Et luftfartsselskab klagede over at Forbrugerombudsmanden via Forbrugerstyrelsens hjemmeside havde offentliggjort en sag hvori Forbrugerombudsmanden havde meldt selskabet til politiet. Offentliggørelsen af sagen var sket med angivelse af selskabets navn.

Ombudsmanden fastslog at reglerne om tavshedspligt ikke i sig selv var til hinder for offentliggørelsen. Ombudsmanden udtalte imidlertid at det følger af det almindelige forvaltningsretlige saglighedsprincip at en myndighed ikke uden hjemmel i lovgivningen eller (anden) saglig grund offentliggør oplysninger om en virksomhed som må anses for belastende for virksomheden.

Ombudsmanden henviste i den forbindelse til principperne i persondatalovens § 5. Herudover må det antages at en myndighed i disse situationer også er undergivet visse begrænsninger som følge af principperne om god forvaltningsskik.

Under hensyn til at Forbrugerombudsmanden har hjemmel til i et vist omfang at offentliggøre sager, og til at offentliggørelsen var sket efter en konkret vurdering med inddragelse af relevante hensyn, mente ombudsmanden ikke at der var grundlag for kritik af Forbrugerombudsmanden.

 (J.nr. 2005-0061-303)

Arbejdsministeriet (AM) havde afvist A's klage over, at der manglede hjemmel til etablering af en informationsdatabase - KEMI INFO (K-I). AM henviste til, dels at arbejdsmiljølovens § 49 a, stk. 4, gav hjemmel til at fastsætte regler om et register for stoffer og materialer, og dels at den tekniske og sociale udvikling gav grundlag for, at der også kunne gives direkte og åben EDB-adgang til ikke-fortrolige oplysninger. AM henholdt sig herudover til, at offentlighedsloven ikke regulerede, på hvilken måde oplysninger indhentet i henhold til loven kan udnyttes af dem, til hvem oplysningerne videregives.

Ombudsmanden udtalte, at acces til EDB-oplysninger i offentlige registre nødvendiggør en særskilt regulering, jf. offentlighedslovens § 5, stk. 2 og 3, også for EDB-registre, som ikke er omfattet af lov om offentlige myndigheders registre. Ombudsmanden udtalte endvidere, at han ikke i arbejdsmiljølovens § 49 a, stk. 4, og bekendtgørelse nr. 466 af 14. september 1981 fandt den fornødne hjemmel til det omhandlede register. Herudover fandt ombudsmanden det temmelig tvivlsomt, om arbejdsmiljølovens § 49 a, stk. 4, 2. pkt., indeholdt fornøden hjemmel for at anse K-I for undtaget fra loven om offentlige myndigheders registre.

Ombudsmanden henstillede på denne baggrund til AM at foranledige, at K-I indstilledes, til der var skabt det fornødne hjemmelsmæssige grundlag herfor.

Ombudsmanden udtalte endvidere, at offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2, ikke i den konkrete sag var til hinder for databasen, men henstillede til AM at tage højde for, hvorvidt der kunne være behov for at fastsætte visse begrænsninger i søgeadgangen.

Ombudsmanden fandt det kritisabelt, at AM ikke ved afgørelsen havde besvaret de af A stillede spørgsmål vedrørende hjemmelsgrundlaget. (J. nr. 1990-251-033).

En statsadvokat indstillede efterforskningen i en sag hvor en politiassistent var mistænkt for uberettiget at videregive fortrolige oplysninger til personer med tilknytning til det kriminelle miljø. Statsadvokaten videregav i den forbi-delse oplysninger fremkommet under efterforskningen om politiassistenten til politimesteren i den politikreds hvor politiassistenten var ansat.

Rigsadvokaten mente ikke at kunne kritisere videregivelsen, og politiassistenten klagede herefter til ombudsmanden.

I en foreløbig redegørelse udtalte ombudsmanden at efter hans opfattelse måtte det være persondatalovens behandlingsregler der fandt anvendelse ved bedømmelsen af om videregivelsen var berettiget.

Ombudsmanden mente at videregivelsen var berettiget efter persondatalovens regler.

Da hverken statsadvokaten eller Rigsadvokaten havde bedømt spørgsmålet efter persondatalovens regler, forelagde ombudsmanden spørgsmålet for Datatilsynet inden han afgav sin endelige udtalelse.

Datatilsynet udtalte at videregivelse i en situation som den foreliggende, hvor et brev var skrevet på edb og herefter printet ud og videregivet manuelt, skulle bedømmes efter forvaltningslovens og ikke efter persondatalovens regler.
I sin endelige redegørelse fastholdt ombudsmanden at mest talte for at fastholde den opfattelse der var fremsat i den foreløbige redegørelse om at spørgsmålet skulle bedømmes efter persondatalovens regler. På grund af den tvivl der var skabt herom som følge af Datatilsynets udtalelse, valgte ombudsmanden at vurdere om videregivelsen også var berettiget efter bestem-melsen i forvaltningslovens § 28. Ombudsmanden mente at det var tilfældet, og kunne derfor ikke kritisere statsadvokatens videregivelse.

Ombudsmanden underrettede ”Udvalget om udveksling af oplysninger inden for den offentlige forvaltning” om sagen således at sagens problemstilling kan indgå i grundlaget for udvalgets arbejde.
(J.nr. 2006-2591-611).