I forbindelse med en handlingsplan til reduktion af det stigende forbrug af antibiotika i svinesektoren inviterede Fødevarestyrelsen de 18 dyrlæger i landet der udskrev mest antibiotika til svin, til en samtale i styrelsen. Det blev i forbindelse med invitationen understreget at der ikke var tale om et tiltag der skulle munde ud i bøder til eller politianmeldelser af de enkelte dyrlæger, men at det var hensigten at få en dialog.

En borger bad om aktindsigt i navnene på de 18 dyrlæger, men styrelsen afslog med henvisning til bestemmelsen i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2. Styrelsen skrev at en offentliggørelse ville kunne give det indtryk at dyrlægernes ordination af antibiotika var ulovligt og/eller uforholdsmæssigt stort, og at dette kunne medføre at dyrlægernes klienter ville fravælge dyrlægerne. Der var derfor efter styrelsens opfattelse en nærliggende risiko for at den offentlige omtale ville kunne få alvorlige indvirkninger på dyrlægernes konkurrenceevne og derved også få økonomiske konsekvenser for dem.

Borgeren klagede over afgørelsen til Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender der stadfæstede styrelsens afgørelse. Borgeren klagede herefter til ombudsmanden.
Ombudsmanden udtalte at risikoen for at en ansøger eller andre misbruger eller misforstår de oplysninger som ansøgeren efter offentlighedsloven vil få indsigt i, i almindelighed ikke kan tillægges betydning ved myndighedernes stillingtagen til ansøgninger om aktindsigt. Uanset at myndighederne i sagen havde vurderet risikoen for skadevirkninger som nærliggende, mente ombudsmanden ikke at risikoen var underbygget og sandsynliggjort på en sådan måde og i en sådan grad at myndighederne med rette kunne give afslag på aktindsigt efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2. Ombudsmanden henviste i den forbindelse navnlig til at grundlaget for risikovurderingen var af generel karakter og f.eks. ikke var underbygget af konkrete erfaringer med væsentlige skadevirkninger af aktindsigt i lignende sager. Ombudsmanden henstillede på den baggrund til ministeriet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse om at give aktindsigt i oplysningerne.
(J.nr. 2007-1008-301).

En gårdejer klagede over at Finansministeriet havde tiltrådt en afgørelse fra Hypotekbanken om tilbagebetaling af støtte til miljøinvestering.

I forbindelse med gårdejerens etablering af en stålsilo i 1978 fik han tilsagn om støtte i form af rentenedslag. Støtten blev beregnet på grundlag af renten af det kreditforeningslån som han optog i forbindelse med investeringen.

I 1987 ombyttede gårdejeren det pågældende lån med et nyt. Da Hypotekbanken fik meddelelse herom i 1993, fremsatte banken krav om tilbagebetaling af rentetilskuddene for perioden fra 1987. Hypotekbanken henviste til at grundlaget for ydelse af rentetilskud var bortfaldet ved indfrielsen af lånet.

Ombudsmanden udtalte at rentetilskuddet var ydet med henblik på at fremme investeringer i miljøet. Tilskuddet kunne således ikke anses for at være direkte afhængigt af det optagne lån. Hypotekbanken kunne derfor ikke uden en konkret vurdering lade rentetilskuddet bortfalde ved indfrielse af lånet. Ombudsmanden henstillede herefter til Hypotekbanken at genoptage sagen. (J. nr. 1994-2930-29).