En selvstændigt erhvervsdrivende klagede over Den Sociale Ankestyrelses afslag på at tilbagebetale forsikringspræmier som var indbetalt fejlagtigt til den frivillige dagpengeforsikring. Efter at den erhvervsdrivende havde omdannet sin enkeltmandsvirksomhed til et anpartsselskab, var han ikke længere dækket af forsikringen. Dette blev først klart for ham knap fire år efter virksomhedsomdannelsen da han forsøgte at anmelde et sygdomstilfælde til forsikringen.

Ombudsmanden udtalte i forbindelse med spørgsmålet om tilbagebetaling af forsikringspræmier at forholdet mellem den selvstændige erhvervsdrivende og Ankestyrelsen delvist er reguleret af offentligretlige regler og delvist af privatretlige regler. Ombudsmanden mente at Ankestyrelsen havde afslået tilbagebetaling uden at foretage en vurdering af om forsikringstageren på baggrund af bl.a. almindelige formueretlige grundsætninger var berettiget til at få tilbagebetalt præmien. Ombudsmanden henstillede til Ankestyrelsen at genoverveje sin praksis således at den blev bragt i overensstemmelse med almindelige formueretlige grundsætninger, og at genoptage behandlingen af mandens sag om tilbagebetaling af forsikringspræmier da det ikke kunne lægges til grund at Ankestyrelsen havde foretaget en konkret vurdering. (J.nr. 1994-2789-025).

En kommune (K) klagede til Den Sociale Ankestyrelse (DSA) over, at et revaliderings- og pensionsnævn havde besluttet at imødekomme en ansøgning fra A om støtte til køb af en bil, jf. bistandslovens § 58, stk. 3. Forinden havde nævnet besluttet, at klagen skulle tillægges opsættende virkning.

DSA afviste i første omgang at realitetsbehandle klagen, da nævnets beslutning om støtte ikke var blevet meddelt A. Dette skete herefter, men A krævede ikke støtten udbetalt. Senere blev også beslutningen om opsættende virkning meddelt A, som indbragte beslutningen for DSA.

DSA realitetsbehandlede herefter K's og A's klager. Ankestyrelsen ændrede nævnets afgørelse til et afslag, men tiltrådte afgørelsen om opsættende virkning. A var herefter afskåret fra at få støtten udbetalt.

Under henvisning til , at der efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger kun undtagelsesvis kan tillægges opsættende virkning i sager af denne karakter, til tidligere ombudsmandspraksis om ophør af adgang til at tillægge opsættende virkning, når ydelsen er forfalden, og til kravet om, at afgørelser, herunder afgørelser om opsættende virkning, skal bekendtgøres for parten for at få retsvirkninger, havde nævnet efter ombudsmandens opfattelse været uberettiget til at tillægge afgørelsen opsættende virkning. A burde stilles, som om klagen ikke var tillagt opsættende virkning. Endvidere var det ombudsmandens opfattelse, at DSA ville have været uberettiget til at opsige lånet, dersom det var blevet udbetalt til A i overensstemmelse med nævnets afgørelse. A måtte herefter anses for berettiget til at få udbetalt støtten til bil.

Ombudsmanden henstillede til ankestyrelsen at ændre sin afgørelse. (J. nr. 1988-1025-056).

A klagede over, at Det Sociale Ankenævn for B Amt fastholdt et krav på tilbagebetaling af for meget udbetalt boligsikring.

A, der modtog boligsikring, oplyste i oktober 1986 K Kommune om, at hendes indkomst vedvarende var ændret, da hun var blevet overlærer. Boligsikringen udbetaltes dog stadig på baggrund af det tidligere indkomstgrundlag.

K krævede i marts 1989 den for meget udbetalte støtte tilbage - i alt 4.356 kr. Myndighederne fandt, at A ved modtagelsen af bevillingsskrivelsen for 1987 burde have været opmærksom på, at de meddelte oplysninger ikke var medtaget i den nye beregning, og at beregningsgrundlaget derfor var ukorrekt.

