovens regler ikke skulle anvendes.

Ombudsmanden fandt, at anbringelsen var sket i henhold til retsplejelovens regler. Der var derfor ikke hjemmel til at pålægge A at betale for B's ophold i institutionen. Ombudsmanden henstillede til DSA at overveje spørgsmålet igen. (J. nr. 1990-642-064).