En journalist klagede over Danmarks Radios (DR) afslag på aktindsigt i en række personalesager. DR begrundede afslaget med at et udvalgsarbejde var sat i gang i Justitsministeriet. Udvalget skulle vurdere offentlighedslovens regler om aktindsigt i personalesager, og DR ville udskyde afgørelsen indtil retsgrundlaget var afklaret.

I en udtalelse til ombudsmanden skrev DR bl.a. at man af hensyn til konkurrencen om medarbejdere i mediebranchen ikke anså det for hensigtsmæssigt at oplyse lønninger på direktører og chefer. DR ønskede ikke at give mulighed for at udøve pression mod medarbejdere, hvis personalesager der var givet aktindsigt i. DR anså endvidere anmodningen om aktindsigt for "voddragning" i personalesagerne og ville alene af den grund ikke give aktindsigt, idet det antages at ligge uden for offentlighedslovens formål.

Ombudsmanden anså det for overordentlig kritisabelt at DR udskød afgørelsen med henvisning til udvalgsarbejdet. En sådan beslutning var klart uforenelig med borgernes retskrav på aktindsigt efter offentlighedsloven. Ombudsmanden mente at anmodningen om aktindsigt indeholdt tilstrækkelig identifikation af de sager, journalisten ønskede at se, hvorfor henvisningen til "voddragning" også var klart uberettiget.

De grunde DR havde anført kunne efter ombudsmandens mening ikke begrunde et fuldstændigt afslag på aktindsigt, og radiolovens § 73 a gav ikke holdepunkter for at antage at DR's personalesager generelt skulle være undtaget fra aktindsigt i henhold til offentlighedsloven. En begrænsning af aktindsigten efter offentlighedsloven, og eventuelt radiolovens § 73 a, forudsætter en konkret vurdering som DR ikke sås at have foretaget.

Ombudsmanden henstillede at DR genoptog sagen. (J.nr. 1997-1124-522).

A klagede over Danmarks Radios (DR's) programlægning frem til folkeafstemningen om EF-unionen d. 2. juni 1992. Baggrunden for klagen var, at langt den overvejende del af deltagerne i en række optaktsudsendelser, der indgik i den samlede programlægning, var kendt som tilhængere af EF-unionen, hvilket efter A's opfattelse indebar en tilsidesættelse af DR's alsidighedsforpligtelse.

Efter ombudsmandens opfattelse måtte den alsidighedsforpligtelse, der i medfør af radiolovens § 6, stk. 1, gælder for DR's programvirksomhed, indebære, at der tilstræbtes en nogenlunde ligevægt af synspunkter for og imod forslaget om tiltrædelse af EF-unionen - også i optaktsudsendelserne taget for sig. Der kunne efter ombudsmandens opfattelse rejses tvivl om, hvorvidt optaktsudsendelserne opfyldte alsidighedskravet.

DR fremhævede, at udsendelsernes sigte var oplysning om traktatens indhold og dermed det forslag, der var lagt ud til folkeafstemning. Det faglige journalistiske skøn, der lå til grund for DR's vurdering af, at den valgte form tilgodeså oplysningsformålet bedst muligt, havde ombudsmanden ingen forudsætninger for at kritisere.

Ombudsmanden fandt, at alsidighedshensynet i nogen måde var blevet underordnet oplysningsformålet. Hensynet til varetagelse af oplysningsformålet og hensynet til alsidighedsforpligtelsen måtte anses for at være generelt ligeværdige. I tilfælde af en konflikt mellem de to hensyn måtte der nødvendigvis ske en afvejning. En sådan afvejning tilkommer det normalt ikke ombudsmanden at kritisere, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Ombudsmanden fandt på denne baggrund ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere DR's programlægning. (J. nr. 1992-808-522).

A, der havde været direktør i et børsnoteret selskab B A/S, hvis aktier blev suspenderet, klagede i en sag om berigtigelse af oplysninger i et indslag i TV-avisen.

A havde under suspensionen givet Københavns Fondsbørs (KF) meddelelse om, at der var indgået aftale med et belgisk firma om overtagelse af et projekt, og at aftalen ville sikre B A/S et tocifret millionbeløb. I et brev bad A om, at suspensionen opretholdtes, indtil A var "bemyndiget til at sætte rigtige tal på aftalen". KF ophævede dernæst suspensionen. Aftalen med det belgiske selskab blev ikke underskrevet og kom aldrig i stand.

I et indslag i TV-Avisen blev det nævnt, at KF og dermed investorerne tilsyneladende var ført bag lyset af A. Desuden blev det angivet, at sagen havde været genstand for politimæssig efterforskning

A gjorde indsigelse herimod og forlangte berigtigelse af passagerne. A gjorde over for ombudsmanden tillige gældende, at Radionævnet skulle have partshørt ham vedrørende en udtalelse fra Generaldirektøren for Danmarks Radio (DR).

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere afgørelsen om ikke at berigtige indslaget.

Derimod bemærkede ombudsmanden, at afgørelsen burde have indeholdt oplysning om retsgrundlaget, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1.

Endvidere fandt ombudsmanden, at indlægget fra Generaldirektøren for DR burde have været forelagt A, forinden Radionævnet traf afgørelse, jf. forretningsordenen for Radionævnet § 3 og forvaltningslovens § 19, stk. 1. (J. nr. 1990-881-76).

A klagede over at Hypotekbanken havde opkrævet en licensrestance som var mere end 5 år gammel. Danmarks Radio (DR) gjorde under sagen gældende at kravet ikke var forældet, idet gælden var fastslået under en fogedforretning og dermed ikke omfattet af den 5-årige forældelsefrist, jf. 1908-lovens § 1, stk. 2.