Ombudsmanden tillagde det væsentlig betydning, at A selv havde henvendt sig om ændringen i sine indkomstforhold. Herudover mente ombudsmanden ikke at kunne se bort fra, at beregningsgrundlaget er et teknisk indkomstbegreb, og at der således ikke er sammenfald mellem de indkomstoplysninger, A afgav til kommunen, og de indkomsttal, kommunen skulle lægge til grund ved beregningen. Ombudsmanden mente derfor ikke, at A kunne bebrejdes, at hun ikke opdagede fejlen.

Ombudsmanden henstillede på denne baggrund til ankenævnet at genoptage sagen til fornyet behandling på baggrund af det anførte. (J. nr. 1991-742-17).

Landbrugsministeriet og EF-direktoratet havde fremsat krav om tilbagebetaling af EF-støtte, der uberettiget var udbetalt til en virksomhed. Støtteordningen var beskrevet i to EF-forordninger og i en af EF-direktoratet udarbejdet vejledning. Virksomheden mente at have fået anderledes besked under en telefonsamtale med en medarbejder i EF-direktoratet og var derfor af den opfattelse, at beløbet ikke kunne kræves tilbagebetalt.

Ombudsmanden udtalte, at selv om han generelt var tilbageholdende i sin bedømmelse af sager, der involverer EF-retlige regler, ville han i denne sag foretage en sædvanlig efterprøvelse, idet det omtvistede spørgsmål - om betingelserne for at forlange tilbagebetaling var opfyldt - skulle bedømmes alene efter dansk rets regler om tilbagesøgning (condictio indebiti).

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere, at Landbrugsministeriet og EF-direktoratet fastholdt tilbagebetalingskravet. Ombudsmanden henviste herved blandt andet til, at det på et sagsområde som det omhandlede - hvor der er tale om udbetaling af meget store beløb til erhvervsvirksomheder, og hvor ordningen er tilrettelagt således, at beløbene af hensyn til virksomhederne kommer til udbetaling hurtigst muligt - som udgangspunkt må være modtagerne, der bærer risikoen for, at der sker fejludbetaling. (J. nr. 1990-1049-57).

A klagede over, at Undervisningsministeriet ikke fandt anledning til at kritisere, at en skole - hvor A var ansat - havde modregnet 12.759,48 kr. i hans løn. Beløbet vedrørte et særligt tillæg, der fejlagtigt var blevet udbetalt over en 9-måneders periode.

Til støtte for kravet om tilbagebetaling havde skolen gjort gældende, at A burde have haft kendskab til, at han ikke havde været berettiget til tillægget.

Ombudsmanden fandt, at der - udover en vurdering af A's subjektive forhold - skulle foretages en mere almen, objektivt præget vurdering af, hvem der var nærmest til at bære risikoen for den skete fejludbetaling.

Efter en angivelse af, hvilke kriterier der kunne indgå i denne vurdering, henstillede ombudsmanden til Undervisningsministeriet, at sagen blev undergivet en fornyet overvejelse. (J. nr. 1989-204-70).

En poliopatient der i en årrække havde modtaget højeste førtidspension med plejetillæg og plejehjælp i alle døgnets 24 timer, klagede over at han skulle betale 38.000 kr. tilbage i for meget udbetalt plejetillæg. Plejetillægget blev i en periode på 11 måneder ved en fejl fra socialcentrets side indsat på klagerens bankkonto i stedet for som hidtil at blive indbetalt direkte til Institutionen for respiratorpatienter.

Den Sociale Ankestyrelse traf afgørelse om at plejetillægget ikke kunne kræves tilbagebetalt efter pensionslovens § 42 da det ikke var ydet med urette. Derimod kunne beløbet kræves tilbagebetalt efter dansk rets almindelige adgang til tilbagesøgning på grund af dobbeltforsørgelse.

