I forbindelse med et ejendomssalg blev en kommune opmærksom på at der ca. 30 år tidligere var opført en overdækket terrasse og et halvtag uden godkendelse. Køberen søgte om godkendelse og senere om dispensation, men begge dele afslog kommunen. Sagen blev indbragt for statsamtet som ikke ændrede kommunens afgørelser.'

Ombudsmanden kritiserede ikke myndighedernes afgørelser, men kritiserede dog at de ikke havde taget indrettelseshensynet i betragtning da de afgjorde sagen.
(J.nr. 2006-2031-160)

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En ejerlejlighed var tidligere blevet opdelt i 2 ejerlejligheder. A ansøgte Københavns Magistrat (K) om tilladelse til som tidligere at benytte sin lejlighed til beboelse. K gav tilladelse, men stillede krav om brandsikre lejlighedsskel, samt om at døren mellem de 2 lejligheder skulle være ulåst, således at der var fri passage gennem begge lejligheder til henholdsvis hoved- og bagtrappe. A klagede til Bygge- og Boligstyrelsen (BBS), som fandt, at K havde haft den fornødne hjemmel til at stille de nævnte krav. Både K og BBS henviste i deres afgørelser til to bestemmelser i "Københavns Byggelov af 27. marts 1939 med senere ændringer".

Ombudsmanden gjorde opmærksom på, at byggeloven var af 29. marts 1939, og han fandt det på baggrund af forvaltningslovens § 24, stk. 1, kritisabelt, at K og BBS ikke havde henvist nøjagtigt til lovens nr. og korrekte dato samt nr. og dato for senere (relevante) ændringer. Da det drejede sig om ophævede bestemmelser, havde det endvidere været rigtigst, at en kopi af loven og en bygningsvedtægt var fulgt med afgørelsen. Ombudsmanden gjorde tillige opmærksom på, at BBS's hjemmelshenvisninger for de stillede krav var fejlagtige (de nævnte bestemmelser vedrørte afløb og bygningens placering på grunden), hvilket ombudsmanden fandt meget beklageligt. Ombudsmanden redegjorde for muligheden for dispensation fra kravet om ulåst dør mellem de 2 lejligheder og udtalte herefter bl.a. på baggrund af oplysninger om, at brandvæsenet ikke havde haft indvendinger, at BBS burde have foretaget en nærmere undersøgelse af, hvorvidt kravet var sagligt begrundet. Ombudsmanden henstillede til BBS at udarbejde en nærmere redegørelse for retsgrundlaget samt træffe en ny afgørelse. (J. nr. 1992-2508-160).

En nabo blev ikke partshørt inden en kommune gav byggetilladelse til opførelse af hotellejligheder umiddelbart foran naboens feriebolig. Byggeriet medførte at naboen bl.a. mistede havudsigt, og gener som følge af at man kunne se ind i husets stuer.

Kommunen anså naboen for part i sagen på grund af den mistede havudsigt, men undlod partshøring fordi kommunen anså det for ubetænkeligt at træffe afgørelse på det foreliggende grundlag.

Statsamtet afviste at naboen var part og dermed klageberettiget.

Ombudsmanden udtalte at vurderingen af generne måtte ske objektivt og uafhængigt af naboens eventuelle forventninger som følge af at området var udlagt til hotelformål. Naboens feriebolig kunne udlejes hele året, og naboen kunne selv benytte den i ikke-udlejede perioder. Derfor burde boligens karakter af feriebolig ikke tillægges vægt ved vurderingen af om naboen var part. Endvidere var det ikke udelukket at hensyn til at bevare en udsigt kunne indgå i en samlet vurdering af om den pågældende var part.

Som følge af den korte afstand til naboens ejendom måtte indbliksgenerne anses for så betragtelige at naboens interesse i sagen allerede af den grund havde en sådan intensitet og styrke at naboen skulle have været betragtet som part og dermed klageberettiget.

Ombudsmanden udtalte desuden at kommunen ikke burde have undladt at partshøre med henvisning til det ubetænkelige heri. De oplysninger som kommunen havde modtaget fra ansøgeren, havde ikke det nødvendige autentiske præg som kræves efter forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 1.
(J.nr. 2006-2510-104).