En kommune havde givet landzonetilladelse til et byggeri, men havde med henvisning til en lokalplan for området afslået at tillade at byggeriet blev udført på en bestemt måde. Naturklagenævnet stadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet opfattede kommunens afgørelse som en landzonetilladelse på vilkår om at byggeriet ikke blev udført i den ansøgte udformning.

Ombudsmanden rejste i en foreløbig redegørelse tvivl om hvorvidt Naturklagenævnet havde ret i at der med afslaget på den ønskede udformning af byggeriet var tale om vilkår for en landzonetilladelse, og mente at det var kritisabelt at nævnet uden nærmere forklaring havde lagt dette til grund. Meget tydede ifølge ombudsmanden på at kommunen mente at den havde givet en landzonetilladelse uden vilkår, men at der var givet afslag på dispensation fra lokalplanen til den ansøgte udformning af byggeriet.

Naturklagenævnet genoptog sagen og erklærede sig enig med ombudsmanden. Nævnet mente i sin nye afgørelse ikke at der var hjemmel i lokalplanen for kommunen til at modsætte sig at byggeriet blev udført i den ansøgte udformning, og den ansøgte udformning af byggeriet var derfor umiddelbart tilladt efter lokalplanens bestemmelser.
(J.nr. 2006-0090-122). 

A indgik aftale med Dansk Mobil Telefon I/S om, at selskabet mod at betale et årligt vederlag kunne opstille en antennemast på A's ejendom. Efter en byplanvedtægt for området måtte intet punkt af en bygning være hævet mere end 8,5 meter over terræn. Der var ikke i den foreliggende sag mulighed for at udnytte vedtægtens dispensationshjemmel. En eventuel tilladelse fra kommunen (K's) side skulle derfor gives efter planlægningslovens § 19.

K meddelte A afslag på dispensation, idet K henviste til de landskabelige værdier i området. A gjorde gældende, at denne begrundelse var uholdbar, og at K tidligere havde givet tilladelse til opsætning af en tilsvarende antenne på naboejendommen. Planstyrelsen (P) tiltrådte K's afgørelse. - A klagede til ombudsmanden over K's og P's afgørelser.

Efter en besigtigelse af området udtalte ombudsmanden, at det forhold, at der muligvis på urigtigt grundlag var givet tilladelse til opsætning af en antennemast på naboejendommen, ikke i sig selv kunne give A krav på tilladelse. På baggrund af besigtigelsen fandt ombudsmanden det imidlertid tvivlsomt, hvorvidt landskabelige hensyn med tilstrækkelig vægt talte imod at give A den ønskede tilladelse. Ombudsmanden bad derfor P (nu Naturklagenævnet) om at præcisere, hvori de landskabelige hensyn bestod.

Naturklagenævnet meddelte herefter, at man nu anså K's begrundelse for afslaget for uholdbar, og at nævnet derfor havde hjemvist sagen til fornyet behandling i K. Herefter foretog ombudsmanden ikke videre i sagen. (J. nr. 1992-3122-120).

En grundejer klagede til ombudsmanden over bl.a. at Miljø- og Energiministeriet havde varetaget vindmølleindustriens privatøkonomiske interesser i forbindelse med et landsplandirektiv der gjorde det muligt at etablere en national prøvestation for store vindmøller, at ministeriet havde fejlinformeret borgerne om muligheden for økonomisk kompensation for gener fra prøvestationen, og at ministeriet havde afvist at yde økonomisk kompensation.

Ombudsmanden mente at Miljø- og Energiministeriet havde den fornødne hjemmel til at anvende landsplanbeføjelserne i planlovens § 3 idet ministeriet havde varetaget hensynet til den samlede vindmøllebranches erhvervsøkonomiske interesser sammen med andre lovlige hensyn.

Ombudsmanden kritiserede derimod at Miljø- og Energiministeriet ikke havde givet grundejeren tilstrækkelig information om muligheden for at få erstatning for ulemper som følge af prøvestationen.

Miljø- og Energiministeriet havde først i sin udtalelse til ombudsmanden givet en konkret begrundelse for at afvise kravet om erstatning. Ombudsmanden henstillede derfor til ministeriet at tage stilling til erstatningsspørgsmålet direkte over for grundejeren. (J.nr. 2000-2742-129).

En grundejer klagede den 11. marts 2000 over at Otterup Kommune ikke havde besvaret hans ansøgning af 26. september 1998 om tilladelse til opstilling af en vindmølle. Kommunen svarede først endeligt den 3. maj 2000.

Ombudsmanden udtalte at kommunens sagsbehandling havde været meget kritisabel. Selv om sagen afventede behandlingen af en nabos ansøgning, burde kommunen have undersøgt hvor langt denne sag var nået, og hvornår den blev afsluttet. I øvrigt kunne ansøgningerne med fordel have været behandlet under ét.

Kommunen burde desuden have søgt at undgå forsinkelser i sagsbehandlingen som følge af personaleudskiftninger og sygdom.

Endvidere burde kommunen på et tidligere tidspunkt have orienteret grundejeren om at sagens behandling blev forsinket, og om hvornår svar kunne forventes. (J.nr. 2000-0897-100).

