En journalist klagede over Danmarks Radios (DR) afslag på aktindsigt i en række personalesager. DR begrundede afslaget med at et udvalgsarbejde var sat i gang i Justitsministeriet. Udvalget skulle vurdere offentlighedslovens regler om aktindsigt i personalesager, og DR ville udskyde afgørelsen indtil retsgrundlaget var afklaret.

I en udtalelse til ombudsmanden skrev DR bl.a. at man af hensyn til konkurrencen om medarbejdere i mediebranchen ikke anså det for hensigtsmæssigt at oplyse lønninger på direktører og chefer. DR ønskede ikke at give mulighed for at udøve pression mod medarbejdere, hvis personalesager der var givet aktindsigt i. DR anså endvidere anmodningen om aktindsigt for "voddragning" i personalesagerne og ville alene af den grund ikke give aktindsigt, idet det antages at ligge uden for offentlighedslovens formål.

Ombudsmanden anså det for overordentlig kritisabelt at DR udskød afgørelsen med henvisning til udvalgsarbejdet. En sådan beslutning var klart uforenelig med borgernes retskrav på aktindsigt efter offentlighedsloven. Ombudsmanden mente at anmodningen om aktindsigt indeholdt tilstrækkelig identifikation af de sager, journalisten ønskede at se, hvorfor henvisningen til "voddragning" også var klart uberettiget.

De grunde DR havde anført kunne efter ombudsmandens mening ikke begrunde et fuldstændigt afslag på aktindsigt, og radiolovens § 73 a gav ikke holdepunkter for at antage at DR's personalesager generelt skulle være undtaget fra aktindsigt i henhold til offentlighedsloven. En begrænsning af aktindsigten efter offentlighedsloven, og eventuelt radiolovens § 73 a, forudsætter en konkret vurdering som DR ikke sås at have foretaget.

Ombudsmanden henstillede at DR genoptog sagen. (J.nr. 1997-1124-522).

En arbejdsgiverforening klagede over at kredschefen for arbejdstilsynet gennem pressen havde udtalt sig kritisk om branchen og en medlemsvirksomhed. Arbejdsgiverforeningen var af den opfattelse at der var tale om ulovlig pression, og at arbejdstilsynet som offentlig myndighed kun måtte anvende de retsmidler som arbejdsmiljøloven gav adgang til. Endvidere forlangte arbejdsgiverforeningen at arbejdstilsynet eller Direktoratet for Arbejdstilsynet dementerede kredschefens udtalelser til pressen.

En kredspsykolog der var ansat i arbejdstilsynet, havde endvidere i en bog beskrevet muligheden for at anvende pressen som pressionsmiddel i arbejdsmiljøsager. Arbejdsgiverforeningen mente at dette var opfordring til brug af ulovlige midler, og at arbejdstilsynet burde have skredet ind over for kredspsykologen i den forbindelse.

Ombudsmanden udtalte bl.a. at en myndighed som udgangspunkt er berettiget til at offentliggøre sager som ifølge offentlighedsloven ville være undergivet aktindsigt på begæring af pressen. Offentlige myndigheder er således ikke generelt afskåret fra gennem pressen at søge at påvirke de retsundergivnes adfærd.

Ombudsmanden udtalte endvidere at offentligt ansatte som udgangspunkt har samme adgang til at fremsætte udtalelser som borgerne i almindelighed. Kun hvor der foreligger tungtvejende hensyn til myndighedens interne beslutningsproces og funktionsevne, kan de ansattes ret til at ytre sig anses for begrænset. Kredspsykologens bog måtte anses for kredspsykologens private mening, og der forelå ikke tungtvejende hensyn til myndigheden der kunne begrænse kredspsykologens ytringsfrihed. (J.nr. 1995-255-015).

En far klagede over at skolebladsredaktionen på hans barns skole afviste at optage to indlæg fra ham i skolebladet. Skolebestyrelsen og kommunen fastholdt redaktionens afvisning. Kommunen henviste bl.a. til at skolebladet skulle kunne læses både af elever og forældre, og at indlæg i bladet af den grund skulle holdes i en venlig og positiv tone. Hverken tilsynsrådet eller Indenrigsministeriet mente der var handlet ulovligt i sagen.

Ombudsmanden tog kun stilling til om tilsynsrådet og ministeriet i medfør af den kommunale tilsynsordning burde have påtalt kommunens behandling af sagen.

Efter ombudsmandens opfattelse kunne afvisningen af indlæggene ikke betegnes som censur i grundlovens forstand eller som værende i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 10 om ytringsfriheden. Ombudsmanden udtalte dog at hensynet til ytringsfriheden bør indgå med høj prioritet i myndigheders skønsmæssige vurdering. Der skulle således foreligge gode grunde til ikke at optage indlæggene. Dette burde bl.a. tilsynsrådet have tilkendegivet over for kommunen.

