Ombudsmanden blev gennem behandlingen af en konkret sag om habilitetsproblemer for en kommunaldirektør opmærksom på at også kommunens borgmester var medlem af bestyrelsen for et pengeinstitut som kommunen brugte som sin hovedbankforbindelse. Borgmesteren var udpeget af økonomi- og erhvervsministeren som det offentliges repræsentant i bestyrelsen. Ombudsmanden rejste som følge heraf en sag af egen drift om forholdet mellem på den ene side lovgivningen om udpegning af repræsentanter til bestyrelser for pengeinstitutter og på den anden side ombudsmandens og Indenrigs- og Sundhedsministeriets praksis om at det er uforeneligt med hvervet som borgmester at være medlem af bestyrelsen for et pengeinstitut som kommunen bruger som sin hovedbankforbindelse.

Lovgivningen om at der skulle udnævnes en repræsentant for det offentlige til et pengeinstituts bestyrelse var blevet ophævet, og udnævnelsesperioderne for de borgmestre der allerede var udnævnt til bestyrelser for pengeinstitutter der fungerede som kommunens (hoved)bankforbindelse, var udløbet eller tæt på at udløbe. Under hensyn hertil kunne det forhold at Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke havde fundet anledning til at foretage sig yderligere vedrørende sagen, ikke give ombudsmanden anledning til bemærkninger.

Som følge af sagen og den nævnte sag om kommunaldirektørens habilitet ville Finanstilsynet i forbindelse med en revision af en vejledning om krav i den finansielle lovgivning til bl.a. bestyrelsesmedlemmers egnethed og hæderlighed medtage en beskrivelse af Indenrigs- og Sundhedsministeriets og ombudsmandens praksis i sager vedrørende borgmestres og kommunaldirektørers habilitet. (J.nr. 2003-1144-409).

A fik den 11. november 1988 til sin sparekassekonto overført 410 kr. i overskydende skat. Dispositionsdatoen var den 14. november 1988. Ved en fejl fra skattevæsenets side blev der den 14. november 1988 på ny overført 410 kr. til A's konto. Dispositionsdatoen for denne overførsel var den 15. november 1988.

Efter aftale mellem bl.a. Statsskattedirektoratet (SSD) og Sparekasseforeningen blev 410 kr. tilbageført fra A's konto den 22. november 1988. A modtog ikke underretning om tilbageførslen.

Det måtte lægges til grund, at der ikke var indgået en generel aftale mellem SSD og A, hvorefter tilbageførsler kunne ske efter dispositionsdatoen, ligesom A heller ikke havde givet konkret samtykke til tilbageførslen.

På baggrund af en klage fra A fandt ombudsmanden det beklageligt, at SSD ikke havde indhentet A's konkrete samtykke til tilbageførslen eller alternativt, at det fejlagtigt udbetalte beløb var søgt inddrevet under iagttagelse af de almindelige regler om tvangsfuldbyrdelse. (J. nr. 1989-1402-224).