En familie havde fået anvist en husvildebolig af kommunen efter servicelovens § 66. Familien underskrev ved anvisningen en erklæring om at der udelukkende var tale om et midlertidigt indkvarteringssted, at familien var indforstået med at flytte når kommunen tilbød en anden bolig, at de almindelige regler om tre boligtilbud derfor ikke gjaldt, og at lejelovens regler ikke gjaldt for husvildeboligen.

Da kommunen tilbød familien en permanent bolig, afviste familien tilbuddet hvorefter kommunen orienterede familien om at den skulle fraflytte husvildeboligen.

På baggrund af en gennemgang af udviklingen i retsgrundlaget for husvildebestemmelsen konkluderede ombudsmanden at det ved 2 landsretsdomme fra 1959 blev slået fast at anvisning af en husvildebolig efter den dagældende bestemmelse om husvildeboliger ikke var et lejemål i lejelovens forstand.

Ombudsmanden mente ikke at de senere ændringer i husvildebestemmelsen havde ændret den retsstilling som blev fastslået med de to landsretsdomme.

Ombudsmanden var herefter enig med kommunen og det sociale nævn i at retsforholdet ved anvisning af boliger efter servicelovens § 66 ikke er omfattet af lejelovens regler.

Herefter havde ombudsmanden ikke grundlag for at kritisere kommunens afgørelse om at familien skulle flytte ud af husvildeboligen som en konsekvens af at familien havde afslået tilbuddet om permanent bolig. (J.nr. 2002-0238-059).