Ombudsmanden udtalte at han ikke var enig med DR i, at A under fogedforretningen udtrykkeligt havde anerkendt kravet, og fandt derfor at kravet var undergivet den 5-årige forældelsesfrist, jf. 1908-lovens § 1, stk. 1. (J. nr. 1992-2705-522).

Af dagspressen fremgik at TV 2 agtede at afskedige et større antal medarbejdere. Ved henvendelse til TV 2 blev det oplyst at de pågældende medarbejdere fik besked om den påtænkte afskedigelse den 31. maj 1999 med svarfrist den 2. juni 1999. Efter at have modtaget kopi af nogle af partshøringsbrevene og en udtalelse om rimeligheden af svarfristens længde besluttede ombudsmanden af egen drift at undersøge sagen.

Ombudsmanden udtalte at han var mest tilbøjelig til at mene at svarfristen var i strid med forvaltningslovens § 19. Ombudsmanden udtalte endvidere at det havde været mere hensynsfuldt og bedst stemmende med god forvaltningsskik om partshøringsskrivelserne ikke havde haft en udformning som sammenholdt med den korte svarfrist kunne give indtryk af at høringen alene var en formalitet. (J.nr. 1999-1696-804).

I forbindelse med en begæring fra A om aktindsigt meddelte TV 2 sin opfattelse af institutionens placering i forhold til offentlighedsloven. Som en selvstændig, selvejende institution mente TV 2, at den ikke var en del af den offentlige forvaltning, og dermed ej heller omfattet af offentlighedsloven.

Da TV 2 er oprettet ved det offentliges foranstaltning, er institutionen som udgangspunkt omfattet af offentlighedsloven. Ombudsmanden udtalte, at det ved afgørelsen af, om dette udgangspunkt skulle fastholdes i forbindelse med TV 2, var naturligt at lægge vægt på de momenter, som kan føre til, at institutioner af (delvis) privatretlig karakter må anses for omfattet af offentlighedsloven. Det offentlige har afgørende indflydelse på sammensætningen af TV 2's ledelse og finansiering, og der er fastlagt særlige offentlige kontrolordninger.

Ombudsmanden mente derfor ikke, at der er grundlag for at fravige udgangspunktet, hvorefter TV 2 må betragtes som en del af den offentlige forvaltning og dermed omfattet af offentlighedsloven. (1988-1679-76).

Landsforeningen for bøsser og lesbiske klagede over, at Radio- og TV-Reklamenævnet (RTN) havde henstillet til TV 2 reklame A/S, at et tv-indslag, der var udarbejdet af landsforeningen i samarbejde med bl.a. Sundhedsstyrelsen som et led i AIDS-kampagnen, ikke blev bragt på ny. I indslaget vistes en scene, hvor to mænd kyssede hinanden, samtidig med at en speakerstemme sagde: "Husk kondom, når der er knald på". RTN fandt, at reklamen overskred sømmelighedskravet i § 1 i bekendtgørelse nr. 416 af 18. juni 1987 om indholdet af reklameindslag, der bringes i TV 2.

Ombudsmanden udtalte, at RTN's opfattelse var diskutabel, fordi den indebar en diskrimination over for homoseksuelle, og fordi tv-indslagets formål var at oplyse om risikoen for AIDS-smitte. Ombudsmanden fandt dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at karakterisere RTN's afgørelse som stridende imod almindelige retsgrundsætninger vedrørende ikke-diskrimination. Ombudsmanden henviste herved også til, at det i almindelighed falder uden for ombudsmandens beføjelser at udtale kritik af myndighedernes skønsudøvelse.

RTN meddelte efterfølgende, at nævnet på baggrund af ombudsmandens udtalelse havde taget afgørelsen vedrørende reklameindslaget op til fornyet overvejelse. Nævnet godkendte herefter en rettet udgave af reklameindslaget, hvoraf det fremgik - udtrykkeligt og klart, såvel ved indledningen, som afslutningen - at der er tale om en advarsel mod AIDS, og at indslaget hidrører fra Landsforeningen for bøsser og lesbiske. (J. nr. 1991-114-76).

Et ægtepar blev af et adoptionssamråd godkendt til at adoptere en kinesisk pige. Parret tog selv til Kina og hentede pigen. Efter hjemkomsten blev det opdaget at den pige ægteparret havde modtaget, var en anden end det barn de var blevet godkendt til at adoptere.

Til brug for en tv-udsendelse udleverede adoptionssamrådets sekretariat oplysninger om parrets adoption. Oplysningerne var kun delvis anonymiserede idet kun navne var slettet. Parret blev bekendt med at en af historierne i udsendelsen ville handle om deres sag, og bad adoptionssamrådet om aktindsigt i det materiale der var sendt til tv-stationen.

Ægteparret henvendte sig til tv-stationen for at få stoppet udsendelsen. Tv-stationen forsikrede ægteparret om at det ikke ud fra udsendelsen ville være muligt at identificere dem eller deres datter.

Ægteparret klagede både til amtet og Civilretsdirektoratet over at materialet var blevet udleveret uden deres samtykke. Civilretsdirektoratet afviste klagen og udtalte at spørgsmålet om hvorvidt tavshedspligten eventuelt var blevet overtrådt af en medarbejder i amtet, hørte under amtsborgmesteren.

Ombudsmanden udtalte at amtet hverken havde pligt eller ret til at udlevere oplysningerne til tv-stationen. Ombudsmanden mente at Civilretsdirektoratets opfattelse ifølge hvilken spørgsmålet hørte under amtsborgmesteren, var urigtig, og gav udtryk for at direktoratet burde have videresendt klagen til Adoptionsnævnet. (J.nr. 1999-2432-603).