En landmand anmeldte opførelse af en svinestald til en kommune.

Kommunen afslog at godkende byggeriet fordi afstanden fra stalden til et planlagt boligområde var under 300 m.

Ombudsmanden udtalte at hverken en regionplan eller et forslag til kommuneplan kunne udgøre tilstrækkelig hjemmel for afslaget. Hertil krævedes en endelig vedtaget kommuneplan, og en sådan forelå først efter at afslaget var givet. Da den endelige kommuneplan imidlertid blev vedtaget samme dag som afslaget blev givet, foretog ombudsmanden sig efter omstændighederne ikke mere i sagen.

Ombudsmanden udtalte endvidere at både kommunens begrundelse for afslaget og kommunens klagevejledning var mangelfulde. Desuden havde Skov- og Naturstyrelsen ikke orienteret landmanden tilstrækkeligt om sagens behandling. (J.nr. 2003-2721- 110).

En forening klagede over at en børnehave blev etableret i kælderlokaler. Gulvet i kælderen lå ca. 1,50 meter under terræn, og kommunen havde derfor dispenseret fra reglen om at gulvet i opholdsrum i dag- og døgninstitutioner ikke måtte ligge lavere end terræn. Statsamtet mente dispensationen var lovlig.

Ombudsmanden udtalte at det var nærliggende at antage at der bag den nævnte regel også lå et hensyn til lys- og udsynsforhold. Da vinduerne var placeret ca. 1,40 meter over gulvet, ville navnlig mindre børn næppe kunne se ud på omgivelserne. Kommunen havde ikke inddraget dette hensyn i sin vurdering.

Kommunen måtte som bygningsmyndighed anses for myndighedsinhabil i sagen, og kommunen eller statsamtet burde derfor som led i en intensiveret prøvelse have indhentet en udtalelse fra Erhvervs- og Byggestyrelsen.

Ombudsmanden henstillede at sagen blev genoptaget, hvilket skete. Statsamtets og kommunens afgørelser blev annulleret, og sagen blev hjemvist til fornyet behandling.
(J.nr. 2006-1151-160).

En nabo klagede over at en vognmandsvirksomhed havde fået dispensation fra byggelovens bestemmelser til en 48 m høj antennemast. Kommunen havde efter forhandling med virksomheden, uden fornyet naboorientering, givet dispensation til opstilling af master på et andet sted end det der i første omgang var orienteret om.

Ombudsmanden udtalte at såvel kommunens som statsamtets afgørelser om at der krævedes dispensation fra bygningsreglementets bestemmelser om det skrå højdegrænseplan, byggede på en retsvildfarelse. Det var kun nødvendigt med dispensation fra bestemmelserne om det vandrette højdegrænseplan.

Ombudsmanden udtalte endvidere at der efter byggelovens § 22, stk. 2, skulle have været foretaget en fornyet naboorientering. Naboen måtte anses for part i sagen og skulle derfor også have været hørt efter forvaltningslovens § 19. Ombudsmanden mente dog ikke at den manglende naboorientering/nabohøring konkret var så væsentlig at den burde medføre ugyldighed. Afgørelsen var heller ikke truffet på et så utilstrækkeligt grundlag at afgørelsen var ugyldig, og der var ikke grundlag for at antage at afgørelsen hvilede på usaglige hensyn.

Ombudsmanden kritiserede dog kommunens og statsamtets begrundelser. (J.nr. 1997-1527-160).

Efter en klage fra en nabo skrev en kommune til en grundejer at hans brændeskur, som var opført i naboskellet, ikke opfyldte reglerne i bygningsreglementet. Grundejeren svarede at han ville afmontere en del af taget, og at brændeskuret herefter ville være lovligt. Kommunen besigtigede herefter brændeskuret og konstaterede at en del af det faste tag var erstattet med en presenning. Kommunen oplyste ved besigtigelsen at grundejeren ville høre fra kommunen inden 2 uger hvis der var problemer. Kommunen svarede ikke inden fristens udløb, men genoptog senere sagen på baggrund af en ny klage. Kommunen orienterede ikke grundejeren om genoptagelsen før den traf afgørelse om at han skulle lovliggøre brændeskuret. Kommunen begrundede afgørelsen med at brændeskuret ikke var i overensstemmelse med anmeldelsen, og at brændeskuret også med en presenning som tag måtte anses for en bygning i byggelovens forstand. Statsamtet stadfæstede kommunens afgørelse.

Ombudsmanden kritiserede flere forhold i forbindelse med sagen: at den oprindelige godkendelse af brændeskuret ikke var i overensstemmelse med bygningsreglementet, at grundejeren ikke var blevet orienteret og hørt i forbindelse med genoptagelsen af sagen, og at begrundelsen ikke var korrekt og tilstrækkelig.

Ombudsmanden mente desuden at statsamtet burde have påtalt kommunens sagsbehandlingsfejl. Ud fra en afvejning af naboens modstående interesser i sagen mente ombudsmanden imidlertid ikke at kunne kritisere at statsamtet på baggrund af byggelovens § 17 havde stadfæstet kommunens tilbagekaldelse af sin oprindelige afgørelse. (J.nr. 2000-2475-160).

En grundejer klagede den 11. marts 2000 over at Otterup Kommune ikke havde besvaret hans ansøgning af 26. september 1998 om tilladelse til opstilling af en vindmølle. Kommunen svarede først endeligt den 3. maj 2000.

Ombudsmanden udtalte at kommunens sagsbehandling havde været meget kritisabel. Selv om sagen afventede behandlingen af en nabos ansøgning, burde kommunen have undersøgt hvor langt denne sag var nået, og hvornår den blev afsluttet. I øvrigt kunne ansøgningerne med fordel have været behandlet under ét.

Kommunen burde desuden have søgt at undgå forsinkelser i sagsbehandlingen som følge af personaleudskiftninger og sygdom.

Endvidere burde kommunen på et tidligere tidspunkt have orienteret grundejeren om at sagens behandling blev forsinket, og om hvornår svar kunne forventes. (J.nr. 2000-0897-100).

Kommunen skulle have partshørt naboerne til et byggeri - selv om den ikke kunne have nægtet at give en byggetilladelse. Det fastslår ombudsmanden i en ny udtalelse.

På en ejendom var der lavet et ovenlysvindue. Nogle borgere klagede til kommunen over ovenlysvinduet. I en efterfølgende dispensationssag efter byggelovens § 22, stk. 1, undlod kommunen at partshøre klagerne, men sendte alligevel afgørelsen til klagerne med klagevejledning. Kommunen havde derved givet klagerne indtryk af at de var parter i byggesagen og derfor havde partsrettigheder. Over for ombudsmanden udtalte kommunen imidlertid at klagerne ikke var parter i byggesagen, jf. byggelovens § 22, stk. 2.

Ombudsmanden beklagede at kommunen havde anvendt en formulering der var egnet til at give klagerne det indtryk at de var parter i byggesagen. Ombudsmanden henstillede at kommunen ændrede sin fortrykte formulering således at klagevejledningen indeholdt de nødvendige oplysninger til at fastslå kredsen af klageberettigede. (J.nr. 1998-1121-160).