Det gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger at tilsynsrådet og ministeriet mente, det var sagligt at tage hensyn til at indlæg i et skoleblad skulle kunne læses af såvel elever som forældre.

Derimod stemte det efter ombudsmandens opfattelse dårligt med hensynet til ytringsfriheden at afvise indlæg blot fordi de ikke var positive eller venlige i deres tone eller indhold. Ombudsmanden tilsluttede sig derfor ministeriets opfattelse af at det var tvivlsomt, om dette hensyn var sagligt. (J.nr. 1998-1809-710).

Et dagblad A klagede over Justitsministeriets (JMT's) afgørelse, hvori JMT tiltrådte en afgørelse truffet af politimesteren (P) i X-by, hvorved P afbrød samarbejdet med A, når dette var repræsenteret ved journalist B. Afgørelsen var en reaktion på en i pressen verserende kritik af politiet i X-by.

Ombudsmanden udtalte, at P burde have meddelt afgørelsen om udelukkelse af B fra at modtage informationer skriftligt. Ombudsmanden udtalte endvidere, at politiet burde have anset B som part i sagen, idet afgørelsen havde direkte betydning for B's videre arbejde som journalist. Ombudsmanden kritiserede, at afgørelsen ikke indeholdt nogen tidsbegrænsning. Endvidere pegede ombudsmanden på, at artikler forfattet af andre journalister ikke kunne tillægges betydning ved beslutningen om udelukkelse af B.

Ombudsmanden kritiserede JMT for ikke over for P at have påtalt de ovenfor angivne forhold.

Afslutningsvis udtalte ombudsmanden, at principperne i medieansvarsloven er til hinder for, at en myndighed er berettiget til at foretage begrænsninger i en journalists adgang til informationer med henblik på at sanktionere krænkelser af de presseetiske regler. En særordning for bestemte medievirksomheder/pressemedarbejdere kan derimod efter omstændighederne begrundes ud fra ordensmæssige hensyn, hensynet til at forebygge misbrug og ønsket om at sikre en almindelig adgang for journalister til at modtage informationer, såfremt disse hensyn er tungtvejende. (J. nr. 1991-1577-619).

Gennem omtale i pressen blev ombudsmanden opmærksom på at Statsministeriet havde givet en bestemt avis aktindsigt i en tale som statsministeren skulle holde om EU. Avisen ville bringe talen som kronik samme dag som talen skulle holdes. Dagen før viste andre medier, bl.a. en anden avis, interesse for taledokumentet. Avisen bad om aftenen Statsministeriets pressechef om også at få aktindsigt i taledokumentet, men fik afslag med den begrundelse at den første avis allerede havde fået aktindsigt. Ombudsmanden tog sagen op af egen drift.

Ombudsmanden udtalte at en myndigheds interesse i at sikre at visse budskaber formidles på den mest effektive måde og opnår optimal gennemslagskraft ved at lade dem lancere som solohistorier, ikke i sig selv kan frakendes saglighed. Men dette hensyn kan ikke tillægges en så afgørende vægt over for det lovfæstede offentlighedsprincip og den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning at det i almindelighed vil kunne begrunde tilbageholdelse eller forsinket indsigt til andre.

Ombudsmanden udtalte at taledokumentet ved udlevering til den første avis mistede sin interne karakter, og at Statsministeriet herefter ikke kunne afslå at udlevere det til andre på grundlag af offentlighedslovens bestemmelser om interne dokumenter.

Da Statsministeriet samme dag som udleveringen af taledokumentet til den første avis fandt sted, var i kontakt med en række medier vedrørende talen, burde ministeriet efter ombudsmandens mening på eget initiativ have tilbudt disse medier indsigt i de samme oplysninger som den første avis havde fået.

Ombudsmanden udtalte desuden at en forvaltningsmyndighed, hvis den giver en journalist eller andre indsigt i et eller flere dokumenter og/eller afgiver oplysninger og denne ekspedition ikke fremgår af sagen, skal tage notat om det. Af notatet skal fremgå hvilke dokumenter eller oplysninger der er udleveret, til hvem eller under hvilke omstændigheder de er udleveret, tidspunktet for udleveringen og eventuelle vilkår eller klausuler der er aftalt eller forudsat ved udleveringen. Ved udlevering af dokumenter eller oplysninger som en myndighed afgiver som led i en solohistorie, vil det efter ombudsmandens opfattelse være ønskeligt at myndigheden i notatet yderligere angiver den eller de interesser som myndigheden har tillagt betydning ved beslutningen om udlevering. (J.nr. 2003-0322-401).