En kommune sendte et forslag til lokalplan for et kommende butikscenter ud til offentlig høring. Inden lokalplanen blev endeligt vedtaget, trådte en ændring af planloven i kraft således at lokalplanen skulle indeholde bestemte regler for butiksarealer. Sådanne regler var der ikke i lokalplanen.

Naturklagenævnet anså lokalplanen for ulovligt vedtaget, men ikke ugyldig. Ombudsmanden udtalte at han mente det var beklageligt at Naturklagenævnet havde truffet afgørelse om ikke at tilsidesætte lokalplanen som ugyldig. (J.nr. 1999-0180-120).

Viborg Byråd klagede over at Miljø- og Energiministeriet havde indkaldt to lokalplanforslag om butikscentre efter call in-beføjelsen i planlovens § 3, stk. 4. Indkaldelserne bevirkede at planforslagene ikke kunne vedtages endeligt af byrådet før ministeriet, efter forhandling med byrådet, havde besluttet at vedtagelsen kunne finde sted.

Ombudsmanden mente ikke der var tilstrækkeligt grundlag for at kritisere at Miljø- og Energiministeriet havde anvendt call in-beføjelsen i de to sager. Derimod var det efter ombudsmandens opfattelse kritisabelt at ministeriet i begrundelsen for indkaldelserne henviste til et eventuelt kommende lovforslag. Desuden ville det efter ombudsmandens opfattelse have været bedst stemmende med god forvaltningsskik om ministeriet over for byrådet nærmere havde begrundet hvorfor det mente at betingelserne for at anvende planlovens § 3, stk. 4, i de konkrete tilfælde var opfyldt. (J.nr. 1997-0220-129).

Naturklagenævnet afviste at genoptage behandlingen af en klage fordi klageren ikke havde identificeret de retlige spørgsmål som han ønskede nævnets stillingtagen til.

Ombudsmanden henviste til at klagen opfyldte de beskedne krav der efter forvaltningsretlige regler kan stilles til en klage, og at der ikke i planloven var fastsat særlige regler til en klages form eller indhold. Ombudsmanden henstillede derfor til Naturklagenævnet at genoptage behandlingen af klagen. (J.nr. 1998-0465-129).

Hovedspørgsmålet i sagen var om en nabo til et byggeri skulle have været partshørt i henhold til forvaltningslovens § 19 inden kommunen meddelte bygherren dispensation fra lokalplanbestemmelser om bygningshøjde. Kommunen havde alene gennemført en naboorientering efter planlovens § 20, og denne orientering opfyldte ikke fuldt ud kravene til partshøring efter forvaltningslovens § 19.

Naturklagenævnet udtalte at en person der efter planlovens § 20 skal orienteres om en dispensationsansøgning, ikke i forvaltningslovens forstand er part i sagen. Nævnet fandt derfor at forvaltningslovens § 19 om partshøring var uden betydning for sagen. Denne retsopfattelse var ombudsmanden ikke enig i. Ombudsmanden henviste til at partsbegrebet ikke var fraveget i planlovens bestemmelser. Spørgsmål om partsstatus må navnlig afgøres ud fra en konkret vurdering af om den pågældende har en væsentlig og individuel interesse i sagens afgørelse. Vurderingen af om en person skal anses for part i sagen, skal foretages uafhængigt af om den pågældende (i medfør af planlovens § 20) er orienteret om dispensationsansøgningen. Ombudsmanden henstillede til Naturklagenævnet at genoptage behandlingen af sagen og i den forbindelse udtrykkeligt tage stilling til om naboen burde være anset for part allerede ved kommunens behandling af sagen. (J. nr. 1994-763-120).

A klagede til Planstyrelsen over, at Gentofte Kommune havde afvist at give tilladelse til etablering af liberalt erhverv (geofysisk analyse- og konsulentvirksomhed) i en beboelsesejendom.

Gentofte Kommune havde meddelt A, at der af planmæssige grunde ikke kunne gives tilladelse til etablering af erhvervet. Kommunen inddrog senere som en yderligere begrundelse for afslaget, at der heller ikke ville kunne gives tilladelse efter boligreguleringsloven.

Planstyrelsen afviste at behandle A's klage over kommunens afgørelse under henvisning til, at den formelle hjemmel for afgørelsen skulle findes i boligreguleringsloven, ikke i kommuneplanloven.

Ombudsmanden udtalte, at der forelå en afgørelse, som oprindeligt var begrundet udelukkende i planmæssige hensyn, og som rummede en stillingtagen til et generelt fortolkningsmæssigt spørgsmål. Kommunen havde senere inddraget en yderligere begrundelse for afgørelsen, men fastholdt samtidig den oprindelige begrundelse. Det stod ikke klart, hvilken vægt kommunen lagde på den seneste begrundelse, herunder om den i sig selv kunne bære den trufne afgørelse.

Ombudsmanden fandt på den baggrund, at A fortsat havde en væsentlig interesse i at få Planstyrelsens stillingtagen til den planlægningsmæssige begrundelse, og at styrelsen derfor burde fastholdes på sin pligt efter kommuneplanlovens § 48 til at realitetsbehandle sagen.

Ombudsmanden henstillede, at Planstyrelsen nu behandlede sagen. (J. nr. 1990-1617-142).