Ombudsmanden udtalte bl.a. at det bygger på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde om der kan rejses krav om tilbagebetaling af det for meget udbetalte beløb i en dobbeltforsørgelsessituation. Ombudsmanden lagde til grund at Den Sociale Ankestyrelse - bortset fra at konkludere at der forelå dobbeltforsørgelse - ikke havde foretaget en konkret vurdering af om der kunne rejses krav om tilbagebetaling. Under hensyn til at det var oplyst at udbetalingen af plejetillægget var sket ved en fejl fra socialcentrets side, at Den Sociale Ankestyrelse i sin afgørelse fandt at plejetillægget ikke var ydet med urette, og at klageren havde gjort gældende at han havde modtaget plejetillægget i god tro, henstillede ombudsmanden til Ankestyrelsen at genoptage sagen. (J.nr. 1995-42-084).

A fik den 11. november 1988 til sin sparekassekonto overført 410 kr. i overskydende skat. Dispositionsdatoen var den 14. november 1988. Ved en fejl fra skattevæsenets side blev der den 14. november 1988 på ny overført 410 kr. til A's konto. Dispositionsdatoen for denne overførsel var den 15. november 1988.

Efter aftale mellem bl.a. Statsskattedirektoratet (SSD) og Sparekasseforeningen blev 410 kr. tilbageført fra A's konto den 22. november 1988. A modtog ikke underretning om tilbageførslen.

Det måtte lægges til grund, at der ikke var indgået en generel aftale mellem SSD og A, hvorefter tilbageførsler kunne ske efter dispositionsdatoen, ligesom A heller ikke havde givet konkret samtykke til tilbageførslen.

På baggrund af en klage fra A fandt ombudsmanden det beklageligt, at SSD ikke havde indhentet A's konkrete samtykke til tilbageførslen eller alternativt, at det fejlagtigt udbetalte beløb var søgt inddrevet under iagttagelse af de almindelige regler om tvangsfuldbyrdelse. (J. nr. 1989-1402-224).

I en konkret sag havde A's ægtefælle efter ansøgning fået revalideringshjælp efter den dagældende bestemmelse i bistandslovens § 42. Revalideringsydelsen omfattede tilbagebetalingspligtig hjælp til terminsudgifter. A havde ved bevillingen - mod protest - underskrevet en tilbagebetalingserklæring. Da hjælpen skulle tilbagebetales, var ægtefællerne blevet skilt, og A's tidligere ægtefælle havde ingen midler. Myndighederne pålagde herefter A at tilbagebetale beløbet under henvisning til, at ægtefæller hæfter solidarisk for hjælp ydet til terminsudgifter. Denne retsopfattelse havde støtte i flere udtalelser fra Den Sociale Ankestyrelse.

Under henvisning til retspraksis udtalte ombudsmanden, at ægtefællers solidariske hæftelse for tilbagebetaling af hjælp, der alene er ansøgt af og bevilget til den ene ægtefælle (mod tilbagebetalingspligt), forudsætter udtrykkelig hjemmel. Ægtefællers gensidige forsørgelsespligt kan ikke i sig selv danne grundlag for solidarisk hæftelse. Da en sådan hjemmel ikke findes, må der ved afgørelse af spørgsmålet om solidarisk hæftelse for tilbagebetaling af hjælp til terminsudgifter foretages en konkret bedømmelse af, hvorvidt hjælpen kan anses for at være ydet til begge ægtefæller.

Da der savnes nærmere generelle retningslinier for denne konkrete vurdering, henstillede ombudsmanden til Den Sociale Ankestyrelse at tage sagen op til principiel behandling. Med hensyn til den konkrete sag bemærkede ombudsmanden, at det måtte anses for tvivlsomt, hvorvidt hjælpen kunne anses som ydet til begge ægtefæller med den virkning, at der var solidarisk hæftelse for tilbagebetalingen. Det forhold, at A - mod protest - havde underskrevet en tilbagebetalingserklæring, burde ikke tillægges afgørende betydning. (J. nr. 1990-40-051).